Sygehuse skal tilbyde begravelse af fostre

Tidligere fik hun altid dårlig samvittighed.

Over at pakke aborterede fostre, som var op til 22 uger gamle, ind i to papbakker af den type, man også bruger, når patienter skal kaste op, og forsøge at lukke dem godt sammen med tape, før pakken blev kasseret sammen med hospitalets øvrige biologiske affald som blod, væv og legemsdele.

Dengang Helle Kristensen arbejdede som sygeplejerske på Gentofte Hospital, var det sådan, man håndterede abortfostre – og indtil for nylig almindelig procedure over hele landet.

»Jeg følte, at det var forkert. En kedelig måde at gøre det på«, siger hun.

Proceduren er nærmere behandlingen af et dødt barn
I dag, når Helle Kristensen som afdelingssygeplejerske på gynækologisk afdeling på Herlev Hospital skal tage sig af et sent aborteret foster, ligner proceduren nærmere behandlingen af et dødt barn end af en klump væv.

Alle fostre, som aborteres på afdelingen, bliver efter operationen bragt ud i et skyllerum, hvor der er fred. Her bag den gule dør bliver de, som er over 12 uger gamle, svøbt i et lille, hvidt tæppe med lyserød eller lyseblå syning i kanten. Det ene hjørne er syet sammen, så fosteret kan få det på hovedet som hue.

Bagefter bliver det lagt ned i en cirka 30 centimeter lang trækasse med låg. Helle og hendes kolleger kalder den for en kiste, mens ledende overlæge Morten Lebech bruger udtrykket ’æske’.

Asken fra fostrene bliver gravet ned på børnefællesgrav
Kassen bliver hentet af en portør, som bringer den over i hospitalets kapel.

Her bliver den opbevaret på køl, indtil den sammen med andre kasser bliver lagt i en rigtig kiste og kørt til krematoriet, hvor den bliver brændt. Asken fra fostrene bliver derefter gravet ned samlet på Gladsaxe Kirkegårds børnefællesgrav.

Enigt Etisk Råd: Alle sygehuse bør tilbyde anonym nedgravning
Og nedgravning af fostre er en mulighed, som alle gravide, der oplever en sen abort, bør have – uanset om aborten er provokeret eller spontan.

Det mener Det Etiske Råd, som i går offentliggjorde en 13 sider lang udtalelse om håndtering af aborterede fostre.

Et enigt råd anbefaler, at alle sygehuse bør tilbyde »anonym nedgravning« af fostre, som er ældre end 12 uger.

Og det opfordrer politikerne til i det hele taget at lovgive om, hvad hospitaler må og ikke må, når det gælder bortskaffelse af døde fostre, som ikke har rundet de 22 uger, der juridisk gør dem til børn.

»Det kan betragtes som usømmeligt, når fostre efter 12. uge behandles som ’andet biologisk affald’. Ved at tilbyde nedgravning anerkender man, at nogle forældre har et legitimt behov for at drage omsorg for det aborterede foster«, siger cand.mag. og formand for rådet, Jacob Birkler.

Meldingen kan genantænde gammel diskussion
Men han ved godt, at meldingen kan genantænde en evigt følsom diskussion. Også internt i rådet har der været delte meninger – for eksempel mener 6 af 17 medlemmer, at fostre aborteret før og efter 12. uge skal behandles ens, fordi menneskelivet starter ved undfangelsen.

Formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo er en af dem: »Vi giver kvinden frihed til at fravælge, at graviditeten får lov at vokse videre i hende af hvilken som helst grund. Det vægter jeg højest. Men jeg vil stadig gerne være med til at signalere, at det er liv, det som er i kvinden. Selv om kvinden fravælger det liv, mener jeg ikke, at man skal acceptere, at fostervævet bliver sendt til affaldsforbrænding«.

Jacob Birkler er uenig:

»Jeg mener personligt, at det vil sende skæve signaler og puste til hele abortspørgsmålet, hvis vi skal nedgrave alle 16.000 fostre om året. For hvordan kan man give fri ret til abort før uge 12 og samtidig give ret til nedgravningspraksis? Når vi begynder at nedgrave fostre, så tillægger vi også det aborterede foster en anden status«, siger han.
Ledende overlæge: Det handler om kvindens ønske

Man kan påstå, at læger og sygeplejersker på Herlev Hospital står i netop dette dilemma.

For et par gange om ugen fremprovokerer de en abort på en kvinde, som er mere end 12 uger henne, og det er fuldt lovligt, når kvinden har fået godkendelse på grund af sociale problemer eller mistanke om en alvorlig misdannelse hos barnet.

Men gør man ikke indgrebet ubærligt, hvis man bagefter behandler fosteret, nærmest som om det var et menneske?

Ledende overlæge Morten Lebech ser det dog ikke som et problem. For ham handler det om kvindens ønsker – ikke om ,hvorvidt han selv opfatter fosteret som menneske, væv eller noget derimellem.

»Som læge har man jo både empatien og sin egen overbevisning. De fleste gynækologer opfatter en provokeret abort som en del af arbejdet; det er ikke et problem, men nærmere en hjælp til kvinder, som efter grundig overvejelse har truffet en beslutning. Også når det er i 20. uge. Jeg står ikke personligt og tillægger fosteret liv, men det gør kvinden og hendes partner ofte. Og det er det vigtigste for mig«, siger han.

Et foster skal behandles med respekt
Morten Lebech bliver med egne ord altid meget berørt over en sen abort.

»Men det er parrene, jeg bliver berørt af. Fosteret er i denne sammenhæng sekundært«, siger han.

Men han understreger også, at der for ham er en klar forskel på fostre og organer, der fjernes ved operation:

»Nej, man kan ikke forestille sig, at vi begynder at lave særlige procedurer for bortskaffelsen, hvis man for eksempel har fået fjernet sin livmoder eller fået et nyt hjerte. Et foster er liv; det er ikke bare væv. Derfor synes jeg, vi skal behandle det med respekt«.