Fodtøj. En af kvinderne på bordellet har smidt sine sko.
Foto: Mie Brinkmann

Fodtøj. En af kvinderne på bordellet har smidt sine sko.

Danmark

Prolog til artikelserie: Den falske alfons

Jeg ville have et job på et bordel for at blive klogere på, hvem kvinderne er. Det startede skidt.

Danmark

Manden står lænet op ad porten til gården og tjekker sin mobil. Han er lavstammet og karseklippet, et sted mellem 35 og 40 år.

Her står de tit, mændene, inden de går ind på bordellet. Ryger cigaretter, skriver beskeder og kigger på bilerne, der kører forbi. Den karseklippede venter i ti minutter, så ringer han på døren. Et kvarter senere står han på gaden igen.

Nu er det min tur. Udefra ligner bordellet en overdimensioneret garage. Under dørklokken hænger et skilt:

»Sex is one of the most beautiful, wholesome and natural things that money can buy«. Jeg når at læse det tre gange og tror stadig ikke helt på budskabet, da en ældre kvinde med lang mørklilla hestehale og h-skålsbryster åbner døren.

I modsætning til manden vil jeg ikke købe noget - jeg vil have et job.

Hestehalen Jeg er journalist og vil vide, hvorfor unge kvinder, som på mange punkter ligner mig, dyrker sex for penge. Jeg vil vide, hvad slags mænd de går i seng med, og hvad de får ud af det. Jeg vil være en del af hverdagen på bordellet, og jeg vil skrive om det.

Alt dét når jeg ikke at sige til hestehalen, før hun lukker mig ind og låser døren bag mig.

»Det er sidste dør til højre. Han venter«, siger hun. Intet andet. Jeg går ned ad gangen. Nervøsiteten har bygget hule i min mave.

Bag sidste dør til højre venter en rund Ikea-seng og en pæn ældre svensker i bare tæer. 55 år måske, med en kropsholdning, der sladrer om et liv ved skrivebordet. Vi giver hånd, og jeg sætter mig på sengen, som fylder det meste af værelset.

Svenskeren har taget den eneste stol i rummet, men han vil egentlig hellere sidde ved siden af mig på sengen. Han vil faktisk gerne sidde meget tæt. Vi kigger lidt på hinanden. Hans lår rører ved mine.

»Du ved godt, hvorfor jeg er her, ikke?«, spørger jeg.

»Jah...«, svarer han langtrukkent. Jeg kan mærke hans ånde i mit ansigt.

Misforstået mission

Fem minutter senere er den mørklilla hestehale lige ved at smide mig ud igen.

Strengt taget har jeg ikke gjort andet end at fortælle svenskeren om den artikelserie, jeg vil skrive. Jeg vil have et job som telefondame for at komme tæt på kvinderne og kunderne, jeg vil prøve at forstå dem.

Svenskeren siger ikke noget. I stedet presser han sine i forvejen smalle læber sammen til en streg, tager en højlydt indånding og anlægger et lettere panisk ansigtsudtryk.

Uheldigvis tror både hestehalen og svenskeren med fodfetishen, at jeg er den escortpige, manden har bestilt. Jeg tænker derimod, at han må være bordellets åbenlyst excentriske ejer. Misforståelsen bliver opklaret, da jeg står i husets mørke gang og kigger rådvild på den lukkede, sidste dør til højre. Damen med hestehalen har smækket mig ude og forsøger at tale svenskeren til ro igen.

Fra naboværelset kan jeg høre en kvinde fnise. Hun ligger på en sandfarvet fire-mands sofa, og kun hovedet stikker ud fra den lyserøde dyne med bamsemønstret.

LÆS OGSÅ

»Jeg tænkte nok, at det ikke er dig, der er escortpigen. Du ligner alt for meget naboens datter«, konstaterer hun og forklarer, at bordellet lejer værelser ud til to af byens escortbureauer.

»Så svenskeren, han er ikke alfonsen?«.

Den mørklødede pige slår en truckerlatter op.

»Nej, det er en kvinde, der styrer stedet her. Sådan er det næsten overalt«.

Hun rækker hånden frem. »Jeg er Adriana. Kom ind og sæt dig«.

Følg med den næste uge på politiken.dk, hvor vi følger livet på massageklinikken.

LÆS KAPITEL 1

Gå på opdagelse på klinikken på politiken.dks temasite.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce