0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rygeafvænning på højskole

Der er brug for afvænningscentre for nikotinafhængige, mener rygestopinstruktør, som tilbyder 14-dages kursus i rygestop på Brenderup Folkehøjskole.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Dresling Jens
Foto: Dresling Jens

Foto: Jens Dresling

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Tag på højskole og kvit tobakken. Når du rejser hjem efter to uger, har du allerede været røgfri i ti dage.

Sådan lyder et helt nyt tilbud, og det er første gang i Danmark, at et rygestopkursus arrangeres som internat, hvor deltagerne bor sammen og i 24 timer i døgnet har adgang til støtte fra deres rygestopinstruktører.

»Ideen er hentet fra de afvænningscentre, der findes for narkomaner og alkoholikere«, siger en af arrangørerne, sygeplejerske og rygestopinstruktør Gitte Kragelund, der selv gerne præsenterer sig som »tidligere nikotinmisbruger«.

Først kursus til maj
Hun og hendes kollega Bodil Frederiksen, der også er både sygeplejerske og rygestopinstruktør, har allieret sig med Brenderup Folkehøjskole på Fyn, hvor det første rygestopkursus begynder midt i maj. En af højskolens egne lærere, psykoterapeut Erik Lange, skal også undervise på kurset.

»På kurset er man væk fra sit sædvanlige miljø og sammen med lidelsesfæller hele tiden. Det giver en anden styrke end at sidde derhjemme og kæmpe den ensommes kamp«, siger Gitte Kragelund, som mener, at det er sværere at afvænne en storryger end en narkoman.

Rygestopundervisningen fylder hele kursusprogrammet, så eleverne kommer ikke til at indgå i højskolens øvrige undervisning. Men de får muligheder for at deltage i kreative aktiviteter som maling og pileflet, og så er der i øvrigt indlagt masser af motion i programmet, først og fremmest i form af vandreture.

Undervisningen består i øvrigt i en blanding af hold og individuel støtte, hvor hver enkelt deltager som en start får fastlagt sin egen rygeprofil med henblik på at afdække, hvad der kan være brug for af hjælpemidler i form af nikotinprodukter. Efter tre dages forberedelse er der kollektivt rygestop. I undervisningen indgår også kostvejledning og mentaltræning, hvor deltagerne skal lære at visualisere deres mål om at blive røgfrie.

»Det fylder meget at holde op med at ryge, så det kan sagtens fylde en dag ud«, siger Gitte Kragelund. Hun understreger, at kursisterne ikke vil blive smidt ud, hvis de falder i undervejs, men forsøgt hjulpet tilbage i det røgfrie spor.

Tilbud om opfølgning
Kurset indebærer også et tilbud om opfølgning, hvor rygestopinstruktørerne vil støtte kursisterne i at forblive røgfrie.

Brenderup Folkehøjskole er blandt andet valgt, fordi det er en økologisk højskole, som i forvejen tilbyder kurser i livsstilsændringer. Der planlægges flere rygestopkurser på skolen senere på året.

Prisen på kurset er den samme som på højskolens andre to-ugers hold, 4.800 kr., og nikotinprodukterne skal betales særskilt.

»Vi ved, at mange har efterlyst rygestop som internatkursus, så vi tror, der er et behov«, siger Gitte Kragelund. »På længere sigt kunne vi godt tænke os at oprette et egentligt afvænningscenter«.