0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Svært at standse udlændingestrøm

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Socialdemokratiske borgmestre fra indvandrerkommunerne behøver ikke at frygte at blive misbrugt som politisk figenblad for VK-regeringens udlændingepolitik. Hvis de ønsker det, kan de nøjes med at tale med regeringen i fortrolighed. Det siger den nye integrationsminister, Bertel Haarder (V).

Flere S-borgmestre har udtryk betænkelighed ved at blive inddraget i statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) projekt om at høre dem, før den nye regering endeligt udformer sine bebudede forslag til udlændingestramninger.

En hård tørn
Den nye integrationsminister risikerer at få en hård tørn med at indfri løfterne til vælgerne. Han ankommer - ligesom den tidligere socialdemokratiske indenrigsminister Thorkild Simonsen - i ministeriet for udlændinge på en massiv forventning om, at nu skal der sætte en stopper for tilstrømningen af udlændinge til Danmark.

Da Haarder tirsdag overtog stafetten fra Karen Jespersen (S) for at begynde på en frisk i et helt nyt Integrationsministerium ville den garvede politiker ikke kommentere, hvordan han vil indfri løfterne. Men han erkendte, at det er lettere at råbe på stramninger fra oppositionen, end når man sidder med ministeransvar.

»Der ligger en bunden opgave til mig fra den nye regering. Men hvordan jeg skal løse den, ved jeg ikke«, sagde han og bebudede mindst 14 dages tænkepause, før han vil give konkrete bud.

14 dage er for lidt
Men ifølge ekspert i asylret, ph.d. Kim U. Kjær fra Det Danske Center for Menneskerettigheder, er 14 dage næppe nok til at komme op med noget, der for alvor kan slå bremsen i for udlændinge. Han siger, at der muligvis er »en smule luft« til at stramme op om familiesammenføringer, men at det stort set ikke er muligt at sige nej til nogen af de flygtninge, som i dag får asyl her, uden at komme i carambolage med internationale konventioner.

Som Politiken skrev i går, kan der ikke siges nej til de flygtninge, som i dag får de facto status. Selvom de facto-begrebet afskaffes, vil langt de fleste være dækket af andre konventioner - f.eks. torturkonventionen og den europæiske menneskerettighedskonvention.

Tommelskruer findes
V og K skriver også i regeringsgrundlaget, at asylansøgere, der skjuler deres identitet eller går under jorden, mens asylsagen behandles, skal udvises. Ifølge Kim U. Kjær kan man allerede i dag sætte tommelskruer på asylansøgere ved at fortælle dem, at de skader deres sag, hvis de nægter at give oplysninger.

Men ifølge FN's flygtningekonvention kan folk, som angiver at være forfulgte, ikke udvises, før deres asylsag er færdigbehandlet, og man er sikker på, at de kan vende hjem uden at lide massiv overlast. Lige meget, om de vælger at gemme sig.

Familiesammenføring
Der, hvor der ifølge Kim U. Kjær »i begrænset omfang« kan siges nej til nogen, som får ja i dag, er på familiesammenføringsområdet.

Her lægger V og K op til, at de regler, som i dag gælder for udlændinge, fremover også skal gælde danske statsborgere. For at få en ægtefælle hertil skal parret være fyldt 25 år, og danskeren skal bevise, at han kan forsørge sin ægtefælle - samt at parrets samlede tilknytning er større til Danmark end til det land, den udenlandske ægtefælle kommer fra.

»Reglerne er generelle«, har Fogh Rasmussen forsikret under valgkampen. Men en general udvidelse kan give en dansker med en svensk far problemer med at få sin svenske kæreste hertil. Eller hindre en dansk udvekslingsstudent i at få sin amerikanske kæreste hertil pg.a. alders- og forsørgelseskravet.

Fra tre til syv år
Den ny regering foreslår desuden, at der skal gå syv år, før udlændinge får permanent opholdstilladelse. I dag sker det efter tre. Der skal også gå syv år, før der er optjent ret til kontanthjælp. Ifølge Kim U. Kjær kan det krav godt stilles i forbindelse med ægtefæller, der kommer her frivilligt. Men det kan ikke stilles til flygtninge, som ikke kan sendes tilbage og derfor skal forsørges, hvis ikke de har et job.

Næsten opfyldt 10-punkts plan
Tidligere indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) forsøgte i forbindelse med integrationsloven at give flygtninge en særlig lav 'introduktionsydelse', men måtte efter et år sætte beløbet op på niveau med danskeres bistandshjælp, fordi det ifølge FN-konventioner er forbudt at diskriminere flygtninge - også økonomisk.

Store dele af VK's 10-punkts plan er allerede gennemført under Socialdemokratiet. Det gælder ideen om at genoverveje opholdstilladelsen, når en flygtning tager hjem på ferie. Det gælder også ideen om at samkøre fingeraftryksregistre for at tjekke, om asylansøgere har en kriminel fortid. Samt forslaget om at udvide adgangen til at frihedsberøve udlændinge, som mistænkes for kriminalitet. Der vedtog Folketinget så sent som i foråret, at asylansøgere kan spærres inde, hvis de stjæler for mere end 500 kroner.

Også kriminelle, der har opnået opholdstilladelse, skal ifølge den ny regerings oplæg vises ud af landet i større omfang, end det sker i dag. Men muligheden for at lade selv den mindste frihedsstraf følge af en udvisning er allerede i loven, og her har Højesteret gentagne gange sagt nej til udvisning, fordi det er i strid med de europæiske menneskerettigheder at udvise folk med stærk tilknytning til Danmark for mindre forbrydelser.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Annonce