0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Amdi Petersen i varetægtsfængsel

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Advokat Robert Shapiro fik dommeren til at flytte Amdi Petersen tilbage til fængslet i Los Angeles. (se større version af foto nederst) - Foto: Jens Dresling

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Jeg kan ikke se, at der er nogle særlig omstændigheder, der gør, at han kan løslades mod kaution, og jeg mener, at der er risiko for, at han flygter. Derfor beordrer jeg ham fortsat tilbageholdt«. Dommer Stephen Hillmans ord er ikke til at tage fejl af. Tvinds grundlægger Mogens Amdi Petersen, som har været et fantom for den danske offentlighed i snart 23 år, skal fortsat holdes indespærret i et amerikansk fængsel, indtil hans sag om udlevering til Danmark kommer for en ny amerikansk dommer.

Amdi Petersen, iført en todelt orange fangedragt, lænket om hænder og rundt om ryggen med albuerne presset helt ind til kroppen, sidder rank på en læderstol midt i retslokalet. Han fortrækker ikke en mine, da dommen falder. Hans stjerneadvokat Robert Shapiro er derimod mørkerød i ansigtet, og hans selvsikre smil er blegnet.

Tre kvinder mødte frem
På tilskuerrækkerne sidder Amdi Petersens tre kvindelige ledsagesker som statuer. Samleversken Kirsten Larsen, der under retsmødet fælder en tåre og det meste af tiden sidder yderst på den hårde bænk, er også bomstille.

Der skulle to retsmøder til og tre pauser i løbet af det andet retsmøde, som varede hele fredagen, før dommeren i Roybal Federal Court i Los Angeles endelig besluttede sig. Normalt bliver lignende sager ekspederet i løbet af ganske kort tid, men her er tale om en helt særlig sag, hvor en dansk rigmand har hyret en af USA's dyreste advokater.

»Ærede dommer«, siger Shapiro efter dommen.

»Min klient har kun sovet syv timer siden han blev tilbageholdt i søndags. I to dage er han blevet vækket klokken to om morgenen og kørt frem og tilbage mellem fængsler. Er det ikke muligt, at han kan blive på Metropolitan Detention Center?«

Dommeren siger, at det kan han ikke bestemme, men at han vil anbefale, at Amdi Petersen kan blive i det nyere og mere moderne fængsel inde i byen fremfor det gamle og ubekvemme fængsel over to timers kørsel væk fra byen.

Dermed har advokaten nemmere adgang til sin klient og til at forberede sig på den særdeles omfattende udleveringssag.

Kun to telefonsamtaler
Shapiro beder så om lov til, at hans klient - for egen regning - kan få lov til at ringe 10-12 gange om dagen til sine advokater og til afgørende vidner. Dommeren giver ham lov til at ringe en gang om dagen til Shapiro og en gang om dagen til sin beskikkede advokat i Danmark. Hvis han skal have lov til at ringe yderligere, skal anklagemyndigheden og Shapiro i fællesskab blive enige om det, siger dommeren.

Endelig får Amdi Petersen lov til at få en helbredsundersøgelse.

Føres bort af fangevogterne
Og så bliver han ført bort af fangevogterne, som under hele retsmødet har stået tæt på Amdi Petersen, mens de gnaskede tyggegummi og havde hænderne over kors på deres store maver. Amdi Petersen lunter træt af sted med små skridt i sine to par hvide tennissokker og orange espadriller. Han får ikke lov til at komme i nærheden af sine kvinder.

Det massive presseopbud, der ikke længere kun er dansk, men også amerikansk, følger Shapiro i hælene. Han siger, at han nu vil bede om retsudskrifterne, og at han straks derefter vil appellere afgørelsen. Det kan dog tage en til to uger, men det bliver før den 19. marts, hvor dommeren har bestemt, at parterne skal mødes igen og gøre status.

»I sidste ende skal jeg nok få ham fri«, siger Shapiro uden at indrømme, at han har tabt det første slag.

Det, der lykkedes for Robert Shapiro, var at trække sagen i langdrag.

Procedurefejl
Fra morgenstunden peger han på procedurefejl, som gør, at der blev indlagt ikke mindre en tre pauser i forløbet. Først skal anklagemyndigheden - med hjælp fra den danske vicestatsadvokat fra bagmandspolitiet Poul Gade - bevise, at papirerne er stemplet og oversat korrekt. Så skal den bevise, at Amdi Petersen formelt er sigtet. Og så skal den dokumentere, at begæringen om udlevering er formel og foregået korrekt. Her bliver den danske konsul Troels Jakobsen involveret, og myndighederne hjemme i Danmark bliver vækket for at faxe yderligere omkring 50 sider til Los Angeles.

Da proceduren endelig er på plads, er det tid til den egentlige argumentation om, hvorvidt Amdi Petersen kunne løslades mod kaution eller ej.

Anklageren Matthew Sloan remser argumenter op for, hvorfor han mener, at der er stor risiko for, at Amdi Petersen vil flygte, hvis han løslades. Han er ikke amerikansk statsborger, han har boet anonymt udenlands i over 20 år, han har ikke boet i sit hjem i Florida, siden august, han har adgang til ejendomme i over 30 lande, råder over værdier på over en milliard kroner, og endelig har han forberedt sig på at søge statsborgerskab i andre lande som Zimbabwe og Brasilien, der ikke har udleveringsaftaler med Danmark.

Robert Shapiro mener ikke, at der er flugtrisiko.

»Hvis han ville flygte, hvorfor kom han så til USA? Igennem 22 år har han været i USA mindst 20 gange og boet i Miami. Han var i USA så sent som september. Desuden er han i stand til at betale for den husarrest, som myndighederne kræver, hvis han løslades mod kaution«, siger han.

Fattige uden hjælp
Men anklagemyndigheden mener ikke, at 24 timers satellitovervågning af Amdi Petersen er sikkerhed nok.

Shapiro fortæller så, at en amerikansk professor ved navn Dr. Bender har besøgt mindst 20 Tvind-steder og siger, at det er en humanitær organisation, som også afrikanske præsidenter roser.

»Hvis denne organisation ikke kan få lov at fortsætte, vil millioner af fattige rundt omkring i verden blive afskåret fra hjælp. Det er da en særlig omstændighed«, siger Shapiro, der også forsøger at overbevise retten om, at Danmark vil fængsle Amdi Petersen på ubestemt tid uden at være dømt.

Men intet hjælper. Anklagemyndigheden har overbevist dommeren.

De tre Tvind-kvinder, alle iført sorte jakkesæt, skuldertasker og flade sko, forlader retsbygningen med deres nederlag. De smiler ikke, som de gjorde det om morgenen. Mens de længe kun har talt engelsk overfor den danske presse og ladet som om, at de ikke forstår dansk, taler de nu pludselig dansk, men det er stadig »ingen kommentarer«.

Sag 02/315M er foreløbig slut. Men fange 21047/112 sidder stadig bag tremmer.