0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

KrF og de radikale undrer sig over Venstres barselsforslag

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kristeligt Folkeparti og de radikale kritiserer Venstreformandens forslag om længere barselsorlov for at være i modstrid med Venstres politik hidtil og for dyrt.

Venstre-formand Anders Fogh Rasmussens tanke om at forlænge barselsorloven til ét år er i fuldstændig modstrid med alt, hvad Venstre hidtil har både gjort og sagt på området. Det konstaterer Kristeligt Folkepartis formand, Jann Sjursen, som selv i årevis har kæmpet for at få forlænget barselsorloven. Men uden held, blandt andet på grund af Venstre.

»Jeg er selvfølgelig positivt overrasket over, at han nu åbner op - i hvert fald for tanken. Men jeg må så tilføje, at når jeg er overrasket, er det fordi Venstre indtil nu totalt har afvist den tanke i praksis i folketingssalen. Og det er ikke mere end 14 dage siden, at Venstres politiske ordfører, Ulla Tørnæs, blankt afviste det i en avisdebat«, siger Jann Sjursen til Ritzau.

Hverken valgløfte eller målsætning
Anders Fogh Rasmussen siger i Politiken torsdag, at efter hans mening bør forældrene være længere tid hjemme med de helt små børn, og det kan gøres virkeligt ved at forlænge barselsorloven fra det nuværende halve år til et helt år.

I samme åndedrag tager Fogh Rasmussen dog luften ud af sin egen tanke, idet han understreger, at det hverken er et valgløfte eller en målsætning for Venstre. Det er noget, der skal arbejdes med »på sigt«, og først skal pengene skaffes, ligesom arbejdsmarkedet skal kunne leve med det.

Til dette siger Jann Sjursen, at Anders Fogh Rasmussen her »slår så mange krøller på sig selv«, at man - med Venstres hidtidige opførsel in mente - må sige, at »det er altså ikke Venstre, der bærer den sag frem i Folketinget«.

Hæv orlovsydelsen
Sjursen peger blandt andet på Venstres reaktion på et forslag om forbedret børnepasningsorlov, som Kristeligt Folkeparti bragte op under efterårets finanslovsforhandlinger.

Konkret ville Kristeligt Folkeparti hæve orlovsydelsen fra 60 procent af dagpengene til 80 procent af dagpengene, hvis man tog et halvt års orlov i umiddelbar forlængelse af den nuværende barselsorlov.

Forslaget ville være langt billigere at gennemføre end Anders Fogh Rasmussens tanke, og Kristeligt Folkeparti så det da også kun som »et lille skridt« på vejen mod étårig barselsorlov. Alligevel var der ikke nogen støtte at hente hos Venstre.

Sindsygt populistisk
Det Radikale Venstres arbejdsmarkeds- og socialordfører, Anders Samuelsen, kalder Anders Fogh Rasmussens tanker for »sindssygt populistisk« og mest beregnet på at skaffe stemmer forud for folketingsvalget.

»Det er jo helt galt, når han ikke vil fortælle, hvor der skal skæres for at få penge til forslaget«, siger Samuelsen til Ritzau.

»Han vurderer, at en etårig barselsorlov vil betyde en ekstraudgift til staten på 3,5 mia. kr. årligt plus et par milliarder i ekstraomkostninger til virksomhederne. Men selvom det skulle lykkes Venstre at skaffe pengene, så vil det alligevel være en gal måde at gribe tingene an på,« mener han.

I stedet for en fast, etårig orlov burde man forlænge den nuværende barselsorlov med et mere fleksibelt tilbud, hvor den ene eller begge forældre for eksempel kunne gå ned på halv tid, sådan at de kunne bevare kontakten til arbejdspladsen, og så mindre virksomheder ville blive knapt så belastet af at skulle undvære nøglemedarbejdere, mener Anders Samuelsen.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce