Politiet sætter terrortiltalte unge i forbindelse med græske bombe-anarkister

Tiltalte danskere i terrorsag har interesseret sig for græsk anarkistgruppe, der står bag flere brevbomber.

Danmark

Fem terrortiltalte danske mænd bliver i dag i Københavns Byret sat i forbindelse med en græsk anarkistisk bevægelse.

Det drejer sig om gruppen Conspiracy of Fire Cells, som er kendt for at stå bag flere brevbomber.

De danske mænd er blandt andet tiltalt for at stå bag et brandangreb mod den græske ambassade i København 6. april 2011.

Branden nåede kun at forvolde skader ved ambassadens dør, da to naboer hurtigt fik slukket ilden.

Logo var identisk med græsk gruppes logo Ved siden af ambassadedøren var der efter branden malet et logo, som var identisk med den græske anarkistgruppes logo.

Politiet har undersøgt malingen fra det påmalede logo og sammenlignet det med en spraydåse fundet ved en ransagning.

Ransagningen foregik hos en af de tiltaltes kærester, og undersøgelsen viser, at malingen i dåsen og malingen fra logoet er af samme slags.

Ved ransagningen fandt politiet også en computer. En gennemgang af computeren viser, at der er foretaget talrige søgninger på græske anarkistgrupper.

Branden på den græske ambassade har ifølge anklagemyndigheden været potentiel livsfarlig for beboere i naboejendommen.

Ved onsdagens retsmøde oplyser vicestatsadvokat Bo Bjerregaard, at der i naboejendommene ifølge Folkeregistret er tilmeldt 32 personer.

Ekspert: Branden kunne have udviklet sig livsfarligt

En ekspert fra brandvæsnet vurderer, at branden kunne have udviklet sig livsfarligt, hvis den ikke var blevet slukket af naboerne.

Branden blev antændt ved ambassadens hoveddør. Tekniske undersøgelser viser, at der er benyttet en form for hjemmelavet napalm bestående af benzin blandet med flamingostykker, som gør, at væsken klæber.

Undersøgelserne viser desuden, at væsken svarer til væske fundet i molotovcocktails, som er fundet i bygningen Rejsestalden på Christiania. Bygningen har fungeret som mødested for fire af de fem tiltalte.

LÆS OGSÅ

I sagen indgår ud over branden på ambassaden en række brandangreb mod virksomheder og politibygninger i Danmark. Anklagemyndigheden har rejst tiltalte for terror.

Det gør man, fordi angrebene efter anklagemyndighedens opfattelse har været politisk motiverede.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden