Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Dagligdag. Hos Dansk Skilteproduktion knokler Dennis Søderberg Jensen hver dag fra 7.30 til 12.30.
Foto: Miriam Dalsgaard

Dagligdag. Hos Dansk Skilteproduktion knokler Dennis Søderberg Jensen hver dag fra 7.30 til 12.30.

Danmark

På skiltefabrikken er Dennis en fed fyr

Dennis dagbog - kapitel 4: Hårdt arbejde hjælper Dennis med at svede nogle af de 170 kg af. Kollegerne må godt drille med, at han er stor. For det er bare fis.

Danmark

Et farverigt billede af den barmfagre og letpåklædte Samantha Fox pryder puden på stolen. Hun sang og vrikkede sig til en plads i masser af teenagefantasier i 1980’erne, og nu ligger hun her i slyngelstuen. På bordet står kaffekopper med sorte rander, og der er smøger i askebægeret.

Tonen er bramfri i det lille køkken, hvor Dennis Søderberg Jensen og hans to kolleger holder pause fra det hårde arbejde i Dansk Skilteproduktions fabrikshal.

»Vi kan godt lide Dennis, men han fylder for meget på arbejdspladsen«, siger Lars Kramer mellem to hvæs på cigaretten.

Han når dårligt at sige sætningen færdig, før han og Dennis knækker sammen i latter. Det er fredag formiddag. Luften er tyk af drengerøvshumor, og når man kender hinanden, er det helt okay, at Lars fyrer en joke af om, at Dennis optager mere plads end andre i hallen, fordi han vejer 170 kilo.

»Det kan godt være, jeg er stor, men din mor har aldrig brokket sig over min størrelse«, griner Dennis tilbage.

Senerne i armen er for korte
Så er det sat på plads. Lars ryster på hovedet, skodder sin smøg og fortæller, at noget af det bedste ved Dennis er, at han altid er frisk og i godt humør, når arbejdsdagen begynder klokken 7.30. Mens andre hænger med næbbet, er Dennis klar til at bukke metalplader og skrue skilte sammen i fabrikshallen med sine tre kolleger.

Allerede på første arbejdsdag sidste efterår fortalte Dennis om sin overvægt, og om at han havde haft en depression, men nu var ved at komme op af dyndet. Han fortalte åbent om de 100 overflødige kilo, og det sikrede ham respekt blandt kollegerne.

»Dennis er en god arbejdskraft, der går meget op i at få tingene gjort. Han knokler som os andre, når der er brug for det. Samtidig er han en åben og positiv person, som kan lave fis med sin vægt. Det betyder, at vi har det godt sammen, stemningen er god. Jeg har også indtryk af, at du er glad for at være her«, siger Lars, og Dennis nikker.

CHAT

Dennis kommer fra en familie, hvor der ikke er tradition for at gå i gymnasiet og læse på universitetet. I stedet lærer man sig et håndværk. Faderen er tømrer og så gerne, at hans søn var gået samme vej, men en medfødt skavank i den ene arm betød, at Dennis ikke kunne. Senerne i armen er for korte, og derfor har han ikke armens fulde brug.

Han ville på et tidspunkt gerne være soldat, men armen satte en stopper for den drøm. Så Dennis tog ufaglært arbejde efter folkeskolen. Han har været buddreng, samlet kaffekander på Bodums fabrik, arbejdet på lageret hos Sanistål og pakket kartofler hos Danica Grønt.

Men som årene gik, og kiloene lagde sig på Dennis’ krop, blev det sværere og sværere for ham at passe et arbejde. Til slut måtte han opgive, og det sendte ham på en følelsesmæssig rutsjetur, hvor hans læge vurderede ham til at være depressiv. Du må ændre dine vaner, lød recepten.

Men Dennis kendte kun en opskrift på at dulme smerten. Det var at æde og drikke cola, så det gjorde han. I en lang periode foregik det kun bag lukkede døre i lejligheden, for han brød sig ikke om at spise sammen med andre, da han havde det sådan. Det ville bare give ham endnu ringere samvittighed.

Så laver de 400 skilte til Coca-Cola
Dennis bor i den lille by Bredsten vest for Vejle. Hver morgen tager han bussen til nabobyen Skibet en håndfuld kilometer væk. På en forblæst villavej har Dansk Skilteproduktion adresse.

Han knokler som os andre, når der er brug for det. Samtidig er han en åben og positiv person, som kan lave fis med sin vægt.

Ejeren, Simon Stjernholm, havde brug for en ekstra mand til at bukke metalplader, montere beslag og pakke skilte. Valget faldt på Dennis, der virkede som en pligtopfyldende ung mand, som havde brug for noget at stå op til.

Han ansatte Dennis i et fleksjob for personer med nedsat arbejdsevne, som det hedder, når man som Dennis ikke kan bestride et fuldtidsarbejde. Han arbejder fem timer hver dag fra 7.30 til 12.30, men får løn for en fuld arbejdsuge.

Hjertet af arbejdspladsen er en 30-40 meter lang fabrikshal. Dennis lægger to tynde metalplader i en stor maskine og trykker på fodpedalen, så maskinen lukker sig sammen om pladen og efterlader den ene kant bukket sammen. Han gentager manøvren et par gange, løfter pladen ud og placerer den i en kasse.

Fem minutters pause i slyngelstuen
Det hårde fysiske arbejde giver Dennis sved på panden, og på grund af sin vægt har han brug for »at komme af fødderne« lidt oftere end andre, som han siger. Så hver time tager han fem minutter i slyngelstuen, hvor han typisk opdaterer sin status på Facebook, kommenterer andres, trykker ’Synes godt om’ og sender sms’er.

Han holder en lidt længere pause i løbet af formiddagen, hvor han spiser. Gerne rugbrød eller toastbrød med frikadelle.

Men bortset fra et par ekstra pauser og en lidt kortere arbejdsdag fungerer Dennis på lige fod med sine tre kolleger. Her kigger ingen skævt til ham, og her er han ikke uden for fællesskabet på grund af sin vægt. På den måde er arbejdet et pusterum for Dennis. Han taler med begejstring om de perioder, hvor de har travlt og skal samle 400 skilte til Coca-Cola.

TV MED DENNIS

170 kilo tunge Dennis Søderberg har svært ved at tabe sig alene. Kilde: Politiken.tv

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hans indsats er vigtig, for at produktionen af skiltene glider, og det gør ham glad.

»Jeg kan godt lide at være her, fordi jeg kender mine opgaver. Selv om vi har travlt, morer vi os og laver fis med hinanden, så jeg har ingen planer om at finde et andet arbejde. Jeg bliver her, så længe Simon kan bruge mig«, siger Dennis.

Dennis arbejder mest sammen med Lars, der som regel har en smøg i den ene mundvig og en vittighed på vej ud ad den anden.

Så er der Henrik, der skruer rør og plader sammen til skilte. Han har en lille kasket på, siger ikke meget, men smiler og ryster lidt på hovedet af de to gavflabe. Ved et bord sidder ejeren, Simon, og klargør de plastikglas, der skal sidde foran metalpladen på de færdige skilte.

Det er skilte af den type, der klappes ud og ligner et stort A fra siden. De står foran kiosker og butikker landet over og reklamerer for sodavand, is og a la carte-menuer.

»Simon, hvornår kommer der nye plader hjem? Vi er ved at løbe tør«, råber Dennis gennem støjen fra maskinerne.

Chefen svarer, at de er på vej, og de aftaler, hvad Dennis skal kaste sig over. Der er travlt, for en større ordre skal gøres færdig. Arbejdet er fysisk hårdt; her er ingen hæve- og sænkeborde, og det er svært at få øje på de behagelige arbejdsstillinger, når man ser Dennis bøje sin store krop ned over skiltene og montere plastik på dem.

Sundhedsbølge gik uden om fabrikken
De senere år er en sand sundhedsbølge skyllet ind over danske arbejdspladser, hvor de ansatte får en vifte af tilbud, der kan holde dem sunde. Arbejdsgivere tilbyder billig fitness, stiller kurve med frisk frugt frem og hyrer læger til at måle puls, blodtryk og hjertefunktion.

Mange af dem står på spring med tilbud om kostvejledning og gode om råd træning til medarbejdere, der viser sig at være for store.

SKRIV

Sådan er det ikke for Dennis. Der er ingen fade med gratis sundhed på bordene i Dansk Skilteproduktion og ingen at måle sit vægttab imod. Både på arbejdspladsen og hjemme i lejligheden på Vejlevej er Dennis alene i kampen mod trangen til at fylde sig med chips og junkfood. Det virker som ren Sisyfos at skulle tabe sig 100 kilo og redde sig selv. Dennis har et Body Mass Index på 57.

Mine venner vil ikke miste mig, og jeg vil ikke dø, fordi jeg er stor. Og det sker jo, hvis jeg ikke gør noget. Måske kan det her blive vendepunktet for mig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dermed er han allerede langt over grænsen for ’ekstrem fedme’, et BMI på 40, hvor man risikerer at dø af fedmen. Men selv om der ikke er gratis æbler i fabrikshallen, har det hårde fysiske arbejde kombineret med flere gåture og lidt mindre portioner på tallerkenen båret frugt. For et par år siden vejede Dennis 202 kilo.

En uge uden Pringles

Sidste gang han vejede sig, stoppede tallet på 170. Han tør ikke glæde sig alt for meget over det, for han har prøvet det så mange gange før. At tabe sig nogle kilo for derefter at se vægten stige, når trangen til mere mad har genvundet kontrollen. Men på køkkenbordet i Dennis’ lejlighed har der nu i over et døgn stået en rulle Pringles-chips, uden at han har rørt den. Det er usædvanligt for ham. »Jeg skulle til at spise den i aftes. Men så kom jeg til at tænke på, at jeg bliver nødt til at lade være, hvis det her skal give nogen mening. Så jeg lod den stå. Mine venner vil ikke miste mig, og jeg vil ikke dø, fordi jeg er stor. Og det sker jo, hvis jeg ikke gør noget. Måske kan det her blive vendepunktet for mig«, siger Dennis.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce