Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sårede. Soldater er her i gang med  at yde førstehjælp til sårede under en træfning 21. februar 2010 med Taleban  i området ved Armadillo. Delingen havde på det tidspunkt kun gået patrulje i en uge ved basen. Privatfoto: Mads Silberg

Sårede. Soldater er her i gang med at yde førstehjælp til sårede under en træfning 21. februar 2010 med Taleban i området ved Armadillo. Delingen havde på det tidspunkt kun gået patrulje i en uge ved basen. Privatfoto: Mads Silberg

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kapitel 1: Armadillo-soldat: »Der blev ikke set ned på en, hvis man græd«

Soldater fra hold 9 fortæller deres historie om de blodige kampe ved den farlige base i Afghanistan. Her er kapitel 1.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De afghanske kvinder var på vej væk. Ansigterne var dækket af slør, så kaptajn Mads Silberg kunne ikke se deres ansigter. Men deres lange gevandter var tydelige, da de i mindre grupper hastede ned ad grusvejen med små børn i hænderne.

Væk fra soldaterne.

Solen var begyndt at stige på himlen, og den danske kaptajn gik sammen med en deling på omkring 40 soldater hen over de grønne marker, hvor opiumsvalmuerne var ved at vokse op. Mads Silbergs militærstøvler sank lidt ned i den klæbrige jord, mens han og de andre nærmede sig en række huse, som kvinderne og børnene netop havde forladt.

Han var ikke i tvivl. Kvindernes flugt var et faresignal.

Under pres
Før udsendelsen til Afghanistan havde han lært, at kvindernes reaktion var en såkaldt ’combat indicator’. Normalt så de udenlandske soldater aldrig kvinderne, men når de pludselig kom ud og havde travlt med at komme væk, var det et tegn på, at Taleban muligvis snart ville angribe.

Kaptajnen kunne mærke spændingen i maven. Soldaterne fra 3. deling gik videre hen mod en række huse, hvor de få dage tidligere havde været i kamp. Flere huse var blevet gennemhullet af skud, og nu skulle patruljen forsøge at få kontakt med ejerne for at undersøge, om danskerne skulle betale erstatning for skaderne.

Det var 21. februar 2010. Kun tre uger efter, at Mads Silberg havde sagt farvel til familien i Danmark.

Hans deling var en del af Charliekompagniet på omkring 140 kampsoldater, som opererede ud fra den farligste fremskudte base Armadillo, der netop officielt var blevet omdøbt til det afghanske navn Budwan i et forsøg på at sikre et bedre forhold til de lokale indbyggere. Armadillo var dog blevet så mytisk blandt soldaterne, at navnet hang ved.

En uge tidligere var den nye deling begyndt at gå patruljer ud fra basen i Helmandprovinsen i Afghanistan. Størstedelen var unge, uerfarne soldater, som var på deres første udsendelse.

Det mere erfarne Bravokompagni var blevet placeret længere sydpå. Chefernes forklaring var, at veteranerne skulle bruges til mere uforudsigelige opgaver i området ved byen Gereshk. Så det var de unge, der blev sendt til Armadillo.

37-årige Mads Silberg havde tidligere været udsendt flere gange til Balkan og var derfor en af de få erfarne soldater i det unge kompagni ved den fremskudte base. Han kunne mærke, at flere af de unge var nervøse.

Allerede under skudvekslingen med Taleban få dage tidligere var en soldat bukket under for det psykiske pres. Soldaten var så præget af de første kamphandlinger, at han på et tidspunkt gemte sig i sit soverum og rystede over hele kroppen.

Soldaterne boede så tæt i basen, at de andre ikke kunne undgå at opleve deres kollegas sammenbrud, mens han ventede i lejren på at blive sendt hjem. Men ikke nok med det. En anden soldat var blevet såret efter at have trådt på en sprængladning og var fløjet til behandling på Rigshospitalet i København.

Det nye kompagni i Armadillo var derfor under pres fra begyndelsen.

Mange vejsidebomber
Basen lå et stykke inde på et højdedrag i ørkenen, hvor der var en høj skråning ned til det grønne bælte langs Helmand-floden, hvor de lokale boede og dyrkede deres afgrøder. Når soldaterne skulle ned i den grønne zone, måtte de vandre ned ad skråningen, som de ikke kunne se fra basens vagttårne.

Derfor kunne Taleban i fred og ro plastre skråningen til med improviserede sprængladninger – også kaldet vejsidebomber.

Så hver gang soldaterne skulle på patrulje, måtte de bruge op til halvanden time på at komme den korte strækning fra basen ned ad skråningen og hen til landsbyerne ved floden, fordi en soldat langsomt skulle gå forrest og finde de nedgravede sprængladninger med en minesøger.

Det var hver gang et lotteri, om det lykkedes. Eller om en soldat eller et militært køretøj udløste en vejsidebombe.

Som Mads Silberg i dag beskriver det psykiske pres, når de danske soldater gik ud ad porten:

»Ethvert skridt var som at skulle springe fra timetervippen, hvis man har højdeskræk. Man var bare så spændt. Det var som at lege ’jorden er giftig’ på den rigtigt farlige måde. Jeg håbede bare, at ham, der gik foran med minesøgeren, vidste, hvad han lavede. Det blev man nødt til at stole på. Og så prøvede man febrilsk at gå i de andres fodspor. Det var virkelig underligt«.

Udsendt. Mads Silberg, 37 år under udsendelsen i første halvår af 2010, kaptajn og CIMIC-officer i Charliekompagniet.

Udsendt. Mads Silberg, 37 år under udsendelsen i første halvår af 2010, kaptajn og CIMIC-officer i Charliekompagniet.


En svær beslutning
På patruljen 21. februar 2010 var det lykkedes Mads Silberg og 3. deling at komme ned ad skråningen uden at blive ramt af en nedgravet sprængladning. Men spørgsmålet var nu, om danskerne i stedet blev angrebet direkte af Taleban.

Da soldaterne nærmede sig husene i landsbyen, kom endnu et tegn på et muligt snarligt angreb. Danskerne aflyttede Talebans radionet, og soldaterne fik meldinger om hektisk aktivitet på fjendens radioer.

Det kunne dog stadig være et trick. De afghanske oprørere vidste godt, at deres radioer blev aflyttet, så måske lod de bare, som om de ville angribe, for at skræmme danskerne. Det var sket før.

Under alle omstændigheder stolede delingen på, at den var godt forberedt efter mange måneders træning i Danmark, hvis det skulle komme til kamp.

Soldaterne nåede frem til de høje mure omkring husene. De tog ingen chancer og undgik indgangene. Selv om deres ærinde var at undersøge, om de skulle betale erstatning for tidligere kampskader, valgte danskerne alligevel at sprænge et stort hul i muren. De stak hovederne ind, og en urtehave åbenbarede sig ved huset.

En dør åbnedes. En skaldet mand kiggede ud og vinkede dem over til sig. Sammen med tolken gik Mads Silberg hen til ham. Manden sagde, at de skulle gå med ham ind i huset.

»Hvad fanden, skal jeg gå efter ham?«, tænkte Mads, mens han febrilsk forsøgte at vurdere situationen.

Han havde kun få sekunder til at beslutte sig. Manden var klippet skaldet og så meget velskuret ud af en afghansk bonde at være. Var han en selvmordsbomber, der var klar til at komme i martyrhimlen, når han fik lokket soldaterne ind i huset?

»Jeg skal ikke ind ad den dør, og det er der heller ikke andre, der skal«, konkluderede Mads Silberg.

Men så ombestemte han sig. Det handlede om at vinde de lokale afghaneres tillid. Han ræsonnerede, at han var nødt til at stole på den skaldede mand. Kaptajnen trådte ind ad døren.


Angreb
Der skete ikke noget. Ingen skjulte bomber.

Manden viste sig at være ejerens bror, som passede på huset, der var blevet gennemhullet under ildkampen for få dage siden. Mads Silberg tog billeder af skaderne og lovede, at danskerne ville betale erstatning.

Soldaterne gik videre langs husene. De mødte endnu en afghaner, som også havde skader på sit hus. Flere billeder blev taget, og Mads Silberg benyttede chancen til at snakke med bonden. Imens gik soldaterne i stilling rundt om stedet.

Pludselig kom den 26-årige delingsfører, Jonas Pløger, løbende hen til ham: »Er du ved at være færdig?«.

»Vi kan stoppe når som helst«, svarede Mads Silberg.

»Fint«, sagde delingsføreren og fortalte, at det fremgik af Talebans radiokommunikation, at oprørerne angreb om ét minut.

Det kunne stadig være fup, men danskerne gjorde klar til at flytte sig. Mads Silberg sagde hurtigt farvel til bonden, og delingen begyndte at trække sig væk.

Godt et minut senere faldt de første skud. Først fra den ene side. Så fra den anden side.

Beskudt bagfra
De smed sig ned og besvarede ilden. Fra højdedragene omkring den grønne zone fik de hjælp fra køretøjerne, der med tunge maskingeværer beskød de formodede Talebanstillinger. Desuden begyndte artilleriet og mortererne inde fra Armadillo at sende granater gennem luften mod fjenden.

Delingsføreren beordrede en tilbagetrækning fra området. En gruppe soldater løb forbi Mads Silberg. Men så lød et højt brag tæt ved de løbende soldater. Kun omkring 75 meter fra ham.

»Hvad fanden var det?«, tænkte Mads.

Hurtigt kom meldingen om, at der var fire sårede. Mads Silberg og hans gruppe blev sendt hen for at gå i stilling omkring de sårede, mens de blev behandlet. Kuglerne fløj om benene på dem, mens de løb hen mod de sårede.

Mads Silberg var med på det sidste hold på Armadillo-basen i Afghanistan. Kilde: Politiken.tv

Som Mads Silberg formulerer det i dag: »Jeg løb lige forbi de sårede og gik i stilling. Jeg nåede at se, at der lå fire mand og blødte. Forbindingerne var allerede gennemvædet af blod. Det var surrealistisk«.

De blev stadig beskudt og besvarede ilden knælende på jorden, da et lavt dige forhindrede dem i at skyde liggende.

Det var rart, at der ikke blev set ned på en, hvis man græd.

Danskernes maskingeværskytte reagerede instinktivt. På trods af faren rejste han sig helt op og skød fra hoften med maskingeværet. Mads Silberg fik dog hurtigt andet at tænke på. Han kastede et hastigt blik bagud og så opspring fra kugler, der ramte jorden.

Med ét gik det op for ham: »Vi bliver også beskudt bagfra«.

Den sidste vilje
Mads Silberg skrev ikke sit testamente alene. Ord for ord nedfældede han det sammen med sin kone ved det lyse køkkenbord i rækkehuset ved Solrød Strand. Kun få uger før han lå på marken ved Armadillo 5.000 kilometer væk og var i ildkamp.

Alle de soldater, der skulle til Afghanistan, fik udleveret et standarddokument med overskriften ’Min sidste vilje’. Her noterede Mads Silberg sammen med konen, hvordan begravelsen skulle forløbe, hvis han blev dræbt. Hvem der skulle bære kisten, og hvilken musik der skulle spilles.

Nummeret ’You’re Gorgeous’ fra det britiske band Babybird skulle spilles til begravelsen, var Mads Silbergs ønske. Som en kærlighedserklæring til hans kone.

Begge syntes, at det var ubehageligt at skrive testamentet. Men det skulle gøres. Alligevel snakkede de ikke meget om hans kommende udsendelse til Afghanistan. Hun var mildt sagt ikke begejstret. Det skulle bare overstås, og hun håbede bare det bedste. At hun ville få en sund og rask mand hjem efter seks måneder i Helmandprovinsen.

Det var en mandag, han skulle rejse. 1. februar 2010. Men bussen, der samlede soldaterne op, kørte først om eftermiddagen fra Høje Taastrup Station.

Om morgenen gik to af deres drenge i skole, mens den yngste dreng blev hjemme fra børnehaven. En mand fra et gardinfirma kom for at måle op til gardiner. Da drengene kom hjem, gjorde de klar til at følge ham til Høje Taastrup.

Mads Silberg forsøgte at gøre den sidste dag hjemme så normal som muligt: »Jeg havde ikke noget behov for at fortælle børnene de store røverhistorier. Der var ingen grund til at udpensle, hvad jeg skulle ned til«.

Ved stationen kom bussen og hentede ham og andre soldater. Først her, da han vinkede farvel til familien, gik alvoren op for ham.

»Tænk, hvis jeg aldrig ser dem igen«, tænkte han.


Stolt af uniformen
Så længe han kunne huske, havde Mads Silberg villet være soldat. Hans far havde været FN-soldat på Cypern, og som barn elskede Mads at kigge i faderens fotoalbum fra tiden som soldat. Han kastede sig over krigstegneserier og legede krig, så ofte han kunne.

Som 18-årig gik han ind i hjemmeværnet, og som værnepligtig var han rekrut ved Dronningens Livregiment. Som sergent havde han sin første internationale udsendelse til Kroatien i midten af 1990’erne. Senere var han i Kosova, og han gennemførte det særligt hårde patruljekursus ved jægerkorpset.

I 2009 begyndte han at forberede sig til at blive udsendt til Afghanistan. Hans forventninger var store. Danskernes hårde kampe i Helmandprovinsen var noget helt andet end hans mere fredelige udsendelser til Balkan, og beretninger fra tidligere udsendte officerer havde gjort indtryk på Mads Silberg.

»De drenge gjorde en stolt af at gå i uniform. Det var offensiv krig, og det kunne vi danskere altså også finde ud af. Det er jo egentlig underligt at være soldat. Det er død og ødelæggelse. Man skal kunne krigshåndværket, og det er i yderste konsekvens at tage andre menneskers liv«, fortæller Mads Silberg.

Men det var også en test, følte han:

»Hvordan ville jeg reagere, hvis jeg kom ud i den yderste situation? Hvordan føles det? Det tror jeg, alle soldater tænker over. Det var utroligt spændende og dragende, men samtidig også frastødende, og jeg var jo ikke interesseret i at dø eller komme til skade. Jeg har kone og børn, så jeg skammede mig også over at være draget af det. Jeg følte, at jeg svigtede dem«.

Han havde en særlig funktion som CIMIC-officer, der står for den civilmilitære indsats og kontakten til de lokale afghanere. Han skulle vinde ’hearts and minds’ ved at hjælpe dem med projekter som brønde og skoler.

Han fik at vide af sin chef, at han skulle indsættes der, hvor det var mest krævende. Derfor skulle han sammen med en CIMIC-befalingsmand udstationeres i Armadillo for at gå patruljer og sammen med sin tolk snakke med de lokale:

»Jeg skulle være vores øjne og ører ude i området. Som officer følte jeg også, at jeg skulle være foregangsmand for de unge drenge i kompagniet. Det nytter ikke, at man viser, at man bliver stresset og bange for at blive skudt eller træde på en vejsidebombe. Jeg skulle vise overskud«.

Militært symbol
Da Mads Silberg og hold 9 blev sendt til Afghanistan i februar 2010, havde der i over et halvt år været heftige diskussioner i militærledelsen om Armadillo. Og der havde været store frustrationer blandt de menige soldater på det forrige hold 8, fordi danskerne var blevet omringet af Taleban.

Spørgsmålet var allerede på det tidspunkt, om det var nytteløst at forsøge at holde den farlige, fremskudte base. Og om det var omkostningerne værd i forhold til de mange sårede og dræbte. Men der var mange forskellige interesser i forhold til basen.

Armadillo var blevet symbolet på den militære dansk triumf i Afghanistan efter en historisk offensiv op igennem floddalen nord for byen Gereshk i efteråret 2007. Ikke bare internt i forsvaret, men også hos de politikere og den del af befolkningen, der interesserede sig for krigen, stod Armadillo som et vartegn for den nye militære indsats: offensiv krig, danske sejre, tab og heltemod.

Under kampene i 2007 blev major Anders Storrud hårdt såret og døde kort efter. I dag omtales han som nyere tids største danske militærhelt, og en officersklasse på Hærens Officersskole er blevet opkaldt efter ham.

Som et led i offensiven havde Anders Storrud udpeget et sted oppe ad Helmandfloden, hvor der fra et højt punkt på flodens vestlige side var frit udsyn fra den ene side af floddalen til den anden. Ovre på flodens østlige bred lå der allerede en mindre britisk base kaldet Gibraltar.

Hvis danskerne etablerede en base, og den britiske base Gibraltar på den anden side af floden blev udbygget, ville der være sat en ’ prop i hullet’. På den måde regnede den danske bataljon med, at man kunne forhindre Taleban i at trænge ned i dalen og skabe usikkerhed for de flere end 50.000 indbyggere i Gereshk.

Det var som at lege ’jorden er giftig’ på den rigtigt farlige måde.

De danske soldater fortsatte mod målet efter majorens død, og basen blev officielt indviet 2. februar 2008 – og kaldt Armadillo efter Storruds lykkedyr, det amerikanske bæltedyr.

De to baser var også afgørende brikker i en plan om senere at avancere længere nordpå og overtage kontrollen med hele floddalen op til dæmningen i Kajaki, hvor der allerede befandt sig britiske soldater.

Strømmen fra vandkraftværket skulle elektrificere dele af det sydlige Afghanistan, så den internationale koalition og præsident Hamid Karzais regering kunne vinde de lokale afghaneres tillid ved at vise konkrete resultater med betydning for deres hverdag.

Udsendt. Alf Olsen,  23 år under udsendelsen   i første halvår af 2010, konstabel og radiomand  i Charliekompagniets 3. deling. Foto: Lærke Posselt

Udsendt. Alf Olsen, 23 år under udsendelsen i første halvår af 2010, konstabel og radiomand i Charliekompagniets 3. deling. Foto: Lærke Posselt


Ville beskytte byerne
Men i foråret og forsommeren 2009 ændrede USA, Storbritannien og Nato strategi i Afghanistan. Det fik afgørende betydning for det danske område.

Nu skulle der fokuseres på landets befolkede områder. Soldaterne skulle ikke længere kæmpe i øde landområder uden chance for at kunne bevare kontrollen med det erobrede land.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Indsatsen skulle koncentreres ved byerne og de tættest befolkede områder ved Helmandfloden, og det var ikke i dalen nord for Gereshk, hvor der kun levede nogle få tusinde bønder, som især dyrkede opiumsvalmuer.

Derfor besluttede briterne at lukke basen Gibraltar i sommeren 2009, hvilket var en lettelse for dem. Hver gang de 160 britiske soldater gik på patrulje fra basen, blev de angrebet, og området var gennemmineret med vejsidebomber. De britiske soldater havde derfor givet basen Gibraltar et nyt navn: Porten til helvede. Alene i sommeren 2008 blev 5 britiske soldater dræbt, 14 alvorligt såret og 30 andre lettere såret.

Men danskerne fastholdt Armadillo på den anden side af floden.

Ifølge den daværende forsvarschef, Tim Sloth Jørgensen, ville den øverste britiske militære ledelse ellers allerede i forsommeren 2009 have danskerne til at lukke Armadillo. Det fortalte han i april 2012 i bogen ’ Et land i krig’. Briternes idé var, at de danske soldater kunne flyttes ned mod Gereshk som et led i den nye strategi.

Tim Sloth Jørgensen ønskede dog ikke at lukke basen, fordi han mente, at den stadig havde en militærfaglig betydning. Men der var også en anden grund. I ’Et land i krig’ forklarede han, at basen også havde en særlig symbolsk betydning i Danmark:

»Efter min mening ville det blive opfattet som et nederlag. Ikke at vi så havde tabt krigen, men set i det mikrokosmos ville det være et nederlag. Det var svært at fremstille det som noget positivt, selv om det var en del af en ny, samlet strategi. Personligt var jeg meget ked af, at Armadillo måske skulle lukkes. Der var noget mytisk omkring basen. Navnet og fortællingerne om kampen. Hvad ville de pårørende sige, hvis vi lukkede den? Havde det så været forgæves, at soldater havde givet deres liv for at komme derop?«.

Politisk beslutning
Ifølge Tim Sloth Jørgensen havde den øverste britiske militærledelse respekt for de følelsesmæssige argumenter fra Danmark. Resultatet blev et kompromis, så den danske bataljon i sommeren 2009 fik to hovedopgaver. Armadillo i nord skulle bevares, men danskerne skulle også koncentrere så mange soldater som muligt sydpå.

Den tidligere forsvarschef sagde også til Politiken, at daværende forsvarsminister Søren Gade (V) godkendte beslutningen om at opretholde Armadillo: »Sådan en sag som denne her skulle afstemmes politisk. Det var ikke en militær beslutning, om Danmark skulle trække sig tilbage eller ikke trække sig tilbage. Vi gav et militært input, men i sidste ende var det en politisk beslutning«.

Diskussionen mellem Tim Sloth Jørgensen og Søren Gade foregik blandt andet på et møde 2. juni 2009 i Forsvarsministeriet, hvor også forsvarsstabschef Bjørn Bisserup, departementschef Lars Findsen og chefen for ministersekretariatet deltog.

Men Søren Gade afviste, at der blev truffet en beslutning om at bevare Armadillo af politiske grunde.

»Jeg har også i denne her sag fulgt de anbefalinger, der kom fra den daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen«, sagde ministeren i april i år til TV 2 Nyhederne.

Søren Gade sagde, at der lå »optegnelser eller et referat fra det møde«, der kunne vise, at det var en militærfaglig beslutning. Men ifølge forsvarsledelsen eksisterer der ikke et egentligt referat af mødet, og der findes heller ikke andre dokumenter, som kan belyse de afgørende diskussioner om den omstridte base i sommeren 2009 mellem forsvarsledelsen og Søren Gade samt den britiske militærledelse i London.

Tim Sloth Jørgensen fastholdt sine udtalelser. Derfor var det hans ord mod Søren Gades ord.

Uanset hvem der har ret, kan det slås fast, at Armadillos eksistensberettigelse allerede var til debat i den øverste militære ledelse og i Forsvarsministeriet i forsommeren 2009. Omkring ni måneder før, at kaptajn Mads Silberg og de andre soldater i kompagniet fra hold 9 blev sendt til Armadillo i februar 2010.

Udsendt. Nicolai Sørensen,  25 år under udsendelsen  i første halvår af 2010, sergent i Charliekompagniets 3. deling. Foto: Lærke Posselt

Udsendt. Nicolai Sørensen, 25 år under udsendelsen i første halvår af 2010, sergent i Charliekompagniets 3. deling. Foto: Lærke Posselt


Hjalp briterne
Men også ledelsen for det hold soldater, der var i Afghanistan, før Mads Silberg og de andre soldater landede i landet, havde overvejet en lukning af den farlige Armadillobase.

Hold 8 kom til Afghanistan i efteråret 2009, da danskerne havde flyttet soldater ned sydpå til området ved Gereshk, hvor de skulle støtte britiske troppers offensiv mod Taleban. Dermed var danskerne fanget i et dilemma.

»Med de styrker, vi havde tilbage, kunne vi ikke kontrollere området mod nordøst op til Armadillo. Derfor drøftede vi flere gange med briterne, om basen kunne lukkes«, har stabschef på hold 8, Brian Nissen, fortalt Politiken.

Men under de lokale forhandlinger med den britiske ledelse i Helmand blev det ifølge Brian Nissen klart, at den lokale britiske hærledelse i Helmand ikke ønskede en lukning af Armadillo. Den militærfaglige begrundelse fra briterne var blandt andet, at den britiske enhed havde tre kanoner og nogle raketbatterier i lejren, som støttede Nato-styrkerne i området.

»For vores vedkommende endte det med, at vi aldrig sendte en formel henvendelse til briterne om at lukke Armadillo«, siger major Brian Nissen.

Til gengæld betød det, at kun få soldater blev tilbage til at holde vagt på basen, mens hovedparten af den danske styrke på omkring 700 soldater hjalp briterne omkring byerne Gereshk og Lashkar Gar.

Omringet af vejsidebomber
Hold 8 endte med at opgive næsten alle patruljer fra Armadillo og de andre baser i dalen nord for Gereshk og koncentrerede sig i stedet om at bevogte de isolerede baser. Det gjorde det muligt for Taleban at forstærke oprørernes indflydelse i dalen og at lægge vejsidebomber omkring Armadillo.

Selv om der kun var omkring 15 kilometer i fugleflugtslinje til danskernes hovedbase Camp Price, blev det også stadig farligere at køre forsyninger og soldater frem til Armadillo. Turene tog ofte op til seks timer, fordi konvojerne kørte langsomt og ikke den lige vej. Ruten blev ændret fra gang til gang for at undgå vejsidebomber og angreb fra Taleban.

Tit kørte en mineplov forrest i konvojen. Ploven var monteret foran på en kampvogn, der pløjede alle sprængladninger op og detonerede dem. Bag mineploven kunne de andre køretøjer komme frem i det dybe, bløde spor. Men danskerne havde kun én plov, og den var ofte til reparation, fordi den var blevet slået skæv af en eksploderende bombe.

Som en sidste handling oprettede danske soldater fra hold 8 og britiske styrker to nye baser i dalen syd for Armadillo, der skulle danne en ny linje hen over floden. Den ene base blev dog opgivet efter tre uger. Den forventede afghanske forstærkning udeblev, og danskerne var slidte.

»Da vi i længden ikke ville kunne holde den, var vi nødt til at efterlade den. Vi smuttede midt om natten og tog alt det med, som vi kunne bære«, fortæller Alf Olsen, der var soldat på basen, og som fortsatte på hold 9 i 3. deling med Jonas Pløger som delingsfører.

Ifølge bataljonsledelsen skulle Armadillo nu hovedsagelig tjene som en slags ’bølgebryder’, der skulle genere Taleban.

Det var i den situation, at Hold 9 kom til Armadillo i februar 2010. Taleban opererede stort set lige uden for porten, og de lokale afghanere havde mistet tiltroen til, at danskerne og de andre internationale styrker kunne beskytte dem.

Ville stoppe blødninger
Da kaptajn Mads Silberg under ildkampen 21. februar 2010 opdagede, at de blev beskudt både forfra og bagfra, gik det op for ham, at de ikke havde andre steder at gå i dækning. De kunne kun håbe det bedste, mens de fire sårede fik behandling.

Den 20-årige Dennis Montagnini var i gang med at stoppe blødningerne. Som en af sanitetsmændene i delingen var det hans opgave at yde førstehjælp. Men egentlig var han ikke i nærheden af den gruppe, der blev ramt, da ildkampen brød ud.

Da de blev beskudt, havde han kastet sig ned på jorden sammen med sin egen gruppe. Så hørte de det høje brag, og der udbrød forvirring.

Dennis Montagnini blev kaldt op på radioen af sin gruppefører: »Vi har fire sårede ovre i den anden gruppe. Du skal ikke ligge her og kede dig«.

Så løb han hen over marken over mod de sårede. Han kunne høre, at der blev skudt, men det var først bagefter, at han fik at vide, at han var målet. De andre så, at små skyer af jord stod op, hvor kuglerne landede omkring hans ben, mens han løb.

Da Dennis Montagnini nåede frem, så han, at en af de sårede allerede var langt væk i øjnene. Han forsøgte at stoppe blødningen ved at stoppe bind ned i hullet og lægge et tryk på forbindingen med fingrene. Imens gik en anden sanitetsmand i gang med en anden såret soldat.

Dennis Montagnini konstaterede, at soldaten havde en splint i armen, der var gået ud af skulderen. Som han udtrykker det i dag:

»Det var ikke noget stort hul. Men vi fik senere at vide, at den store pulsåre i armhulen var revet over, så det var derfor, at han blødte så meget. Han havde det ikke særlig godt og var på vej til at gå i chok. Vi gav ham en sprøjte morfin og forsøgte at stoppe blødningen fra hullet«.

Han kendte godt den sårede, fordi de havde været værnepligtige sammen. Men der var ikke plads til følelser. Det handlede om at redde liv.

Allerede inden ildkampen havde delingens næstkommanderende, 25-årige Nicolai Sørensen, forberedt sig på, at der kunne komme sårede. Han fik en soldat til at afsøge et område med en minesøger, så der var en sikker landingsplads til en helikopter, der kunne hente sårede soldater.

Pludselig blev der råbt i radioen: »1A er nede«. Der var en såret i 1. gruppe. Han nåede at tænke »fuck« et par gange. Som næstkommanderende var det hans opgave at koordinere hjælpen til sårede. Sammen med signalmanden løb han af sted mod den ramte gruppe.

Da han forpustet nåede frem, mødte der ham et overraskende syn. Der var flere sårede. Tre lå ned og blev behandlet, mens en stavrede hen imod ham med blod ned ad armen. I første omgang troede Nicolai Sørensen, at soldaten kun havde en mindre skade, og han bad signalmanden om at tilse ham, mens han fik et overblik over de tilskadekomne.

Men det var langt værre. Næste gang han kiggede sig over skulderen, lå soldaten ned og havde fået blotlagt et stort sår på overarmen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Under førstehjælpsuddannelsen hjemme i Danmark var Nicolai Sørensen blevet præsenteret for forskellige typer sår, og det havde han svært ved. Han kunne mærke et fysisk ubehag. Men det skete ikke, da det blev virkelighed.

Udsendt. Dennis Montagnini,   20 år under udsendelsen  i første halvår af 2010, konstabel og sanitetsmand i Charliekompagniets 3. deling. Foto: Lærke Posselt

Udsendt. Dennis Montagnini, 20 år under udsendelsen i første halvår af 2010, konstabel og sanitetsmand i Charliekompagniets 3. deling. Foto: Lærke Posselt


Reddede et liv
»Jeg udelukkede fuldstændig alle sanseindtryk. Ikke langt fra mig lå en soldat og skød med en skulderbåren dysekanon, der affyrer store granater. Men jeg hørte det ikke, og flere signaler på min radio lagde jeg ikke mærke til, fordi jeg var fuldstændig fokuseret på at samle data på de sårede, så jeg kunne stikke en melding sammen og få iværksat en evakuering«, fortæller Nicolai Sørensen.

Mens Dennis Montagnini, signalmanden og de andre tog sig af de sårede, kaldte Nicolai Sørensen over radioen efter en helikopter. Han kunne konstatere, at alle fire sårede havde fragmentskader. Han fik en melding om, at helikopteren var fremme om fem minutter. Samtidig ophørte skydningen.

De fik båret de sårede frem til landingspladsen. Larmen fra helikopternes rotorer kunne høres i det fjerne, og snart fløj to Apache-kamphelikoptere lavt ind over området og cirklede hen over dem. Kort efter dukkede den store Chinook-redningshelikopter op hen over en bakketop i meget lav højde og landede. Hurtigt blev de sårede båret om bord.

»Da helikopteren lettede, lå jeg et øjeblik og kiggede op i himlen og lige trak vejret. Da kunne jeg mærke nogle tårer, der trængte sig på, men jeg græd ikke. Det kunne jeg ikke få mig selv til«, fortæller Nicolai Sørensen.

Men flere soldater i delingen holdt ikke tårerne tilbage, da de kom tilbage til Armadillo. Dennis Montagnini var en af dem.

»Da vi kom ind i lejren, var der en mærkelig stemning. Folk brød sammen og begyndte at komme ud med deres følelser. De kunne ikke græde, da de lå ude i marken, men nu kunne de slappe af. Alle syntes, at det var hårdt, at der var så mange sårede allerede på anden patrulje. Jeg græd også. Det er tæt på, når man er sygehjælper. Vi skulle jo røre ved de sårede. Det var rart, at der ikke blev set ned på en, hvis man græd«, fortæller Dennis Montagnini.

Det viste sig senere, at han havde reddet den sårede soldats liv, fordi han havde stoppet den kraftige blødning. Hans indsats førte til, at han blev tildelt Forsvarets Medalje for Fremragende Tjeneste.

Det blev hurtigt klart, at eksplosionen, der førte til fragmentskaderne, kom fra en mortergranat affyret fra lejren i Armadillo. En teknisk fejl havde ført til, at granaten landede forkert. Heldigvis overlevede alle de sårede.

Kompagniet havde kun gået patrulje i området i en uge. Og det skulle blive endnu værre.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden