Danmark

Lars og Lars var uenige til det sidste om valgstrategien

Helt op til udskrivelsen af valget var regeringspartierne stærkt uenige internt om selve køreplanen.

Danmark

»En, to, tre, vi laver en prøve. Vi har en pæn stor del af pressen her på Marienborg«.

Klokken er 10.36 fredag formiddag, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan høre en lydtekniker gøre mikrofon og talepult klar. Lyden blæses ud over pladsen foran Marienborg via store højtalere.

Selv vandrer statsministeren på det tidspunkt rundt inden for murerne i hans embedsbolig, Marienborg, og lader op til noget, han ikke har prøvet før. På slaget 11.00 kommer han som annonceret ud, går målrettet til sin talerpult og fortæller først om, hvorfor Danmark har bedst af en borgerlig regering.

På TV 2 News svigter lyden, så mange seere må trække på smilebåndet over, at det stort planlagte setup kommer lidt halvskidt fra start.

LÆS OGSÅ Men lyden kommer op at køre, og fire minutter og 50 sekunder inde i den forberedte tale kommer han til det, de cirka 50 pressefolk foran ham er kommet for at høre: »Jeg har derfor indstillet til Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget til afholdelse torsdag den 15. september«, forklarer statsministeren. Forud er gået nogle døgn, der skiller sig væsentligt ud fra de seneste 10 års VKO-styre i Danmark. Udskrivelsen af valget sker på baggrund af decideret sammenbrudte forhandlinger mellem regeringen og dens trofaste støtteparti, Dansk Folkeparti.

Og det sker efter klare uoverensstemmelser mellem Venstre og Konservative om, hvad der vil være den rigtige strategi for slutspillet før valget.

Forhandlinger
Hos de konservative havde man længe været af den opfattelse, at udskrivelsen af valget ikke kunne vente længere. Man havde ganske vist sammen med Venstre aftalt, at det var Lars Løkke og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der skulle træffe den endelige beslutning om, præcis hvilken dag, det skulle være.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det var underforstået, at der skulle være tale om en af dagene umiddelbart efter præsentationen af vækstpakken.

Derfor tager de sig til hovedet i den konservative lejr, da statsminister Lars Løkke Rasmussen midt under tirsdagens pressemøde, hvor han sammen med Lars Barfoed præsenterer regeringens vækstpakke, begynder at tale om reelle forhandlinger om pakken for at sikre flertal - og ovenikøbet åbner for, at pakken sendes til afstemning i Folketinget i forbindelse med førstebehandlingen af finansloven den 6. september.

Selv om det hurtig stod klart, at Løkke blot ville lægge et røgslør ud for at forvirre oppositionen, så vurderer man hos de konservative, at forvirringen i lige så høj grad har ramt dem selv. Beviset – mener de konservative – skal ses i, at forvirringen og bruddet med Dansk Folkeparti endte med at blive en historie i sig selv.

Hos de konservative havde man foretrukket en mere enkel løsning, hvor man samme dag først fremlagde finansloven, dernæst regeringens vækstpakke som svar på udfordringen i økonomien for til sidst samme dag at udskrive valget.

På den måde havde man undgået overhovedet at skulle forholde sig til, hvordan vækstpakken skulle forhandles hjem. Så havde den ganske enkelt været et valgoplæg. I stedet står man nu i en situation, hvor man – med en konservativ kildes ord – har trådt ved siden af på hvert eneste skridt man har taget.

Dansk Folkeparti dybt forundret
DF-toppen følger da også med stor undren tirsdagens pressemøde. Nuvel, DF kender godt til indholdet i regeringens pakke, lige så vel som at DF forinden har gjort opmærksom på, at der er visse ting i pakken, som partiet ikke kan lægge stemmer til. Det drejer sig eksempelvis om skatterabatten i forbindelse huskøb.

Dermed kan det umiddelbart ligne optakten til normalt forhandlingsforløb mellem VK og O, som vi har kendt det de seneste ti år.

Der er dog den undtagelse, at regeringstoppen forinden har givet DF-toppen den klare opfattelse, at regeringen vil bruge pakken som et egentligt valgoplæg, som regeringen ikke gør sig forhåbninger om at lande på denne side af et valg. En sådan uenighed om detaljer i en vækstpakke ser DF ikke som noget problem i en valgkamp.

Men til stor forundring kan Pia Kjærsgaard og co. nu se statsministeren forklare på TV-skærmen, at regeringen vil have vækstpakken forhandlet på plads inden valget.

Og de følgende dages forløb bliver da også derefter.

Først en dags massiv mediedækning, der slår fast, at en enighed mellem Dansk Folkeparti og regeringen ser urealistisk ud.

Derefter følger torsdagen, hvor Kristian Thulesen Dahl møder op hos finansministeren, der igen fastholder, at det er hele regeringens vækstpakke, der skal igennem.

Hjort Frederiksen lover dog Thulesen Dahl, at hans regnedrenge vil regne på, hvordan de to kan nå hinanden ved at file på regeringsforslaget - eksempelvis ved at noget af DF’s ønske om at fordoble håndværkerfradraget kan lægges oven i regeringens vækstpakke. De to aftaler at mødes senere torsdag, men da Claus Hjort Frederiksen senere torsdag eftermiddag udskyder dette, vender Kristian Thulesen Dahl næsen mod hjemmet i Tyregod.

VALGSPIL

Begrundelsen fra Finansministeriet var, at der var brug for yderligere beregninger. For den forhandlingsvante Kristian Thulesen Dahl var det et tegn på, at noget var unormalt. Fra ti års møder i ministeriet er han vant til, at beregninger er noget, man bestiller på selve mødet, og ikke noget, man bruger som undskyldning for at aflyse møderne.

Egentlig skulle han have fulgtes med partiformand Pia Kjærsgaard til aftenens Dolly Parton-koncert i Forum i København, men den havde han forinden meldt afbud til med forventningen om i stedet at skulle sidde sammen med finansministeren. Da DF-toppen sent torsdag aften igen taler sammen, kan de konstatere, at Thulesen Dahl endnu ikke har hørt fra Finansministeriet. Og da det heller ikke er tilfældet tidligt fredag morgen, står det klart for ledelsen, at der ikke bliver en aftale.

At partiet efterhånden kan vide sig så sikre skyldes, at statsministeren mere end en uge tidligere har delagtig gjort DF’s absolutte top i, at planen var at valget ville blive udskrevet netop fredag. En ganske atypisk gestus fra en statsminister, som også DF-toppen har undret sig over. Men ganske rigtigt - fredag morgen får Pia Kjærsgaard statsministeren i røret, der informerer hende om, at ja, nu udskriver han valg.

Morgenmøde uden chefen
På det tidspunkt var det sædvanlige fredagsmøde begyndt i Statsministeriet med den rituelle morgenkaffe og drøftelser af den aktuelle politiske situation. Venstres topfolk var samlet med de fleste af partiets ministre, gruppeformand Kristian Jensen, partiets sekretariatschef, pressechef og politiske ordfører.

På dagsordenen var emner som udviklingen i Libyen og dagens socialdemokratiske forslag om at frede mindre sygehuse rundt om i landet. Normalt bruger Venstres top mødet til at fastlægge den politiske kurs og vurdere muligheder for at tryne oppositionen. Men i dag var de fleste deltageres fokus på det tordnende valgtrommer. Og chefen selv, statsminister Lars Løkke Rasmussen, var ikke med.

Rundt om bordet i Spejlsalen blev det bemærket, da Kristian Jensen lidt før kl. 9 fik en sms og gik udenfor lokalet for at modtage et opkald. Det kom fra statsministeren, der fra embedsboligen Marienborg bad sin gruppeformand om at gå ind og orientere partiets øvrige ledelse om, at de kunne gøre sig klar til valg.



Ikke længere grund til at vente

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På Marienborg var der også morgenmøde. Her sad statsministeren, vicestatsminister Lars Barfoed (K), finansminister Claus Hjort Frederiksen og økonomiminister Brian Mikkelsen (K) og analyserede situationen. I flere uger har de vidst, at torsdag den 15. september var sidste mulighed for valgdag, hvis det skulle være inden Folketingets åbning i oktober. Lars Løkke Rasmussen lægger vægt på, at det skal være en del af begrundelsen for valget, at det nye Folketing skal være klar til at trække i arbejdstøjet fra dag 1. Hvis regeringen vinder, skal efterlønsreformen hurtigt vedtages ved lov. At regeringen ved at udskrive valget nu afbryder forhandlingerne definitivt med Dansk Folkeparti betyder ikke det store. Reelt har Løkke taget sin beslutning dagen før. Forhandlingssammenbruddet med Dansk Folkeparti betyder, at maskinen er sat i gang. Det tjener ikke længere noget formål at vente. Kl. 9.13 udsender Statsministeriet en meddelelse til landets medier om et pressemøde udenfor Marienborg kl. 11. Nøgternt set står der meget lidt i pressemeddelelsen: »Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil komme med en udtalelse. Det vil ikke være muligt at stille spørgsmål«. Reelt set står der, at Danmark skal til valg.









Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden