Ny klinik skal hjælpe syge soldater

Politisk flertal vil oprette nyt center til sårede og psykisk syge danske krigsveteraner.

Danmark

Alle soldater, der vender hjem fra krigen med skader på krop eller sjæl, skal have hjælp på et nyt Militærmedicinsk Center.

Det foreslår Venstre, og både forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V), og oppositionen er positivt indstillet over for ideen.

Centeret vil koste omkring fire millioner kroner om året, og her vil de skadede soldater få adgang til landets bedste specialister og få støtte til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

V: Hjælpen skal centraliseres Samtidig skal Danmark opbygge en ny vidensbank med systematisk indsamling af helbredsoplysninger fra soldater, der bliver såret eller får psykiske men. »Vi skylder soldaterne mere tryghed. Og skal vi yde det allerbedste herhjemme, så er vi nødt til at centralisere eksperthjælpen et sted«, siger formand for Folketingets Sundhedsudvalg Preben Rudiengaard (V) .

Vi skylder soldaterne mere tryghed

Venstre præsenterer forslaget dagen efter, Politiken beskrev, hvordan ni Afghanistan-veteraner har forsøgt at begå selvmord det seneste år. Især krigene i Irak og Afghanistan har budt på voldsomme kamphandlinger, der har traumatiseret soldaterne.

LÆS ARTIKEL

Samtidig er de fysiske skader også i voldsom vækst.

40 danske soldater såret i år
Tidligere på ugen blev 11 danskere såret ved et enkelt Taleban-angreb, og dermed er 40 danske soldater blevet såret alene i 2010.

Sidste år var tallet 26, i 2008 var det 19. Soldaternes fagforening glæder sig over det kommende center.

LÆS ARTIKEL

»Vi sender soldater ud i verden med enorm risiko for lemlæstelse. Så skylder vi dem også en seriøs hjælp, når det går galt. Der halter Danmark langt bag efter andre krigsførende lande«, siger formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening Flemming Vinther.

»Hjælpen er i dag spredt mellem forskellige myndigheder, og soldaten ender med selv at skulle sparke en masse døre ind for at få den rigtige støtte og genoptræning. Vi har medlemmer, der kæmper i årevis for at få en protese. Derfor vil det være positivt med et system, hvor soldaten kun skal henvende sig ét sted for at få hjælp«, siger Flemming Vinther.

Centret placeres på Bispebjerg Hospital
Ifølge Venstre skal det nye center hjælpe praktiserende læger og kommunale sagsbehandlere fra hele landet med at komme soldaternes behov i møde.

»Når soldaterne vender hjem, bosætter de sig rundt omkring i Danmark, og det er langtfra sikkert, at deres praktiserende læge har erfaring med hjemvendte soldater. Eller at den lokale kommune ved ret meget om, hvad der kan få soldaten tilbage på arbejdsmarkedet«, siger Preben Rudiengaard.

Det nye center foreslås placeret på Bispebjerg Hospital i København, hvor det vil kunne trække på en række af sygehusets andre funktioner.

Der er en psykiatrisk afdeling, en ortopædkirurgisk afdeling, der vil kunne hjælpe med proteser, og en idrætsmedicinsk afdeling, der kan støtte genoptræning af de sårede.

Arbejder på en samlet veteranpolitik

Forsvaret arbejder i øjeblikket på en samlet veteranpolitik, og Gitte Lillelund Beck forsikrer, at det militærmedicinske center nu kommer med i planerne:

»Vi har udfordringer med de fysiske og psykiske eftervirkninger, som nogle af vores udsendte soldater oplever. Det er for mig et af de væsentlige emner i den kommende veteranpolitik«.

Forsvarsordfører John Dyrby Poulsen (S) siger, at »et samlet center er den helt rigtige vej at gå, for vi er ikke gode nok til at behandle veteranerne i dag«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce