Irak Center må tage plan B i brug

Det lykkedes ikke at få ansat afviste irakiske asylansøgere i Politikens Irak Center. Pengene skal i stedet bruges til at støtte hjemsendte irakere.

Danmark

Knap syv måneder efter at Politiken stiftede Irak Centeret, hvor afviste irakiske asylansøgere skulle ansættes til at udbrede viden om irakiske forhold til danskerne, må centeret nu tage plan B i brug og i stedet tilbyde 15.000 kroner til de irakere, der tvangsmæssigt må forlade Danmark.

Det sker, fordi Udlændingeservice ifølge chefredaktør Tøger Seidenfaden har givet meget »firkantede« afslag på ansøgninger om arbejdstilladelse, som Irak Centeret har sendt ind. Afslagene er anket til Integrationsministeriet, men Tøger Seidenfaden tror ikke, det nytter noget.

»Derfor er det ikke realistisk at skaffe de mennesker job for private penge, som var hele ideen. Derfor overgår vi til plan B, som vi helt fra begyndelsen har nævnt som en mulighed. Det betyder, at vi vil lade de penge, vi har indsamlet, gå til afviste irakere. Det må nødvendigvis blive i Irak, for det er den eneste mulighed, som det politisk flertal på Christiansborg tillader«.

Seidenfaden: Regeringen har reageret ekstremt aggressivt
Tøger Seidenfaden mener, at regeringen helt fra begyndelsen har reageret »ekstremt aggressivt« i sine bestræbelser på at lukke Irak Centeret, hvortil der indtil nu er indsamlet halvanden million kroner.

Hvad mener du med ekstremt aggressivt?

»Den første dag, vi overhovedet startede, sagde ministeren, at det var ulovligt, og at jeg skulle i fængsel. Det har jo vist sig at være nonsens«.

»Dernæst sagde man, at det her var fuldstændig utænkeligt og umuligt, for det havde aldrig været meningen, at udlændingelovgivningen skulle bruges på den måde. Da man så opdagede, at det var mere nuanceret, og der kunne argumenteres begge veje, begyndte man at rumle med en lex Politiken, som jo endte med at komme med i den sidste udlændingepakke«.

»Så man har sagt, at hvis det ikke er ulovligt på den ene måde, så skal vi nok sørge for at gøre det ulovligt på den anden måde«.

Var det ikke et håbløst projekt fra begyndelsen, hvor Politiken har været med til at give de her mennesker endnu et falskt håb på deres uundgåelige rejse tilbage til Irak?

»Jeg tror, det stod fuldstændig klart både for de irakiske asylansøgere og for os selv, at der ikke var nogen garanti for, at det her ville lykkes. Men både moralsk og juridisk var det ikke nogen håbløs sag. Der, hvor det viste sig at være håbløst, var gennem den voldsomme og meget aggressivt tillukkede politiske reaktion, der kom«.

Men var det ikke sådan, at regeringen i mange år har ment, at de skulle hjem, og så kommer Politiken, som har stået på de afviste asylansøgeres side, ind og hjælper dem på en måde, så avisen fremstår som et politisk parti, og at det er en af årsagerne til, at det går, som det går?

»Den diskussion har vi kørt mange runder i manegen med«.

»Det grundlæggende er, at det er nogle meget svage mennesker, og det er et humanitært initiativ. Den slags har Politiken en meget stærk tradition for. Så er det klart, at humanitære initiativer vil altid af mennesker, der ikke bryder sig om dem, blive opfattet som politiske. Det er ligegyldigt, om det er strejkende minearbejdere i Sydafrika, eller om det er afviste asylansøgere, der er kommet i klemme. Men substansen er jo ikke ideologisk. Den handler om konkrete menneskeskæbner, hvor vi giver vores læsere mulighed for på frivillig basis at hjælpe dem«.

Den handler om konkrete menneskeskæbner, hvor vi giver vores læsere mulighed for på frivillig basis at hjælpe dem.



Proforma
Meningen med Irak Centeret var, at de afviste skulle ansættes efter den såkaldte beløbsordning. Efter den ordning kan danske virksomheder ansætte udlændinge og flygtninge, hvis de har en ekspertviden, som er nødvendig for virksomheden.

Kravet er, at de skal have mindst 32.000 kroner om måneden i løn. Men i regeringen opfattede man Politikens initiativ som ren proforma og som et forsøg på at opnå et politisk mål gennem en smutvej i lovgivningen, og da den nye udlændingepakke blev lanceret i foråret, var der derfor indskrevet en lex Politiken, der blandt andet lyder sådan her:

»Der har været tilfælde, hvor afviste asylansøgere, som har nægtet at udrejse frivilligt, har forsøgt at forlænge deres ophold her i landet ved at indgive ubegrundede ansøgninger om opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse. Det indgår derfor i regeringens aftale af 15. marts 2010 med Dansk Folkeparti, at reglerne om indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse efter indrejse her i landet skal indrettes således, at udlændinge med lovligt ophold kan indgive ansøgning, mens udlændinge, som forsøger at misbruge reglerne, skal afskæres fra at indgive ansøgning ...«.

Adspurgt om det ikke er lidt »ynkeligt« at lave en ren lex Politiken, siger Venstres udlændingepolitiske ordfører, Karsten Lauritzen:

»Det synes jeg ikke. For det har aldrig været meningen, at beløbsordningen skulle bruges til at omgå Flygtningenævnets afgørelser. Det har været tiltænkt, at højtuddannet arbejdskraft, som vi har brug for i Danmark, skulle kunne komme hertil, men det har ikke været meningen, at folk, som ingen uddannelse har, skulle kunne ansættes i proformajob«, siger Karsten Lauritzen, der hilser Politikens plan B velkommen.

»Jeg synes, det virker lidt, som om Politiken har adopteret regeringens politik. Det er nærmest en repatrieringsordning, man har lavet for de afviste irakere. Det er det, vi har tilbudt dem i mange år ... Det synes jeg da er en mere fornuftig måde at bruge pengene på«.

Men de pågældende får jo ikke penge til repatriering af regeringen?

»Men de har fået tilbuddet og sagt nej. Det tilbud har de fået to gange. Så får de tilbuddet af jer tredje gang«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg synes, det virker lidt, som om Politiken har adopteret regeringens politik



Ikke bare politikerne fra regeringspartierne, men også mange læsere og flere af avisens konkurrenter har opfattet Politikens initiativ som politisk.

Lisbeth og Tøger
Da Irak Centeret blev oprettet, skrev Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, at Danmark havde fået et nyt politisk parti, som ikke stiller op til nogen valg, hvis »politik er populistiske enkeltsager tilsat centrum-venstre-humanitært tilsnit«, som agerer som opsamlingssted for borgere, der er vrede over den gældende lovgivning, som har en temmelig stor marketingmaskine i baghånden, som har en karismatisk leder med talent for at markere partiets synspunkter »og overvældende talegaver til at beskylde enhver modstander for ikke at have forstået noget som helst«.

På spørgsmålet om, hvorvidt han har skadet avisens image med Irak Centeret, siger Tøger Seidenfaden:

»Vi har en holdningsdimension og en nyhedsdimension. Det har vi altid haft. Det har de andre også«.

»Det forhold, at Jyllands-Posten tog initiativet og trykte karikaturtegningerne, må siges at være et holdningsinitiativ, der ligesom har fyldt lidt i det offentlige og globale rum. Jeg har ikke lagt mærke til, at det har ført til en generel kritik af Jyllands-Postens øvrige journalistik. Det korte af det lange er, at der ikke er nogen modsætning mellem at drive nyhedsjournalistik på objektivt grundlag og så have opinions- og holdningsstof ved siden af«.

»Det er det, som karakteriserer seriøse aviser i hele den vestlige verden, og det vil være et enormt tab af kvalitet i den offentlige debat, hvis de forskellige platforme, som forskellige aviser har, ikke eksisterede. Derfor mener jeg, at den debat dybest set ikke handler om noget principielt mediemæssigt, men blot er endnu et ekko af den ekstremt polariserede debat, som vi har fået herhjemme, om substansen«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce