Strandpark beklager manglende snerydning ved drukneulykke

Vinterbader holdes i kunstig koma efter ulykke, hvor redningsvej var blokeret af sne.

Danmark

Det var en grim smutter, der ikke kommer til at ske igen.

Sådan lyder det fra drift- og udviklingschef Jesper Schrøder fra Amager Strandpark.

Han beklager, at en redningsvej til badeanstalten Helgoland ikke var tilstrækkeligt ryddet for sne, da redningsfolk i går rykkede ud til en drukneulykke på Amager.

Minutter gik tabt Dykkere og reddere fra Københavns Brandvæsen måtte løbe flere hundrede meter gennem sneen, da de kom ud til strandparken, hvor der kun var ryddet i halvandet meters bredde.

Det er ikke tilstrækeligt for ambulancer og andre redningskøretøjer, og dermed gik livsvigtige minutter tabt i redningen af den mandlige vinterbader, der blev genoplivet på stedet men stadig svæver mellem liv og død.

»Det er meget beklageligt, at der ikke var ryddet sne i to og en halv meters bredde. Det var en grim smutter. Der er nu blevet ryddet, og vi har indskærpet det over for vores folk, så det ikke gentager sig«, siger Jesper Schrøder.

Han har umiddelbart ikke nogen forklaring på, hvorfor der ikke var ryddet i to og en halv meters bredde, så redningskøretøjerne kunne komme frem.

»Normalt er trafikken derud meget lille. Det er mest barnevogne og cykler, og det er det, som vi har haft ryddet efter«, siger Jesper Schrøder.

Vinterbader brød alle regler
Ifølge drifts- og udviklingschefen har Københavns Brandvæsen en specialnøgle til den bom, der blokerer vejen ud til Helgoland.

»Det er meningen, at det er en adgangsvej for dem, og så skal den selvfølgelig også være ryddet«, siger Jesper Schrøder.

Drukneulykken fandt sted sidst på eftermiddagen i går.

En mandlig vinterbader fra vinterbadeforeningen Det Kolde Gys forsøgte ifølge vidner at svømme mellem to huller under isen.

Alene.

Derved brød manden ikke alene badeforeningens interne regler. Han satte også sit eget liv på spil.

Badningen på eget ansvar

Jesper Schrøder understreger, at der bades på eget ansvar.

»Manden har ikke fulgt badereglerne. Man må aldrig bade alene og slet ikke, når temperaturen er under nul grader«, siger Jesper Schrøder.

LÆS OGSÅ

Ifølge formand Anders Hjorth fra Det Kolde Gys har foreningen i mere end et år presset på for at få forbedret adgangsforholdene for vinterbaderne - uden at Amager Strandpark eller Københavns Kommune har reageret.

Men ifølge Jesper Schrøder har henvendelserne fra vinterbadeforeningen alene handlet om bedre komfort.

»Anders Hjorth vil gerne have, at hans medlemmer kan køre direkte ud i saunaen, men der er altså tale om en fredet park«, siger Jesper Schrøder.

Han understreger, at han tænker meget på manden.

»Jeg håber virkelig, at han vågner igen. Det er jo frygteligt, det der er sket«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden