Blodbad. Det ser voldsomt ud, når grindehvalerne drives ind på lavt vand og slået ihjel. Arkivfoto.
Foto: FOLKVER PER/Jyllands Posten

Blodbad. Det ser voldsomt ud, når grindehvalerne drives ind på lavt vand og slået ihjel. Arkivfoto.

Danmark

Danmark politianmeldt for hvaldrab

Dansk miljøaktivist kritiserer Danmark for at støtte drab på grindehavler på Færøerne.

Danmark

De danske myndigheder har blod på hænderne.

Det mener Peter Manthos fra Vejle, der har politianmeldt det danske udenrigsministerium, fordi Danmark ikke griber ind over for Færøernes jagt på grindehvaler, der traditionelt drives ind på lavt vand, hvor de bliver slået ihjel med knive og kroge.

»Jeg synes, det er dybt tragisk, at man på Færøerne udrydder hele familier af grindehvaler på vej til deres ynglepladser i Antarktis«, siger Peter Manthos, der er frivillig i den verdensomspændende miljøorganisation Sea Shepherd Conservation Society.

Hvaler omfattet af konvention Han påpeger, at Danmark som EU-land har skrevet under på den såkaldte Bern-konvention, der forbyder drab på og handel med grindehvaler.

»Nu er jeg ikke jurist, men ud fra det jeg har undersøgt, mener jeg, at Danmark har en forpligtigelse til at håndhæve reglerne i dansk territorialfarvand«, siger Peter Manthos.

Politiet i Vejle bekræfter over for politiken.dk at have modtaget anmeldelsen men har ikke yderligere kommentarer.

Det er langtfra første gang, at jagten på grindehvaler på Færøerne er i fokus. Tidligere har EU's miljøkommissær, Stavros Dimas, imidlertid slået fast, at der ikke er noget at komme efter.

Grønland og Færøerne undtaget
Godt nok har Danmark ratificeret Bern-konventionen, men i den forbindelse blev det specifikt ført til protokol, at den ikke omfattede Færøerne og Grønland.

»Derfor har EU-kommissionen desværre kun begrænset mulighed for at intervenere direkte i denne sag«, skrev Stavros Dimas i et svar den 3. marts 2009 til medlem af Europa-parlamentet Jörg Leichtfried.

Peter Manthos erkender, at der nok er en stor sandsynlighed for, at sagen bliver afvist.

»Jeg kan ikke gøre andet end at vente, og så må politiet vurdere, hvad der er op og ned. Men det handler for mig ikke kun om jura. Det virker paradoksalt, at man på den en side synes, det er utrolig synd, at en svinetransport holder for længe på en tankstation, mens man tillader, at grindehvalerne bliver udryddet« siger Peter Manthos.

En hval er en hval

Han undrer sig også over, at så mange mennesker bekymrede sig om den strandede finhval ved Vejle tidligere på året.

»Det var en stor oplevelse, at så mange mennesker ville hvalen det godt, men der er altså mange andre hvaler derude, som har det skidt«, siger Peter Manthos.

Han giver ikke meget for et af de fremherskende argumenter til støtte for hvaljagten på øerne i Nordatlanten; at det er en del af den færøske kultur.

»Jeg har stor respekt for kultur og kulturelle særpræg, men det er altså noget fis. Tidligere skulle færingerne bruge olien fra hvalerne til deres lamper og kødet til at spise, men det behøver de ikke i dag, hvor de bare kan gå ned i Brugsen. Der er tale om en folkefest, hvor hele familien løber ned for at slagte hvaler, og det, synes jeg, er dybt forkert«, siger Peter Manthos.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce