Det mest solgte lægemiddel til danskere med skizofreni har været centrum for et gigantisk retsopgør i USA de senere år, hvor producenten har udbetalt erstatning til 30.000 amerikanere for potentielt dødelige bivirkninger ved medicinen Zyprexa.
Herhjemme har blot to patienter fået erstatning for bivirkninger ved præcis samme lægemiddel.
»USA har en helt anden tradition for retssager om bivirkninger ved lægemidler. Det kan være forklaringen på, at der har været så mange erstatningssager derovre og så få i Danmark«, siger overlæge Anders Fink-Jensen, der er formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og klinikchef på Rigshospitalets psykiatriske afdeling.
200.000 erstatningskroner i snit
Patienterne i USA blev så overvægtige, mens de var i behandling, at de fik diabetes og andre alvorlige og livstruende sygdomme.
De fik i snit 200.000 kroner i erstatning fra producenten Eli Lilly, der indgik en stribe forlig med sagsøgerne og sammenlagt udbetalte mindst syv milliarder kroner.
I Danmark får flere end 20.000 danskere Zyprexa for at dæmpe symptomer på især skizofreni. Omsætningen af lægemidlet er 300 millioner kroner om året, hvilket gør Zyprexa til det tredjemest solgte lægemiddel i Danmark.
Men stort set ingen danskere klager altså over de bivirkninger, der har indbragt amerikanske patienter erstatning.
I USA anlægger patienter sag direkte mod producenten ved domstolene. Tusindvis af patienter er gået sammen i store sagsanlæg i samarbejde med en stribe advokatkontorer, der har bivirkninger ved Zyprexa som eneste arbejdsområde.
16 sager er afgjort
Herhjemme er det Patientforsikringen, der behandler borgernes klager over bivirkninger ved lægemidler.
Patientforsikringen oplyser, at den i perioden 2003-2009 har modtaget 18 klager fra enkeltpersoner over bivirkninger ved Zyprexa. Det svarer til tre klager om året i gennemsnit.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her