Veninden. Dennis Søderberg Jensen og hans bedste veninde Maria Krogh hænger tit ud i hans lejlighed. I baggrunden til højre står to ruller chips, som Dennis desperat prøver at holde sig fra.
Foto: Miriam Dalsgaard

Veninden. Dennis Søderberg Jensen og hans bedste veninde Maria Krogh hænger tit ud i hans lejlighed. I baggrunden til højre står to ruller chips, som Dennis desperat prøver at holde sig fra.

Danmark

Dæmonerne inde i mig siger, at jeg skal spise det

Dennis' dagbog - kapitel 1: Dennis Søderberg Jensen vejer 170 kilo fordelt på 172 cm. Han ved, at den fede mad før eller siden vil slå ham ihjel, for trangen til chips, burger og grillmad er for stor. Vi følger ham over fem dage.

Danmark

Han griner til kameraet. Det ser ud, som om billedet er taget til en fest, og måske trykker han selv på udløseren. En ung og smuk lyshåret kvinde læner sit hoved mod hans, og hun kysser ham på kinden med tungespidsen.

Mit første møde med Dennis Søderberg Jensen er virtuelt. Jeg har fået at vide, at han måske vil være med i Politikens artikelserie om svær overvægt. Da jeg kun kender hans navn, slår jeg ham op på Facebook. Det sort-hvide profilbillede springer i øjnene.

Jeg ved, at Dennis vejer 170 kilo og er 31 år gammel. Straks begynder tankerne at forme sig, om hvem han er: Måske er han en isoleret stakkel, der henslæber sin tilværelse alene, fordi han er så skamfuld over sin vægt, at han ikke tør gå uden for en dør. Måske er han en ædedolk, der propper sig med mad dagen lang. Mon han lugter af sved? Hvis han gik op i sit udseende, havde han nok for længst hugget bremsen i og stoppet med at spise alt det, der har bragt hans vægt op på det dobbelte af min.

Den slags tanker dukker op, inden jeg selv møder Dennis. Jeg kan ligeså godt være ærlig. Men så er der lige billedet på Facebook. Det passer ikke til fordommen om, hvad for et menneske Dennis må være, når han slæber rundt på de berømte 170 kilo. Han er svært overvægtig, fed, tyk og hvad vi ellers kalder de 600.000 voksne danskere, der har et body mass index, BMI, på over 30 og dermed er så store, at vægten skader deres helbred.

LÆS MERE

Han har åbenbart ikke styr på, hvad han spiser, han kan ikke kontrollere det, og så tillægger jeg ham automatisk en lang række karaktertræk uden overhovedet at have mødt ham. Det er det, der sker, i det øjeblik hans vægt bliver nævnt. Så er det svært at se ham igennem en anden målestok end lige netop tallet 170.

Det er derfor, hans profilbillede på Facebook vækker nysgerrigheden. For han ligner ikke en stakkels usoigneret eneboer. Slet ikke. Han ligner en populær ung mand. Med fart på. Med smukke veninder.

Fedme slår fire ihjel om dagen

Jeg har en enorm trang til den slags mad. Det er næsten som en besættelse, hvor nogle dæmoner inde i mig siger, at jeg skal have det.

Bredsten er en lille by med 1.700 indbyggere cirka 10 kilometer vest for Vejle. Her er en kirke med en smuk løgkuppel. Her er en idrætshal, en skole, et hotel og nogle mindre butikker. En tankstation, et supermarked, nogle solcentre og en genbrugsforretning. Hovedvejen skærer gennem byen.

Engang imellem bliver stilheden brudt af en bil, der kører forbi. Her bor Dennis i en lejlighed, der ligger i et toetagers murstenshus. Det er tid til frokost. Han åbner fryseren og tager to æsker med to parisertoast i hver. De er billige. 20 kroner i Føtex. Normalt kan han nemt spise alle fire toast med smeltet ost og skinke selv, men vi deler, fordi jeg er på besøg.

»Jeg bliver nødt til at gøre noget for at holde mig fra chips, burgere og grillmad. Det ved jeg godt. Jeg prøver også. Jeg har prøvet mange gange, men hver gang er det slået fejl. Så er jeg faldet i efter noget tid. Jeg har en enorm trang til den slags mad. Det er næsten som en besættelse, hvor nogle dæmoner inde i mig siger, at jeg skal have det. Hvis jeg for eksempel smager chips, kan jeg ikke holde op. Hvor du måske kan have en 200 grams pose en hel film, så kan jeg spise to poser, mens filmen er ved at gå i gang«, forklarer Dennis.

CHAT

Jeg har allerede spist mine to parisertoast, men Dennis er stadig i gang med sin første. Han spiser langsomt og nyder hver bid, men på grund af sin størrelse er det mest behageligt for ham at ligge ned og spise. Så det gør han. Han ligner næsten en romersk kejser, som han ligger der i sofaen og tygger toast.

Men han føler sig ikke som en kejser, når han tænker på, hvad der kan ske, hvis han ikke holder op. For to år siden fik Dennis konstateret diabetes 2 – sukkersygen der rammer flere og flere svært overvægtige. Han tager seks piller om dagen for at holde blodsukkeret nede. Er holdt op med at drikke sodavand med sukker og skyller nu i stedet en liter sukkerfri cola ned dagligt.

Den vane er nu så stærk, at han bliver rastløs, urolig og irritabel, hvis han ikke får sin Pepsi Max.

Antallet af fede er fordoblet
Trods nationale handlingsplaner, oplysningskampagner, kostvejledning og kurophold er antallet af svært overvægtige danskere mere end fordoblet de seneste 20 år. Udviklingen er sket, selv om vi er blevet rigere, og til trods for at videnskabsfolk i dag ved mere om fedmens konsekvenser end tidligere.

Hver eneste dag året rundt dør fire danskere, fordi de vejer alt for meget. Hjertet kan ikke holde til at holde de mange kilo i gang og står af.

Nogle gange er der sket det, at hjertemusklen gennem årene har vokset sig større for at holde den kæmpe krop igen. Samtidig trykker alt fedtet inde i kroppen på hjertet, der får mindre og mindre plads. Til sidst bliver hjertet kvalt og stopper med at banke.

Blodpropper er en anden dødsårsag. Årerne kalker til, så blodet kan ikke trænge igennem og komme rundt i kroppen. Det ved Dennis. Som andre store mennesker kender han risikoen.

Det er ikke noget, han tænker på til hverdag. Men svaret kommer, når jeg spørger ham direkte:

»Hvis jeg ikke taber mig, bliver jeg næppe 40 år. Det er ikke rart at tale om, for det gør mig bange. Jeg ønsker jo ikke at være så stor, men nogle gange er jeg bare alt for træt til at kæmpe imod. For det er hele tiden en kamp. Hver eneste dag«.

Fanget i den onde cirkel
Der er ni år, til Dennis fylder 40 år. Han har ikke kunnet stoppe sit usunde liv, til trods for at han risikerer at ende på kirkegården her i Bredsten alt for tidligt.

Det virker næsten provokerende. Vi kigger efter de overvægtige på gaden og undrer os over, hvorfor der dog ikke har været en bremseklods inde i dem, før det kom så vidt? Hvorfor lader de stå til? Hvorfor gør de ingenting? Hvor er rygraden? Den typiske dom er, at de må have en svag karakter. De ligger os til last, de må komme i gang. Medierne er også dygtige til at skabe det billede af overvægtige.

»Tag dig sammen, fede«, var overskriften på forsiden af en landsdækkende avis for et par år siden. Artiklen handlede om, hvordan overvægtige vil »oversvømme« sygehusene de kommende år.

Omvendt fejrer vi dem, der kæmper og sejrer. Det trak store seertal, da programmet ’Livet er fedt’ samlede store danskere på en højskole og fik dem til at spise sundt og motionere i timevis dagligt. Når en hel by går på skrump, kommer vi med kameraer og notesblok.

Vi hylder dem, der har været store, og nu er små. Vi respekterer, at de har taget kontrollen over deres eget liv. De spiser, motioner og kommer til at ligne flertallet.

Vi fordømmer hvidt toastbrød af den slags, der indkapsler ost og skinke i toasten på Dennis’ tallerken. Vi kan nok godt tåle lidt af det, men rører det helst ikke. Dennis har ikke godt af det, men spiser det. Vi hylder grovpasta og fejrer bagere, der bager brød med kerner og krumme.

»En dårlig periode«
Men i Bredsten har Dennis ikke noget at fejre. Han er inde i »en dårlig periode«, som han siger. Det er en tid, hvor han ikke kan styre det. Hvor dæmonerne får overhånd.

»Jeg kunne sagtens sige, at det er samfundets skyld. Eller at skylden ligger hos dem, der sælger chips og junk food. For mens en narkoman skal finde en pusher og handle i skjul, så kan jeg bare gå ud af døren og ned til grillen. Det er så nemt. Men jeg ved godt, at ansvaret er mit eget. Selvfølgelig«.

»Så hvorfor tager jeg mig så ikke bare sammen? Der er ikke noget, jeg hellere vil. Men det er svært, når min hjerne hele tiden siger, at jeg er sulten. Jeg kan ikke stoppe. Når jeg spiser chips, får jeg lyst til kage. Når jeg spiser kage, får jeg lyst til junkfood. Når jeg spiser junkfood, får jeg lyst til chips«.


Den dårlige samvittighed tynger Dennis. Det ville være så nemt, hvis han nu mente, at det var op til andre end ham selv at gøre noget. Så var det bare at lade stå til og vente på redningskransen.

Men sådan ser han slet ikke på det. Derfor bliver han også fyldt med skam og anger, efter at han har spist. Den onde cirkel handler nemlig ikke kun om, hvad Dennis får lyst til at spise, men også om, hvilken plads maden har taget i hans liv.

Han får det dårligt, når han ser på sig selv og alle kiloene. De sidder overalt. I ansigtet og under hagen. Rundt om livet i et tungt bælte. Hen over brystkassen. I skridtet, og på ben og ryg. Han bliver ked af det og får lyst til at spise, for han ved, at det dulmer de negative tanker.

Mens han spiser, tænker han slet ikke på, at han er stor. Han smager og nyder som andre mennesker. Men for Dennis kommer der altid et psykisk efterspil, når sidste bid ligger i maven. Han kalder det »skamspisning«.

»Det er den dårlige samvittighed. Hvorfor fanden spiste jeg det, når det bare gør mig endnu større? Så får jeg det skidt igen, og efter noget tid spiser jeg igen for at tage smerten væk«, forklarer Dennis.

Håret sidder med voks
Første gang jeg møder Dennis, smiler han og giver hånd. Han har sat håret med voks. Midt over hovedet er stråene sirligt samlet i en moderigtig hanekam, mens det i siderne er sat til at stritte lidt mere uregerligt.

Det er en mand, der gør noget ud af sig selv. Det vidner hylden ved spejlet i hans lejlighed også om. Her står deodoranter og parfumer af mærkerne Armani, Tommy Hilfiger og Burberry. Her er produkter til at polere tænder, og på badeværelset står en flaske ansigtsvask. Dennis havde akne som teenager, så han er grundig med at få vasket porerne rene.

Vi skal gå halvanden kilometer for at komme til bussen, der kører til hans hjem i Bredsten. Munden står ikke stille på ham i det kvarter, det tager at komme til stoppestedet. Han fortæller, at han trænger til noget sex, for til sommer er det sgu et år siden.

Mens en narkoman skal finde en pusher og handle i skjul, så kan jeg bare gå ud af døren og ned til grillen.

Han joker med, at sådan en sjællænder som jeg er langt hjemmefra, og om jeg nu også er helt tryg ved det. Der kan ske alt muligt, siger han. Og taler om den amerikanske film Deliverance, hvor storbyvenner kommer galt af sted på en kanotur i fremmede omgivelser.

Sex på listen
Svært overvægtige har også sex, tænker jeg. Det står på min liste over de emner, vi skal igennem i løbet af de tre dage, jeg besøger Dennis.

Jeg havde tænkt, at vi lige skulle bruge den første dag på at lære hinanden at kende, og derfor ville jeg vente til andendagen med det, jeg opfatter som et af de mere omtålelige emner. Men nu tager han selv - helt uopfordret - hul på det. Og gør lidt grin med, at det er et år siden:

»Jeg håber selvfølgelig, at jeg får noget mere sex, når artiklerne har været bragt«.

Så fortæller han, at han er ret aktiv på forskellige dating-hjemmesider for store mennesker. Han chatter også med andre, der ligesom han for nogle år siden var på et længere ophold på et kurcenter for at tabe sig. Det er nemmere at have sex med andre store, forklarer han. For så har man ligesom et fælles udgangspunkt og behøver ikke forklare en hel masse ting.

I øvrigt er sex langt fra det første, han tænker på, når han møder en dejlig pige. Så har han bare lyst til at tilbringe så meget tid som muligt med hende. Det andet kommer hen ad vejen.

Behagelig duft
Dennis og jeg går i samme tempo til bussen, jeg behøver ikke vente på ham, og han storsveder ikke af gåturen, selv om han vejer det dobbelte af mig. Han lugter ikke af sved, men svagt og behageligt af deodorant. Inde under alt fedtet har jeg masser af muskler, fortæller han.

Det kniber dog lidt, hvis det går for meget op ad bakke. Så må han lige tage en puster. Han forklarer også, at han har været nervøs for at møde mig. Hvad vil jeg tænke, når jeg ser ham?

Vi har mailet sammen et par uger op til besøget, og jeg har forklaret, at jeg vil gøre et forsøg på at trænge ind bag fordommen om, at svært overvægtige er karaktersvage personer, der burde tage sig sammen. Den er han med på. Han skriver på Facebook:

»Hvis du vidste, hvor tit folk de kigger på mig og dømmer mig med deres øjne. Fuck, hvor jeg hader det. De kender mig ikke. Få jer et liv!«.

Vil Politiken være nogle røvhuller?
Det er også derfor, at han i første omgang var betænkelig ved at komme i avisen. For hvordan vil folk reagere, når de læser artiklerne? Vil de være nogle røvhuller, provokere ham og råbe efter ham på gaderne? Den slags spørgsmål har rumlet rundt i hans hoved et par uger. Men han er også meget klar på, at han har taget en beslutning om at fortælle, og den står han ved.

For det er på tide, at en ’stor’ - sådan Dennis kalder sig selv - stiller sig frem og fortæller, hvor ulideligt det er at blive mødt af fordømmende blikke, når han går en tur på gågaden i Vejle. Om hvor hårdt det er at kæmpe forgæves mod trangen til chips, burger og grillmad hver eneste dag. Og om at han ligesom alle andre på hans alder gerne vil have en kæreste, der forstår ham.

Han har fortalt sine venner om sin beslutning. De bakker ham op. Og der er mange af dem. Et par dage inden jeg kommer på besøg, skriver en af hans 564 venner på Facebook til ham:

»Ved du hvad søde. Du er et af de mest omsorgsfulde, kærlige og betænksomme mennesker, jeg kender. Så han kan ikke andet end at skrive godt om din personlighed. Dennis, din vægt er ikke dig alene. Det kan kun hjælpe andre, at du står frem og fortæller, hvordan din hverdag er«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er faktisk det, du gør i mange andre henseender. Du glæder mange mennesker på din vej uden at hovere, og nu gør du det igen. Der sidder mange mennesker, som bliver glade, når sådan et dejligt menneske som dig går forrest og siger: Jeg er her, se hvad jeg kan og tør. Se mit liv«.

»Hvad er dog sket?«
Dennis voksede op i en håndværkerfamilie i en lejlighed i Vejle som andet barn i en søskendeflok på fire. Hans far er tømrer, moderen gik hjemme og passede børneflokken. Hans storesøster lever af at gøre rent, lillesøster arbejder som sosu-assistent, mens lillebror netop er blevet udlært tømrer.

På væggen i Dennis’ lejlighed i Bredsten hænger en ramme med billeder, der strækker sig helt tilbage til 1979, da hans liv begyndte. En lille og svært tilfreds Dennis ligger på ryggen i kravlegården med tøjdyr omkring sig. På et andet billede er han omkring 10 år og leger med et kæmpe fly sammen med en kammerat. På et tredje står han i en have og griner med en ven. Det ser ud, som om de leger krig. En glad dreng uden det mindste tegn på at veje for meget.

Der er også et billede, fra da han blev konfirmeret. Her ser han heller ikke stor ud, men sidder med bare ben på en seng og smiler. Så er der et hul i tiden. De første voksne år er ikke dokumenteret, og næste billede viser Dennis og nogle venner i rutsjebanen i Legoland. Fotografiet er taget, netop som rutsjebanen kører ned ad bakke, og de unge i vognene er flade af grin med vind i håret. Tøjet sidder tæt på Dennis. Det buler omkring livet, på overkroppen og i hovedet.

Det er ikke til at tro, at den lille dreng er blevet så stor.

»Når jeg ser billederne af mig selv som barn, så tænker jeg: Hvad er dog sket med den dreng? Hvorfor lod jeg det komme så vidt? Men jeg kan huske, at det så småt begyndte, da jeg gik ud af folkeskolen og begyndte at tjene mine egne penge som buddreng. Så købte jeg chips og dårlig mad, og stille og roligt tog jeg på. Da jeg var 18-19 år rundede jeg de 100 kilo, og siden blev jeg endnu større. Jeg har ingen idé om, hvorfor jeg ikke stoppede det, men jeg har jo forsøgt at tabe mig mange gange«.

Da jeg var 18-19 år rundede jeg de 100 kilo, og siden blev jeg endnu større. Jeg har ingen idé om, hvorfor jeg ikke stoppede det

Flere gange har han haft succes med at tabe sig. Så var det ti kilo, og han holdt en kæmpe fest for alle vennerne for at fejre det. Men når de sidste øl er drukket, og når vennerne er gået hjem, har det været svært for Dennis at holde fast. Hvis han for eksempel ikke har spist chips længe og bare smager en enkelt, så er han hooked igen. Så kan slet ikke tænke på andet end chips.

Det er sket mange gange. Vægten er gået op og ned. For en håndfuld år siden var nålen helt oppe på 182 kilo. Så fik han et tilbud om at komme fire måneder på Ebeltoft Kurcenter sammen med andre svært overvægtige, og det blev et vendepunkt for ham - i hvert fald for en tid.

»Jeg var så lykkelig der, for jeg var sammen med folk, der forstod mig«, siger Dennis.

32 kilo tabt på fire en halv måned
På kurcentret var hverdagen lagt i faste rammer. Dennis dyrkede en masse motion og lavede mad sammen med de andre deltagere. Sund mad med fibre og masser af grøntsager. Han knyttede stærke venskaber med de andre deltagere, men en dag var det slut. På fire og en halv måned tabte han sig 32 kilo, og da han kom hjem, holdt han en kæmpe fest for at fejre det med vennerne. Og det lykkedes ham faktisk at holde fast. Han holdt sig fra chips og junkfood, tabte yderligere 20 kilo og kom helt ned på omkring 130 kilo.

Han følte sig lettere, var i bedre humør, det lysnede. Han var stolt og glad. Men så begyndte de dårlige vaner at liste sig ind på ham igen. Jeg kan godt droppe træningen i dag. Jeg spiser lige lidt chips.

»Lige så stille gik det galt. Skridt for skridt«.

For der var ingen omkring ham til at hjælpe med at holde fast i det nye liv. Alle deltagerne fra kurset i Ebeltoft var spredt over hele landet. Ingen af dem boede i Vejle, og da slet ikke i Bredsten. Nu skulle Dennis på egen hånd selv træffe de rigtige valg uden at stå til regnskab for andre end sig selv. Det var svært. Gamle vaner er svære at slå ihjel, som han siger.

Det hjalp heller ikke, at han blev ydmyget af chefen på den kartoffelfabrik, hvor han havde natarbejde med at flytte paller. På lageret var en vægt, der kunne tage et par ton kartofler, og chefen beordrede Dennis til at stille sig op på den, fordi han mistænkte, at han havde taget på. Og ja, han havde taget på igen, men hvad fanden bildte chefen sig egentlig ind, tænkte Dennis.

Sammen med de dårlige vaner kom en depression snigende, han havde kun lyst til at være alene og fylde sig med chips, grillmad og cola. Det afspejlede sig i vægten, der kilo for kilo kravlede op igen.

»Jeg søgte om at komme på kurcenteret eller noget tilsvarende igen, men fik afslag. Hvis jeg fik et nyt tilbud om at komme på af sted i nogle måneder, så ville jeg stryge ud af døren om fem minutter«, siger Dennis.

Spørgsmål i nattelivet
Fester har altid været en central del af Dennis’ liv. Det begyndte i barndommen, hvor forældrene lagde hus til talrige gilder med øl og mad. Huset var åbent, både for voksne og børn.

Det kom så vidt, at de andre beboere i ejendommen klagede, men det tog faderen ikke så tungt. Da familien havde fået klage nummer 10, hængte han en seddel i opgangen og bedyrede, at nu holdt de altså endnu en fest - for at fejre klage-jubilæet på behørig vis.

Det endte med, at boligselskabet smed familien på porten, og de flyttede til Bredsten. Traditionerne for at holde fest har Dennis arvet fra sin far og mor. Det ligger lige for at tro, at festerne er en flugt fra den virkelighed, der trænger sig på.

Men sådan er det ikke, hvis man spørger Dennis. I hvert fald ikke kun. Jo, jeg bliver en anden person, når jeg fester, som Dennis siger. Men måske er det snarere hans lyst til at have det sjovt og nyde livet, som bliver forstærket, når han drikker brandbiler – Jægermeister og rød sodavand.

Stribevis af billeder på hans Facebookprofil vidner om, at han er et helt naturligt centrum for vennerne, hvoraf de fleste kommer fra Vejle, Bredsten og omegn. Det er Dennis, der på dansegulvet løfter en af gutterne højt op i luften. Det er Dennis, som de andre står omkring, når de poserer og ser fulde og cool ud foran kameraet.

Det er Dennis, der synger for på et billede, hvor en samling venner er fotograferet i tæt omfavnelse. Han skråler, de hænger om halsen på ham og hviner med. Ligesom det er Dennis, der får et kys på kinden af sin bedste veninde.

Private fester foretrækkes
Men noget af det bedste ved at feste med vennerne er, at de tager ham for det, han er. Det er derfor, at han foretrækker fest i private omgivelser i stedet for at tage på Barmix eller en af de andre barer i Vejle.

For han kan være sikker på en ting: Når byturen er på sit højeste, kommer der en eller anden fremmed tosse og begynder at stille spørgsmål til hans vægt. Hvordan kan du dog være så stor? Burde du ikke lade være med at drikke mere? Vil du have nogle gode råd til at tabe dig? Den slags.

SKRIV

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så bliver Dennis mindet om alt det, han ikke har lyst til at tænke på hele tiden. Alene hans fysik betyder, at omgivelserne tilsyneladende føler, at de har en ret til at kommentere og stille spørgsmål. Det er lidt det samme, vi gør, når vi besøger ham i Bredsten. For hvis Dennis ikke lige vejede 170 kilo, så var han næppe blevet avisstof i en grad, som tilfældet er nu.

Men i Vejles natteliv er det en absolut party-killer at få den slags spørgsmål. Dennis har gennem årene udviklet en strategi for at håndtere den slags tilnærmelser. Han værger for sig det bedste, han har lært.

Hvis en fremmed konstaterer, at han er kæmpe stor, så svarer Dennis lynhurtigt: »Ja, men din mor kan faktisk godt lide min vægt«. Det er hans panser.

Ser jeg 'nem' ud?

Et andet irritationsmoment handler om kvinder. Hvis en kvinde viser interesse for ham, er han med det samme bange for, at hun i virkeligheden prøver at udnytte ham. For hvorfor vil hun dog tale med en stor som mig?, tænker han. Han risikerer at gå glip af livet, når tankerne er låst på den måde. Det ved han godt. Men sådan er det bare. »Jeg står i baren, og så spørger en pige, om jeg giver en drink. Jeg har ikke noget imod at give en drink, det gør jeg tit, men jeg tænker alligevel, at hun udvælger mig, fordi hun tror, at sådan en stor en som mig er nem at få en drink af. Det er derfor, hun kommer til mig. Ikke for at snakke, men for at få en drink. Sådan kan jeg ikke lade være med at tænke«, siger Dennis. Hvad tænker du om fremtiden?»Jeg tænker på, hvad jeg skal spise næste gang«.





Det er derfor, hun kommer til mig. Ikke for at snakke, men for at få en drink. Sådan kan jeg ikke lade være med at tænke.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce