0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

DF og V: Auken-familien driller

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Politikere fra Dansk Folkeparti og Venstre føler sig udsat for drilleri, når det er enten Margrete Auken (SF) eller Svend Auken (S), der styrer debatten i folketingssalen.

En enkelt politiker er sågar ked af at møde frem, når én af de to sidder i formandsstolen.

»En gang var jeg midt i en tale. Så rejser Svend Auken sig pludselig fra formandsstolen og siger, at alle skal huske at slukke for deres mobiltelefoner. Jeg havde ikke hørt én eneste mobil ringe. Og alle ved jo godt, at den slags numre slår rytmen i ens tale i stykker«, siger Venstres Eyvind Vesselbo.

Rohde: De driller
Også Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, føler sig udsat. Han siger, at han er så træt af drillerier, at han gerne vil sende en klage.

»De to har fundet ud af, at der findes en regel om, at man skal hilse på hinanden, også selv om det er 25. gang, man er oppe for at komme med en kort bemærkning. Det er jo fair nok. Det, der er grotesk er, at når det er Dansk Folkeparti, der glemmer det, så sætter Svend Auken sig ned, lader dem begynde at tale, og så afbryder han dem ved at sige: Goddag. I stedet for at gøre det med det samme. Det er jo enormt - specielt hvis du er utrænet - ubehageligt at blive afbrudt. Du taber tråden«, siger Rohde.

Auken afviser
Anklagerne lyder, at de borgerlige får mindre taletid, og selv om de hilser på formanden, når de kommer op på talerstolen - som traditionen kræver det i Folketinget - så bliver de bedt om at hilse endnu engang.

»Det er absolut vrøvl«, svarer Margrethe Auken.

»De borgerlige har bare en dårligere opførsel, de er - bortset fra de konservative - ganske enkelt de slemmeste til ikke at hilse ordentlig på formanden«, siger Margrethe Auken.

DF-Brix: Lykkelig når det ikke er en Auken
Colette Brix, erhvervsordfører fra Dansk Folkeparti, ånder altid lettet op, når det er en anden end en Auken, der styrer debatten i Folketingssalen.

»Jeg er lykkelig, når der sidder en anden (i formandsstolen). Det vil jeg godt sige dig. Det er en skøn dag, når jeg ser, at ingen af dem sidder i formandsstolen men, at det er Kai Ikast (K) eller Ivar Hansen (V)«, siger hun.

Nikkeproblemet
Det største problem ser ud til at være det såkaldte nikkeproblem.

Reglerne siger, at når taleren træder op på talerstolen, skal han hilse på formanden. En gammel regel, som er afskaffet i andre europæiske parlamenter.

»Dansk Folkeparti er svære at få til at hilse, og det er jo en gammel tradition, at formanden rejser sig op og så hilser taleren på formanden. Det er ikke noget, hverken Svend eller jeg har opfundet«, forsvarer Margrete Auken, der er uforstående over for, at politikerne vælger at råbe op i pressen.

Den slags klager skal i stedet sendes direkte til Folketingets øverste organ, Præsidiet, hvor Ivar Hansen (V), Svend Auken (S), Poul Nødgaard (DF) Kai Ikast (K) og Margrete Auken (SF) sidder.

Auken: Send en klage
Hun vil derfor helst - sammen med Svend Auken - undgå at deltage i et opgør for åbent tæppe med de kritiske borgerlige politikere. De må i stedet sende en klage.

»Det er helt uhørt, at de gør det i offentligheden. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Aldrig. Jeg vil helst ikke udtale mig yderligere«, siger Svend Auken og tilføjer så, at efter hans opfattelse så er tonen i salen glimrende.

DF-Åse Madsen: Vi føler os lidt udsatte
Også i Dansk Folkeparti diskuterer de mobning på gruppemøderne, ifølge energiordfører Åse Madsen.

»Jeg har oplevet det, at jeg fik bemærkningen: Man hilser på formanden. Og så kom jeg med et svar om, at det gjorde jeg da også. Så sagde Margrete Auken: Man diskuterer ikke med formanden«, siger Åse Madsen og tilføjer ivrigt:

»Det er altså sådan, at vi i Dansk Folkeparti har diskuteret det af og til, når det er gået mest voldsomt for sig. Vi føler os lidt udsatte«.

Auken afviser: Alle bliver behandlet ens
Margrete Auken afviser, at Dansk Folkeparti har nogen grund til at sidde i et hjørne og bide negle af nervøsitet. Alle uvorne får en opsang.

»Enhedslisten er klart bedst til at hilse. De er meget, meget høflige. Nå, men jeg kan da heller ikke få Mogens Lykketoft (S) til det. Du må ikke tage fejl. Så udbryder jeg: Goddag, når han skal i gang. Nej, nej det er ikke kun de borgerlige og jeg synes, at vi har fået forbedret det voldsomt. Jeg er lidt skuffet over, at de oplever problemer«, svarer Margrete Auken.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce