Er der ikke bare et lille mirakel nogen steder?«.
»Nej, det er der ikke«, lød beskeden til familien fra den overlæge, der behandlede 19-årige Carina, som lå i dyb koma efter en trafikulykke. Hvorefter familien sagde ja til organdonation.
I dag taler, læser, går og drømmer Carina om en fremtid i Randers i egen lejlighed og et arbejde som grafisk designer.
Lægerne havde sagt, at de var helt sikre på, at Carina var på vej mod hjernedød, men det var et fejlskøn, siger cheflæge på Aarhus Universitetshospital Claus Thomsen i dag, cirka et år efter.
I går viste DR 1 Dokumentaren den opsigtsvækkende historie om hestepigen Carina. »Carinas hjerneskade blev dømt mere alvorlig, end den egentlig var«, siger Claus Thomsen.
Carina blev efter ulykken bragt til Aarhus Universitetshospital, hvor hun blev opereret i hjernen og fik lagt et dræn, der skulle fjerne væske fra hjernen.
LÆS OGSÅ Når hjernen har været udsat for et kraftigt slag, som Carinas hjerne blev under ulykken, begynder den at svulme op, og trykket stiger i hovedet. Trykket kan blive så højt, at blodet ikke kan komme op til hjernen, og så dør den, og når al hjerneaktivitet er væk, kan man blive erklæret hjernedød efter en omfattende test. Det var den situation, Carina var på vej til ifølge lægerne på neurokirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Carina kunne selv trække vejret
Lægerne vurderede blandt andet, at hulrummene i Carinas hjerne var ’klappet sammen’, men der blev ikke skannet for at få det endeligt konstateret. Derfor indkaldte overlægen på afdelingen familien til en samtale om Carinas kvæstelser og for at diskutere organdonation.
»Hvis hun overlever det her, ville det blive med svære, svære hjerneskader, og hun ville blive en tung plejehjemspatient, og det er der jo ikke nogen, der ønsker«, siger overlæge Benedicte Dahlerup til familien i DR 1 Dokumentaren.
Hvis hun overlever det her, ville det blive med svære, svære hjerneskader, og hun ville blive en tung plejehjemspatient.
Det er blandt andet også derfor, at lægerne om morgenen på den fjerde dag efter ulykken valgte at afslutter behandlingen med blandt andet sovemedicin, vanddrivende og anden medicin til at holde trykket nede.
De kunne herefter konstatere, at Carina selv kunne trække vejret en lille smule og hostede, når der blev rykket på den tube, der skulle føre mad og væske gennem munden og ned i maven.
»Er der slet ingen connection deroppe«, spørger Carinas mor og vender øjnene opad.
»Nej. Man kan se, at det er ved at ebbe ud med hjernefunktionen«, svarer overlægen.
Overlægen uddyber herefter, at hjernedøden endnu ikke er indtrådt, men at den vil indtræffe.
»For hende vil jeg ikke ønske, at hun overlever«, siger overlægen.
Ville ikke dø
Familien blev efter to timer enige om, at Carina, hvis hun selv havde kunnet vælge, ville have valgt at være organdonor, og de sagde derfor ja til, at hospitalet måtte bruge alle hendes organer, når hjernedøden indtraf, hvilket ifølge lægerne ville tage nogle dage.
Lægerne fjernede herefter det dræn, Carina havde i sin hjerne til at holde trykket nede og undgå hjernedød, og som forudsagt steg trykket i Carinas hjerne voldsomt.
Men Carinas hjerne døde ikke, og familien blev derfor bedt om at tage stilling til, om respiratoren skulle slukkes, og de skulle stoppe med at give væske og føde.
Forældrene blev anbefalet at sige ja til det. Familien tog afsked med Carina og gjorde lægerne opmærksomme på, at respiratoren først måtte slukkes, når de var kørt hjem.
Mens familien gik og ventede på opringning fra hospitalet om, at nu var Carinas hjerne død, begyndte tankerne om et liv uden Carina at dukke op. Hendes mor tænkte på, hvordan begravelsen skulle være, og forestillede sig den propfyldte kirke. Hendes far beskriver i tv-dokumentaren, hvordan han tænker på, hvad de nu skal gøre med hendes værelse. Skal det lukkes til og stå som et museum, eller skal det ryddes op og tingene foræres væk?
