Forsvaret har ved en alvorlig fejl røbet dybt fortrolige oplysninger om flyvevåbnets mission i Libyen og samarbejdet med andre lande.
Det afslører Politikens aktindsigt i Flyvertaktisk Kommandos rapport om bombekampagnen i Libyen.
I rapporten, som Politiken har fået tilsendt elektronisk som en pdf-fil, er store dele af teksten overstreget, fordi der er tale om klassificeret materiale, der angiveligt kan skade rigets sikkerhed eller forholdet til fremmede lande.
Men Politikens journalister kunne med få klik på computeren afsløre, hvad der gemmer sig bag de overstregede dele af rapporten. Politiken har dermed fået adgang til dybt hemmelige oplysninger om missionen i Libyen og samarbejdet med andre lande.
Generalmajor Henrik Røboe Dam, der er chef for Flyvertaktisk Kommando, kalder da også sagen for »noget rigtig skidt«.
»Vi har ikke for vane at rode rundt med fortrolige oplysninger, når vi vil efterkomme offentlighedsloven, men der kan ske fejl«, siger Henrik Røboe Dam.
De dele af rapporten, som ikke er klassificeret, viser blandt andet, at Danmark kritiserer Nato for dårlig ledelse af bombekampagnen. Andre dele viser, at det danske luftvåben ikke havde tilstrækkeligt med uddannet personale til en så stor operation.
Hvorfor ikke skrive det hele?
Hvad der gemmer sig bag de overstregede og klassificerede afsnit, har Politiken valgt ikke at skrive om i dagens avis, forklarer ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard.
»Forsvaret har begået en kæmpebrøler ved at sende os en aktindsigt med en stor sikkerhedsbrist. Men da vi ikke har legal adgang til den klassificerede del af materialet, og vi ikke har tvingende grunde til at offentliggøre også det materiale, der er undtaget efter offentlighedsloven, har vi valgt kun at bruge den del, der er frigivet«, siger Bo Lidegaard.
Politiken er kommet i besiddelse af de fortrolige oplysninger ved hjælp af en ganske almindelig ansøgning om aktindsigt, som enhver borger i princippet kunne have foretaget og fået samme oplysninger.
Det er ikke en ret, der er forbeholdt medier, siger Steen Bønsing, der er lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet.
»Det er en ret, som alle og enhver i princippet har«, siger han.
Rapporten er blevet sendt ud som en pdf-fil, og det vil nu blive ændret, siger Henrik Røboe Dam.
»Det er en fejl, at det er så let at afsløre. Jeg vil ikke kloge mig på, hvor enkelt det er at gøre. Men jeg må konstatere, at vi har gjort det, og at vi må ændre vores procedurer fremadrettet. Proceduren omkring aktindsigt vil blive lavet om, så man ikke har mulighed for at lukke op for vores overstregninger«, siger Henrik Røboe Dam.
Ikke sværere at få aktindsigt
Han understreger, at det ikke bliver sværere for journalister og andre at søge om aktindsigt fremover.
»Både jeg selv og Flyvertaktisk Kommando er af den opfattelse, at aktindsigt er kommet for at blive, og bortset fra fortrolige og klassificerede oplysninger har vi ikke noget at skjule«, siger han.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her