0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

87-årige Henning: Bagefter kunne jeg alligevel se, hvor meget det havde betydet, at vi var to

Henning er fra en tid, hvor ægteskab ikke var en del af et personligt lykkeprojekt, men noget, man gjorde.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Henning Jørgensen kigger afventende på mig.

»Så må vi se, om du kan finde ud af, hvordan man kommer ind«, gnægger han forventningsfuldt.

Vi står foran døren til plejehjemmet Bonderupgaard i Vanløse, hvor vi skal spise frokost sammen. Han er et hoved lavere end mig, iklædt sixpence og varm overfrakke, og har et lille badge på brystet, der indikerer, at han har nedsat syn. Jeg kigger mig lidt rundt, indtil jeg opdager en knap på væggen, som låser døren op.

»Nåh, det gik hurtigt!«, siger han næsten skuffet og skridter hjemmevant forrest ind ad døren og hen mod garderoben. Han har sine rutiner, selv om han ikke bor her fast, for han tager to busser hver vej, hver dag, for at komme herhen fra hjemmet i Brønshøj og spise varm frokost. Eller »middagsmad«, som han kalder det.



Frokostrejsen til og fra plejehjemmet har han stort set foretaget hver dag, siden hustruen Lillian døde for syv år siden.

Henning Jørgensen er den sidste i serien om mænd, der bor alene. På mange måder er han meget anderledes end alle de andre. Indtil nu har vi hørt om bekymringen ved at skulle træffe de valg, der giver et lykkeligt liv. Om personlig udvikling gennem hele livet. Om hellere at ville bo alene end bo med en, der ikke er den helt rigtige. Sådan har den pensionerede klejnsmed Henning det ikke. Han vil ikke kalde sit ægteskab lykkeligt, siger han.

LÆS SERIEN

»Ægteskab var jo bare ægteskab. Så var man to. Det var almindeligt«, siger han.

Men han svarer ja til, at han savner hende. Og han understreger, at han selv passede hende i de sidste år, hvor hun led af Alzheimers. Nu skal han bare passe på sig selv, og det gør han blandt andet ved at troppe op her på plejehjemmet hver dag for at få noget at spise. Personalet er imødekommende, maden er frisk og dampende varm, men det er især på grund af selskabet, at han kan lide at komme her.

Bænket ved firemandsbordet, hvor Henning har sin faste plads, sidder rolige Arnold og Svend-Åge med de milde øjne og venter på os. Tilsammen bringer de tre mænd mere end 260 års livserfaring til bordet. De er enkemænd, men nåede alle at fejre guldbryllup.

»Min kone holdt mig ud i 56 år, så kunne hun ikke klare det længere«, brummer Arnold.

Nu mødes de tre mænd hver dag her på plejehjemmet for at spise og sludre.

87-årige Henning er den yngste af de tre. Det er vigtigt. Da Arnold fortæller om sin ungdom i Vestjylland, hvor der ikke var nogen kvinde, der ville have ham, driller Henning: »Damerne var måske slet ikke opfundet dengang?«.

Selv hvis de var, var de åbenbart ikke interesserede i Arnold. Det er de til gengæld i dag. Siden Arnolds kone døde, er der »et par kvinder«, der har friet til ham.

»Der har været et par gamle. Vores nabo til kolonihaven, hvor vi boede; hun spurgte, om ikke vi skulle flytte sammen. Men hendes familie – de støjede og larmede, dem skulle jeg ikke have ind«.

»Ja, man bliver jo klogere med årene, ikke?«, indskyder Henning fiffigt.

»Hø. Ja, tænk, hvis man havde sagt ja, og så vedkommende var flyttet ind, og hendes børn og børnebørn og oldebørn kom løbende hele tiden. Det er jo ikke til at holde ud«, lyder det fra Arnold.

Dobbeltsengen er væk
Der nikkes rundt om bordet. Ét ægteskab i løbet af livet. Det må være nok. Dagens dessert, karamelbudding, er knap nok væk fra alle tallerkner, før Henning kigger på uret. Det er nu, vi skal gå for at nå den første af de to busser, han plejer at tage for at komme hjem. På vejen taler vi lidt om Hennings ønske om med tiden at komme til at bo på plejehjemmet.

»Det sker ofte, at man kun taler med dem, man har talt med her, i løbet af en dag, altså. Man tager herned og spiser, og når man kommer hjem, taler man ikke med nogen«.

Hjemme skifter Henning hurtigt til sorte hjemmesko og hænger jakken i garderobeskabet. Stuelejligheden med tre små værelser er ren og ryddelig, men hjemmehjælpen har også lige været der i dag.

I soveværelset er der en bule i tæppet på tværs af lokalet, og der står en enkeltseng langs væggen. Henning har ellers lige erklæret, at alting ser ud som dengang, Lillian også boede her, på samme måde som dørskiltet stadig har to navne stående. Men sengen må han da have skiftet ud?

»Ja, dobbeltsengen har jeg skilt mig af med. Jeg kunne se hende hele tiden. Altså, da hun var død. Så når jeg lå i sengen, så stod hun altid i døren, og så sagde hun: »Skal du ikke op i dag?«. Jo, selvfølgelig skal jeg op, sagde jeg«.

»Når så jeg rejste mig, var hun der ikke«.

Henning holder en pause.

»Det var det, der gjorde, at jeg fik det lavet om. Så købte jeg den der seng i stedet for«.

Så holdt det op?

»Ja. Det er noget inde i hovedet. At man er vant til, at det skal være sådan der«.

To om tøjkøb

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts