Fokus. Jo mere Rune Viberg fokuserer på at få sine pegefingre til at mødes, jo mere umuligt bliver det. Foto: Jens  Dresling
Foto: JENS DRESLING

Fokus. Jo mere Rune Viberg fokuserer på at få sine pegefingre til at mødes, jo mere umuligt bliver det. Foto: Jens Dresling

Danmark

Opgivet af lægerne: Rune Viberg nægtede også at dø

Udsigterne var dystre, da Rune Viberg i 2004 fik en hjerneblødning - hjernedød eller 'grøntsag' lød beskeden, men sådan er det ikke gået.

Danmark

Den første nat kommer der en sygeplejerske og lyser mig i øjnene.

Det er det allerførste, jeg husker, for der tænker jeg: Nå for søren, står det så dårligt til. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at reagere, for da vidste jeg sgu godt, hvor langt ud jeg var kommet«, fortæller Rune Viberg. I 2004 var han i koma efter en hjerneblødning – og han kunne ikke reagere.



Det var dagen efter, at den da 53-årige Rune Viberg og hans familie var kommet tilbage fra skiferie, og bare timer efter at han havde været en tur oppe på taget af deres toetagers hus i Roskilde, at han faldt om på vej til et møde på Roskilde Rådhus, hvor han i mange år havde fungeret som lokalpolitiker.

LÆS OGSÅ

»Da jeg vågner op fem døgn efter, er det i sygesengen med slanger og alt muligt, og min kone sidder ved siden af sengen, men jeg kan ikke tale; det var en meget, meget ubehagelig fornemmelse«, siger Rune Viberg og tager den brune kaffekop op med en sikker højre hånd.

Kort tid efter, at han var cyklet af sted, blev der ringet hjem, hvor hans kone og to børn netop var færdige med aftensmaden. Da Runes 11-årige datter tog telefonen, lagde hun hurtigt på, fordi hun troede, at det var telefonfis. Anden gang, telefonen ringede, var det Hanne Sønderbæk, Rune Vibergs kone, der tog telefonen.

»Det var et eller andet med Rune og dårlig, men jeg kan heller ikke finde ud af, hvem det er, og jeg kan ikke genkende Runes stemme. Så går jeg op og kigger på vores nummerviser og kan se, at det er fra Runes mobiltelefon«, siger Hanne.



Hun sprang på cyklen mod rådhuset, og da hun kom forbi deres børns skole, så hun, at der sad en op ad muren, og hun genkendte sin mand.

»Så sidder han der og ser meget mærkelig ud i ansigtet. Der er noget med hans øjne; man kan se, der er sket et eller andet med ham. De stirrer, og han kan ligesom ikke fokusere. Jeg spørger ham, om han er dårlig, men jeg kan ikke komme i kontakt med ham«, fortæller hun.

Hvis han overlever, bliver han formentlig en grøntsag; hvad skal han bruge det til, og hvad skal børnene og jeg bruge det til?



Kort efter kommer der en ambulance, og Rune bliver kørt til Roskilde Sygehus, hvor lægerne konstaterer, at han har haft en hjerneblødning.

Organdonation
Sent om aftenen samme dag bliver Rune Vibergs hustru orienteret om, at situationen er alvorlig, og at det ikke er muligt at operere ham. Hun bliver spurgt om, hvordan hun forholder sig til organdonation.

Rune har i næsten 20 år været registreret som donor i Donorregisteret, og de har flere gange talt om, at det er hans klare ønske at være organdonor, så hun siger ja.

Dagen efter kommer der en præst og er med, da Runes hustru og børn skal tage afsked med ham. De bliver på hospitalet og sover der for at være hos ham, når han, som lægerne forventer, dør. Men næste morgen er han stadig i live. Og sådan fortsætter det.



»Hvis han overlever, bliver han formentlig en grøntsag; hvad skal han bruge det til, og hvad skal børnene og jeg bruge det til, man kan egentlig ikke være glad, selvom det går bedre«, tænker Hanne Sønderbæk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Herefter begynder det at gå fremad, og bare to dage efter åbner Rune Viberg øjnene. Han reagerer på tiltale og kan bevæge begge fødder; 10 dage efter kan han sidde i en stol.

Hanne Sønderbæk konfronterede efterfølgende lægerne med, at billedet af hendes mands fremtid blev tegnet så dystert: »Det fik jeg faktisk ikke rigtig noget svar på«.

Ifølge Rune Vibergs journal undlod lægerne undervejs at undersøge ham for en mistanke om et fremmedlegeme i luftvejene, da de mente, at det var »lidet sandsynligt, at hans organer kan bruges til transplantation«.

Ledende overlæge på Roskilde Sygehus, Ole Christensen, afviser, at beslutningen har påvirket Rune Vibergs tilstand. »At man har ventet med en behandling, har ikke forværret situationen«, siger han.

Det er uundgåeligt, at man tænker på alt det, man kunne før



Men venstre finger driller

I dag kan Rune gå med støtte, men han kommer rundt i sin kørestol og på sin trehjulede cykel.

»Jeg skal have hjelm på, for der skal ikke ske flere ulykker«, siger han og griner lunt. Han har nedsat motorik i sin venstre side, og det er nødvendigt for ham at kigge på sit venstre ben og arm for at bevæge sig uden at falde. Finmotorikken i venstre side er væk. »Jo mere jeg skal koncentrere mig, jo sværere bliver det«, siger Rune Viberg, mens han forsøger at få sine to pegefingre til at mødes – det må han opgive, da den venstre arm bevæger sig mere og mere ustyrligt, jo længere tid han forsøger. De har i familien siden talt en del om, at de valgte at sige ja til organdonation, og stod det til Rune, er han stadig ikke et sekund i tvivl. Han ville stadig ønske, at hans familie skulle sige ja, hvis spørgsmålet igen engang skulle blive stillet.



Hans kone er heller ikke i tvivl. »Jeg er glad for, at jeg sagde ja til organdonation; det vil jeg også gøre næste gang«, siger hun.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I dag tænker de ikke meget over forløbet og er bare glade for, at det endte, som det gjorde. Selv om familien ikke tænker meget over det, bliver de hver dag konfronteret med resultatet, fordi Rune Viberg på trods af lægernes forudsigelser er kommet sig nærmest mirakuløst.

»Det påvirker en person psykisk at være blevet så fysisk handikappet, som han er«, siger Hanne Sønderbæk.

Rune fortæller, at han er glad for at være i live i dag, men at det også er forbundet med sorg, hver gang han opdager noget, han ikke længere kan.

»Det er uundgåeligt, at man tænker på alt det, man kunne før«, siger han, men er glad for den hjælp, han har fået til at fokusere på alle de ting, han skal sætte pris på.

»Det kræver vilje«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden