0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Justitsministeriet sjuskede klagemulighed væk

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Både Taastrup Ret og Justitsministeriet har sovet så meget i timen, at en 22-årig mands lovsikrede ret til at klage reelt er blevet en narresut. Byretten i Taastrup har efterfølgende måttet opgive at dømme manden i en retssag, fordi hans klage aldrig er blevet behandlet. Ombudsmanden er nu i gang med at undersøge sagen.

Manden fik i marts 1999 et polititilhold mod at opholde sig i Ishøj Bycenter. På selve tilholdet stod, at han kunne klage til Justitsministeriet. Men den mulighed eksisterede reelt ikke for den 22-årige.

Da han i maj 1999 sendte en klage af sted til Justitsministeriet, blev den ganske vist officielt modtaget, men klagen blev aldrig behandlet færdig.
Da den 22-årige syv måneder senere blev fremstillet i Taastrup Ret for at have brudt forbudet, glemte også byretten at behandle klagen. Derefter nægtede ministeriet at tage stilling til sagen.

Den 22-årige, der ønsker at være anonym af hensyn til sin arbejdsgiver, fik forbud mod at opholde sig i Ishøj Bycenter i begyndelsen af 1999 og to år frem, da lovens lange arm var ved at gennemføre en ordenskampagne i centret.

Forbudet var den unge mand dybt utilfreds med, fordi han mente, at det var uretfærdigt. Derfor klagede han til ministeriet.

Forsinket brev
I Justitsministeriet blev brevet med klagen modtaget, og en fuldmægtig meldte to uger senere tilbage, at klagen ville blive behandlet inden for tre måneder. Hvis det tog længere tid, ville ministeriet kontakte ham og forklare både tidshorisont og årsag.

Men ministeriet kontaktede ham først et år og to måneder senere - ikke med en afgørelse, men med besked om, at ministeriet ikke længere kunne behandle klagen.
I mellemtiden havde Glostrup Politi nemlig taget den unge mand med i Taastrup Ret, som idømte ham en række bøder for at have overtrådt forbudet mod at besøge Ishøj Bycenter. Retten dømte den unge mand til at betale 4500 kroner i bøde, og da den beslutning var truffet, ville Justitsministeriet ikke længere behandle sagen.

»Justitsministeriet kan ikke gribe ind i eller ændre afgørelser, som er truffet af domstolene«, stod der i det brev, som den 22-årige mand modtog omkring et år for sent.
Også i Taastrup Ret gik det galt. Da den 22-årige havde indgivet klage over forbudet, skulle retten nemlig tage stilling til baggrunden for forbudet i december 1999, da den 22-årige var tiltalt for at have brudt tilholdet. Det gjorde retten ikke. Den idømte kun bøden på 4500 kroner, som den 22-årige uden beskikket advokat modtog.
Dermed forsvandt alle klagemuligheder.

Frikendt
Den fejl har senere medført, at den samme ret i Taastrup helt måtte frikende den 22-årige, da han for en måned siden igen kom i retten for at have brudt forbudet. I dommen hed det:

»Der ses således ikke tidligere at være taget stilling til tiltaltes indsigelser vedrørende forbudets lovlighed... Tiltalte frifindes derfor for disse forhold«.

Med andre ord: Byretten i Taastrup har glemt at tage stilling til klagen over tilholdet, og den 22-årige frikendes derfor i at have brudt forbudet.

Retten mente nemlig ikke, at den kunne tage stilling til baggrunden for forbudet, fordi forsvaret ikke havde ført bevis for den. Men det kommer Østre Landsret til nu.
Anklager Henrik Holten-Rasmussen ankede sagen dagen efter, at retten havde frifundet den 22-årige. Østre Landsret skal derfor nu tage stilling til det polititilhold, som de sidste to år har afskåret den 22-årige fra at kunne opholde sig i Ishøj Bycenter.

Savner forklaring
Mens selve retssagen nu ligger til behandling hos Statsadvokaten, har den 22-åriges forsvarer, Bjørn Elmquist, indbragt sagen om den forsvundne klagemulighed for ombudsmanden.

Bjørn Elmquist har klaget over "langsommelig og sjusket sagsbehandling i Justitsministeriet". I brevet til ombudsmanden hedder det blandt andet.

»Der hengik 1 år og to måneder, inden min klient fik endeligt svar, uagtet Justitsministeriet i en foreløbig reaktion 10 dage efter modtagelsen af klagen havde meddelt, at man forventede snarest og senest inden tre måneder at kunne træffe afgørelse i sagen«.
Bjørn Elmquist skriver videre:

»...hvis Justitsministeriet havde overholdt de sædvanlige tidsmæssige vilkår for sin behandling af klagen over tilholdet eller bare havde gjort det inden for et halvt år efter at have modtaget klagen, var problemet med eventuelt at gribe ind i eller ændre afgørelsen, truffet af domstolene, ikke opstået«.

Den 27. marts meldte ombudsmanden tilbage, at han havde modtaget klagen og har besluttet at acceptere den og undersøge sagen nærmere.

Indtil nu har ombudsmanden bedt Justitsministeriet udfærdige en forklaring og udlevere sagens akter. Når papirerne ankommer, vil ombudsmanden tage stilling til sagen og fremkomme med sin bedømmelse. Det sker formodentlig om et par måneder.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Annonce