Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningDen irakiske diktator, Saddam Hussein, har agenter i Danmark. Det fastslår den svenske efterretningstjeneste samt kurdiske og irakiske organisationer i Danmark og England. Ifølge den amerikansk finansierede eksilirakiske opposition, Iraqi National Congress (INC), oplyser afhoppede efterretningsofficerer, at Danmark, Sverige og Holland regnes for nøglelande, når Saddam Hussein skal smugle agenter til Europa.
»Den irakiske efterretningstjeneste har gennem de seneste fire år placeret et stigende antal agenter hovedsageligt i Danmark, Holland og Sverige, fordi det er de lande, det er lettest at få asyl i. Agenterne samler blandt andet informationer om mulige amerikanske terrormål i Europa«, siger Nabeel Musauui fra INC i London.
»Vi har navne på 11 irakiske agenter, som er aktive i Danmark, og otte navne på agenter, der er aktive Sverige. De danske myndigheder burde gennemgå de seneste fire års asylansøgere for at finde ud af, hvem der er kommet ind, og hvad de lavede, før de kom til Danmark«, lyder det fra INC.
Velkendt fænomen
Flygtningespionage er et velkendt fænomen i Politiets Efterretningstjeneste, PET. Det nævnes blandt andet i den rapport, som PET har lagt ud på Rigspolitiets hjemmeside. Men PET-chef Birgitte Stampe vil ikke kommentere sagen.
Derimod bekræfter den svenske efterretningstjeneste, Säpo, at de irakiske agenter er aktive både i Danmark og Sverige.
»Vi ved, at det foregår. Når der kommer mange flygtninge, er der selvfølgelig også folk, som ikke er flygtninge, men er her af andre årsager. De arbejder stort set på samme måde i Danmark og Sverige«, siger sektionschef for Säpo Syd i Malmø, kriminalkommissær Hans Paulinder.
I Sverige har Säpo i »flere tilfælde« advaret mod at give asyl til irakiske statsborgere med henvisning til, at de var mistænkt for at være udsendte spioner. Säpos råd er blevet fulgt af den svenske udlændingestyrelse, der har givet afslag på asyl.
Forfulgte kurdere
Politiken har gennem de seneste uger fået flere henvendelser fra herboende kurdere og irakere, der enten selv er blevet forfulgt af irakiske agenter eller har nære venner, der er blevet udsat for den irakiske efterretningstjenestes agenter i Danmark. Ingen af dem tør stå frem. De fleste er så bekymrede over truslen, at de ikke tør henvende sig til dansk politi med oplysningerne.
Både Fey Kurd - en paraplyorganisation for 11 kurdiske organisationer i Danmark - og Den Irakisk-Danske Minoritet omtaler de formodede agenter som et meget stort problem for herboende flygtninge.
»Irakere overalt i udlandet har i baghovedet, at Saddam Husseins agenter når dem overalt. Alle ved, at der er nogle i Danmark, og det gør dem bange. Mange er bange for at fortælle om deres rolle i modstandsbevægelsen eller kritisere regeringen i Irak«, siger pressesekretær Osama Hamza fra Den Irakisk-Danske Minoritet.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til vores digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuTilbud lige nu:
Få digital adgang for 149 kr./md i 6 måneder
Er du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her