Stor stigning i selvmordsforsøg blandt børn

Nordsjællands Hospital i Hillerød oplever – som i resten af landet – en kraftig stigning i antallet af helt unge piger, der kommer til afgiftning efter selvmordsforsøg med håndkøbspiller.

Danmark

I år har 113 piger og tre 3 drenge under 15 år forsøgt at tage livet af sig selv med en eller flere håndfulde hovedpinepiller.

Antallet af disse selvmordsforsøg blandt børn er tredoblet siden 1996. Det viser en opgørelse, som Landspatientregisteret har lavet for Politiken.

Bruger voksne metoder Og der er ikke tale om, at børnene har fundet en ny metode, der erstatter andre, understreger Hanne Børner, formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab: »Børn er i højere grad begyndt at bruge selvmordsforsøg som løsning på problemer, de ikke magter. Og de har taget de voksnes metoder i brug«. Tidligere var det meget usædvanligt, at et barn blev indlagt med pilleforgiftning, men nu bliver flere indlagt om ugen – side om side med børn med astma eller falsk strubehoste. Langt de fleste er piger, og de kaldes i daglig tale Panodil-pigerne. På Nordsjællands Hospital i Hillerød er antallet næsten firedoblet på blot seks år: »Det er skræmmende, at det er blevet hverdag for os at starte afgiftning af børn på bare tolv år«, siger Kirsten Holm, afdelingens overlæge i Hillerød.

Pressede børn
Mette Valentiner, afdelingssygeplejerske på børneafdelingen, supplerer:

»Det er blevet en af vore rutiner at lave afgiftningsforløb. Selv om pigerne ikke umiddelbart kan mærke det, så slår 50 Panodiler leveren fuldstændig i stykker«.

Fælles for børnene er, at de er meget pressede i deres hverdag, uden at det er gået op for deres nærmeste familie, hvor alvorligt det står til.

»De har et ønske om at finde en udvej til det problem, de står i. Måske har kæresten slået op, veninden har bagtalt dem, eller de oplever, at de ikke kan levere varen i en presset hverdag. Men de ønsker ikke at dø. Og det er yderst sjældent, at de dør af pillerne«, siger Mette Valentiner, der meget gerne vil have afdækket, hvad der presser børnene så meget.

Leveren sætter ud
Det tager minimum 36 timer at afgifte børnene, og selve indlæggelsen strækker sig over flere dage. Der går ofte mange timer, fra de har spist pillerne, til deres forældre finder ud af det.

Typisk bliver pigerne forskrækkede og sms’er en veninde, som bliver så bange, at hun fortæller det til sine forældre, som ringer til den selvmordstruede piges forældre. Nogle af pigerne gør det i affekt, mens andre har planlagt det gennem længere tid ved at samle piller sammen.

Det tager omkring 48 timer – og nogle gange længere – at dø af pillerne, så længe er leveren om at sætte ud. Og det er smertefuldt.

Afgiftningen er også meget voldsom. Pigerne får lagt en sonde op gennem næsen, så noget aktivt kul kan neutralisere Panodilerne i mavesækken. Samtidig får de lagt drop med modgift. Nogle reagerer allergisk og ligger og klør.

Behandlingen følges med blodprøver flere gange daglig for at kunne justere behandlingstiden med modgiften.

Flest piger

På børneafdelingen i Hillerød har de modtaget 26 børn, der har forsøgt selvmord siden nytår. De fleste er 12, 13 eller 14 år, men afdelingen har tidligere fået indlagt blot 10 år gamle børn. Det er piger næsten alle sammen. Nogle har spist 17 piller, mens andre har slugt 50. »Det er meget sjældent, de dør. Og deres organer får sjældent varige men, fordi børn heler så hurtigt. Men det er meget voldsomt, hvad de udsætter deres krop, sind og omgivelser for«, siger overlæge Kirsten Holm. Formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Hanne Børner, fortæller, at de unge selvmordsforsøg fylder rigtig meget i hverdagen over hele landet: »Der er virkelig meget fokus på dem, de unge er blevet mere voldsommere i deres symptomer, og der er sket en ændring i, hvordan de udtrykker deres smerte. Panodil er farligt for dem«. Flere eksperter anbefaler, at store mængder Panodil bliver receptpligtige.







Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce