Foto: RINK PELLE
Danmark

Alkohol og stoffer er skyld i unges vold

Volden blandt de unge 15-17-årige falder kun, hvis de unges brug af alkohol og narko også bringes ned, mener flere eksperter.

Danmark

Søren Thide har ikke tal på, hvor mange voldsstraffesager mod børn under 18 år han har overværet.

Men det er mange, alene i de otte år han har arbejdet med utilpassede unge som projektleder i det socialpædagogiske projekt Plan B.

I samtlige sager har de unge være påvirket af stoffer eller alkohol, da de begik volden.

»Aldrig før har der været så meget hash og andre stoffer som ecstasy på gadeplan som nu. I dag er det meget nemmere at købe en pille og hash, end det er for børn og unge under 18 år at købe en ramme øl i butikkerne efter klokken fire«, siger Søren Thide.

Alkohol- og stofkurven skal knækkes
Det gik helt galt i slutningen af oktober, da en 15-årig narkopåvirket dreng bankede en tilfældig mand ihjel på en mennesketom parkeringsplads ved Aalborg Stadion. I Aalborg kan en ecstacy-pille købes på gaden for blot 20 kroner.

Politiassistent Allan Jacobsen fra Aalborg Politis Ungegruppe siger, at det er umuligt at knække voldskurven, medmindre man knækker alkohol- og stofkurven.

»Så enkelt er det. Det hænger sammen. Det dur altså ikke, at vi ser børn i 12-13-års alderen, der går fulde og påvirkede rundt i gaderne om aftenen. Så er det, at volden opstår. Når de unge er påvirkede, skal der intet til, før de tænder af, det kan bare være et enkelt blik«, siger Allan Jacobsen.

Der findes ikke tal for, hvor tit de unge 15-17-årige er påvirkede af stoffer eller alkohol, når de bliver voldelige. Kun at antallet af dømte voldstilfælde blandt unge under 18 år de seneste tre år er steget med en tredjedel fra 922 til 1.221.

Ingen voksne til at sætte grænser
Samtidig viser en særkørsel, Politiken har foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, at mange af de voldelige unge bor i provinsbyer og ikke i storbyen.

Blandt andet har den gamle Faaborg Kommune en af landets højeste rater for ungdomsvold, og her kæder man også det store antal voldstilfælde sammen med misbrug af narko og alkohol blandt de helt unge.

Formand for SSP-samrådet i Danmark, Kim Hansen, der også er SSP-konsulent i Kolding, genkender billedet:

»Stofferne gør de unge utilregnelige. Og der har vi også forklaringen på noget af den grove vold, der finder sted. De unge er ikke helt klar over, hvad de har gang i, før de bliver sobre igen«, siger Kim Hansen og fortsætter:

»Børn og unge i dag er tidligere modne og mere udfarende end tidligere. Og for nogle af de marginaliserede unge er der ingen voksne, der har sat grænser for dem, og så kører det over gevind«.

I Københavns Politi mener lederen af den kriminalpræventive afdeling, Lars Nikolaj Jensen, ikke, at der er beviser for, at ungdomsvold hænger sammen med indtagelse af alkohol og stoffer. Omvendt tør han ikke afvise, at det er tilfældet, men når først volden er begået, er det udelukkende selve forbrydelsen, politiet koncentrerer sig om.

Samme besked lyder fra politiet i Odense.

Strammere lovgivning efterlyses
Socialrådmand i Aalborg Kommune, Mai-Britt Iversen (S), efterlyser en strammere lovgivning, der gør det muligt at fastholde mindreårige misbrugere, der ikke selv ønsker hjælp til at komme ud af misbruget.

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) siger imidlertid, at kommunerne allerede i dag har en lang række muligheder for at gribe ind over for unge, hvis de udgør en fare for sig selv eller andre:

»Kommunerne har eksempelvis mulighed for at lave sikrede institutioner og misbrugsbehandling. Mener man i Aalborg, at der er mangler i lovgivningen, så er de meget velkomne til at kontakte os, og så vil vi i ministeriet selvfølgelig se på det«, siger velfærdsministeren.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden