vådt. Kælderen under Geologisk Museum myldrer med aktivitet. Den dyrebare samling skal reddes fra oversvømmelse.
Foto: JOACHIM ADRIAN

vådt. Kælderen under Geologisk Museum myldrer med aktivitet. Den dyrebare samling skal reddes fra oversvømmelse.

Danmark

Museum kæmper for unik fortidsarv

Geologisk Museums enestående samling af fossiler er oversvømmet.

Danmark

I et kælderrum under Geologisk Museum i København står et par konservatorer fra Zoologisk og Geologisk Museum, en orkidéspecialist fra Botanisk Have, en svampespecialist, en studerende og et par kontorfolk side om side og arbejder hurtigt og systematisk.

Under normale forhold arbejder de ikke så tæt sammen, som de gør i dag. Men en ekstraordinær situation har sat alt, hvad der hedder 'plejer', ud af funktion.

Under weekendens skybrud brusede vandet ind i den 2.200 kvadratmeter store kælder under Geologisk Museum. Vandet ligger stadig i små pytter her og der, men det meste er efterhånden pumpet ud. Nu dukker til gengæld skader op, der kan vise sig helt uoprettelige og ret katastrofale for museet.

Ansatte myldrer til redningsaktionen I kælderens mange skabe opbevares tre store samlinger af fossiler og mineraler, og blandt dem er helt unikke fund, der aldrig kan erstattes.

»Det er meget trist at se samlingerne på denne her måde. Det er næsten ikke til at bære«, siger Henrik Petersen, der er orkidespecialist og lektor i Botanisk Have.

Han er i fuld gang med at tørre sten af, som han fisker op af de svømmende våde arkivskuffer, de har været opbevaret i.

Ligesom mange andre er han kommet ilende, selv om fossilerne i skufferne ikke har noget med hans arbejdsområde at gøre.

»Jeg havde lige halvanden time, hvor jeg ikke skulle noget andet«, siger han.

Ansatte fra alle hjørner af Statens Naturhistoriske Museum er dukket op for at deltage i redningen. Professorer, lektorer, studenter. Fra høj til lav. Og flere er på vej hjem fra ferier og feltture for at gøre deres til at mindske skaderne fra det, som flere af folkene i kælderen kalder »en katastrofe«.

Unikke fund smuldrer i vandet
»Det er dokumentationen af livets udvikling, vi ser her«, forklarer lektor Henning Haack, der til dagligt forsker i meteoritter, og som viser politiken.dk rundt i kælderen med den livlige aktivitet.

I de oversvømmede arkivskuffer ligger blandt andet masser af fossiler fra den såkaldte typesamling, der er opbygget over 200-300 år. Den består af fossiler af forhistoriske dyr, der ikke er fundet lignende i resten af verden, og som er brugt til at dokumentere, at en dyreart overhovedet har eksisteret.

Det er dokumentationen af livets udvikling, vi ser her

Når forskere over hele verden taler om visse dyrearter, refererer de tilbage til netop det fossil, der ligger i Geologisk Museums samling og lige nu er oversvømmet i vand og i fare for at gå i opløsning.

Ikke noget der slår en polarforsker ud
»Det er den mest drastiske hændelse, der er sket her på museet i 200 år«, siger Asger Ken Pedersen, der er specialist i bjergkrystaller og docent på museet og lige nu iført gummistøvler og ligeledes handsker.

Selv har han været ansat på museet i 45 år, og han er nervøs for, at samlingerne går i stykker i vandmasserne. Særligt de små, sirligt håndskrevne sedler, der følger med hver eneste sten eller fossil, kan let være blevet opløst eller blevet væk i vandmasserne. Og så er samlingen ikke meget værd.

»Jeg er gammel polarforsker, så det er ikke noget, der rører mig på den måde. Men jeg håber ikke at opleve noget tilsvarende igen«, siger Asger Ken Pedersen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I det mindste virker strømmen

Overalt i kælderen står vandskadede kontorstole, kasser, skabe og andet, der skal smides ud. Affugtere summer, og folk suger det sidste vand op med vandstøvsugere. Langs væggene kan man se en brun rende, der vidner om, hvor langt vandet nåede op, da det stod højest. Nogle steder nåede vandet 40 centimeter op, andre steder 70 centimeter.

Det er den mest drastiske hændelse, der er sket her på museet i 200 år

I et tørt lokale er vandskadede fossiler, sten, skilte og billeder lagt til tørre på gulvet på viskestykker.

På trods af, alt virker kaotisk i kælderen, er Henning Haack trods alt positiv. I det mindste er det meste af vandet nu pumpet væk, og i går kom strømmen tilbage, efter at den har været væk siden skybruddet lørdag aften. I to dage har museumsfolkene gået rundt som minearbejdere i den vinduesløse kælder med pandelamper på hovedet.

Resten af ugen holder museet lukket, mens mylderet af museumsansatte, rengøringsfolk, skadesservice og frustrerede forskere fortsætter oprydningen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden