Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Fattigfolk. Heidi Astrup og datteren Marie har tilsammen knap 3800 kroner at leve for hver måned – eller 125 kroner om dagen. Det synes Heidi egentlig er okay, men hun skal stadig ofte vælge, om der er mest behov for eksempelvis et nyt batteri eller en ny el-pære, når hun står i supermarkedet.
Foto: PER FOLKVER

Fattigfolk. Heidi Astrup og datteren Marie har tilsammen knap 3800 kroner at leve for hver måned – eller 125 kroner om dagen. Det synes Heidi egentlig er okay, men hun skal stadig ofte vælge, om der er mest behov for eksempelvis et nyt batteri eller en ny el-pære, når hun står i supermarkedet.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mange siger: »Hun fejler sgu da ikke en skid«

Heidi Astrup har i 18 år været uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet og er fattig efter Københavns Kommunes standarder.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Heidi Astrup var på kommunen i forgårs med et lyserødt skema, hun lige havde udfyldt.

Hun gik derhen personligt i stedet for at sætte frimærke på og sende det.

»Papiret må for Guds skyld ikke forsvinde i postgangen«, som hun siger. Den enlige mor på kontanthjælp søger om støtte til en tandfyldning.

Med tiden bliver man fanget af sit liv som fattig

Om Heidi Astrup på 46 år er fattig nok til at få kommunen til at betale de 900 kroner til tandlægen, skal sagsbehandleren skønne ud fra den samlede situation.

Det står i loven.

3.800 til alt om måneden Men samme sagsbehandler kan også slå op i en intern oversigt for Københavns Kommune for at se, om Heidi overhovedet er fattig nok.

For at kunne få særlig hjælp efter en speciel paragraf skal borgerne som udgangspunkt dokumentere, at deres månedlige rådighedsbeløb er under en vis størrelse.

I det lyserøde skema kan man se, at Heidi Astrup og datteren Marie på ni år har knap 3.800 kroner om måneden at leve for, når de faste udgifter er betalt.

3.800 kroner til alt det løse: Mad, tøj, frisør, forbrugsgoder, sport, fritid, ferie, reparationer, gaver og alskens uforudsete udgifter. Der er ikke meget tvivl om, at de ud fra den københavnske lineal er fattige.

Voksende børn kommer ikke pludseligt
Men det betyder ikke, at de kan være sikre på at få de 900 kroner til tanden.

Sidste år bad Heidi Astrup om støtte til en ny dyne til Marie – den gamle var pigen for længst vokset ud af. Men nej, den udgift burde Heidi Astrup have forudset.

I stedet måtte Heidi Astrup gå tiggergang efter en brugt dyne hos sin egen mor.

Det med tiggergang kender Heidi Astrup alt til – og hun bryder sig ikke om det:

»Når jeg møder op i kommunens socialforvaltning, er det som regel en dårlig oplevelse. De er stressede og korte for hovedet. Da jeg engang kom på Borgerservice, som jo er for alle borgere, blev jeg helt målløs over hvor meget mere imødekommende og forstående personalet var her«.

Fastlåst i systemet i 18 år
Heidi Astrup føler, at hun har siddet fast i det, hun kalder »systemet«, i 18 år.

Hun fik kraniebrud og piskesmæld tilbage i 1991. Men føler, at hun først er blevet hørt de sidste par år, hvor en læge har skrevet en erklæring på, at Heidi Astrup aldrig kommer til at passe et job.

I erklæringen kan man læse, at hun har diffuse skader i hjernens frontallappe, og det giver koncentrationsproblemer, hukommelsesbesvær, stress, træthed.

Den erklæring håber hun kan åbne porten til førtidspensionens land.

For et år siden ville jeg have tudet, mens jeg snakkede med dig

»For et år siden ville jeg have tudet, mens jeg snakkede med dig. Nu føler jeg mig endelig hørt«, siger Heidi Astrup, der engang for længe, længe siden i sidste årtusind havde en drøm om at blive psykolog.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hver dag er en kamp
Heidi Astrup har været på dagpenge, kontanthjælp, i arbejdstilbud. Og sågar arbejdet i Politikens kantine en periode og været med i en artikel i Politiken for tre år siden om fattigdom.

HF har hun også forsøgt at tage – men måtte give op.

»Jeg er jo ret veltalende, og måske der er familiemedlemmer, der stadig siger: 'Få nu et job, du fejler sgu da ikke en skid'. Og jeg har halvhjertet og kvarthjertet forsøgt meget. Men med tiden bliver man fanget af sit liv som fattig. Jeg føler, jeg har siddet i et mudderhul i 18 år. Man skal kæmpe hver dag, at få det til at fungere tager alle kræfter, alt skal tilrettelægges og planlægges«.

Flaskesamling kan give lidt ekstra
Det handler om at spare på vandet og ikke skylle ud om natten.

Om at gå i Irma på de dage, hvor kødets sidste salgsdato udløber. Om at samle flasker en gang imellem for at tjene måske 100 kroner ekstra på en måned, selv om det er pinligt.

Om at have madpakke med, hvis turen en sjælden gang går til Tivoli. Om at holde ferie på Frelsens Hærs mor/barn-lejre og søge Frelsens Hærs julehjælp. Om at sælge ting, hun klunser, på loppemarked.

Heidi Astrup tror ikke, at datteren mærker fattigdommen så meget. Længere.

»Engang kunne hun ikke lide brugt tøj, så jeg måtte liste det ind på hylderne som nyt. Men nu er der ikke problemer. Hun ved godt, at vi har meget få penge«.

»Der er utrolig meget jantelov«
Heidi Astrup ved også selv godt, at hun og datteren bor dyrt i lejligheden i Sydhavnen – 7.700 kroner for husleje, varme og antennebidrag er en kæmpe post for en kontanthjælpsmodtager, men sådan formede skæbnen sig altså:

»Ja, det var en fejl, for jeg havde ønske-regnet mig frem til, at jeg nok havde råd. Derfor har jeg også gæld, fordi jeg i nogle år lånte penge til at betale husleje med. Men jeg bor jo pænt og sætter pris på det. Jeg kan huske, at jeg fjernede en le Klint lampe fra stuen engang, da jeg skulle have et besøg, fordi jeg ikke gad at blive konfronteret med, at jeg havde råd til den slags. Der er utrolig meget jantelov«.

Glæder sig til pensionen

Heidi Astrup føler, at hun lever i et parallelsamfund:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Man kan aldrig kan foretage sig noget impulsivt som andre mennesker. Nu er der Mary Poppins i teatret – men det er altså bare ærgerligt«.

At blive parkeret på en pension er ikke noget, Heidi Astrup frygter.

Hun ser tværtimod frem til det.

»Når man ikke længere skal kæmpe, når man har fået vished, når økonomien bliver bare lidt bedre, så tror jeg på, at jeg får et nyt overskud. Og så har jeg to bøger, jeg gerne vil skrive: Én om hvordan det er at vokse op med en far, der var alkoholiker. Og én om, hvordan det var at leve 18 år i en psykisk muddelhul«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden