Politiken lancerer nyt historiemagasinLæs mere

Foto: DRESLING JENS
Danmark

Studerende undrer sig over afvisning: »Jihad er et dårligt dæknavn«

Trykkefrihedsselskabet undrer sig også: Hvorfor skal vi selv vurdere deltagerne?

Danmark

Den studerende Jihad Taha er forundret over, at Trykkefrihedsselskabet på grund af hans fornavn 'Jihad' har udelukket ham fra at deltage i et debatmøde om ytringsfrihed, som afholdes i morgen på Christiansborg.

Det er medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse Torben Mark Pedersen, der står for det praktiske omkring deltagere til mødet. Han har fortalt, at navnet 'Jihad' fik alarmklokkerne til at ringe, da han læste tilmeldingen fra Jihad Taha. Men den 20-årige Jihad Taha, der læser samfundsvidenskab på RUC, kan slet ikke få det argument til at give mening.

»Hvis jeg nu skulle vælge et dæknavn, så ville jeg aldrig vælge 'Jihad', der i en dansk kontekst bliver set som voldeligt og sættes i forbindelse med terror. Det giver ingen mening at bruge et af de mest ekstreme navne som dæknavn. 'Jihad' er et dårligt dæknavn. Hvis jeg nu havde onde hensigter - og det har jeg altså ikke - så ville jeg nok vælge et almindeligt dansk navn som dæknavn. Ole eller Bente måske«, siger Jihad Taha.

Hvis jeg nu havde onde hensigter - og det har jeg altså ikke - så ville jeg nok vælge et almindeligt dansk navn som dæknavn. Ole eller Bente måske

Trykkefrihedsselskabet afholder i morgen debatmøde om ytringsfrihed i Landstingssalen på Christiansborg, hvor Lars Hedegaard vil vise sig for offentligheden for første gang, siden han blev forsøgt skudt ved sin bopæl 5. februar.

Selskabet mener, at angrebet på den kontroversielle islamkritiker er endnu et eksempel på, at ytringsfriheden er under pres, og derfor skal politikere, debattører og redaktører på debatmødet diskutere, hvordan ytringsfriheden i Danmark styrkes.

Det møde ville Jihad Taha gerne deltage i og tilmeldte sig derfor på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside og betalte de 50 kroner i gebyr for en plads i salen.

»Jeg arbejder som frivillig og forsøger blandt andet at nedbryde fordomme. Jeg håbede på at kunne sidde i salen og høre nogle talere sige, at vi skulle lægge stridighederne bag os og se fremad«, siger Jihad Taha, der er frivillig i Red Barnet Ungdom og netop er blevet optaget i Hjemmeværnet.

Han ville også gerne have været soldat, fordi det er en hård uddannelse, hvor man bliver testet til det yderste. Han trak frinummer, måtte vente et år på at komme ind og valgte i stedet at søge ind på RUC. Sidste år skrev han projekt om, hvorfor den nuværende regering fører samme skattepolitik som den foregående.

»Det skyldes blandt andet embedsmændenes magt«, forklarer Jihad Taha, der lige nu skriver projekt om Egypten efter det arabiske forår.

Hans far er palæstinenser, hans mor er egypter, selv har han dansk pas og betragter sig som dansker. Om sit fornavn siger han:

»Jeg er glad for det navn, fordi det betyder 'at stræbe efter det, man elsker'. Det prøver jeg også i mit liv. Hvis man ser det ud fra en religiøs kontekst, så handler det om at forsvare sin Gud, og der er så ekstremister, som har overfortolket det«, siger Jihad Taha, der ikke går i moske, men engang imellem beder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Du har et citat på din Facebook: »I don't care if I fall as long as someone else picks up my gun and keeps on shooting«. Det har Torben Mark Pedersen fra Trykkefrihedsselskabet læst, og det er den anden grund til, at du ikke må deltage i mødet. Hvorfor har du skrevet citatet?

»Det er mange år siden, og jeg kan ikke helt huske, hvorfor jeg skrev det. Men for mig har det aldrig handlet om at skyde og gøre andre fortræd, men om at man skal kæmpe for det, man tror på. På en civiliseret måde, med dialog. For at løse problemer skal vi lytte til hinandens synspunkter og komme frem til noget, vi er enige om. Men jeg har altså aldrig haft et gevær i min hånd«, siger Jihad Taha.

Citatet er fra Che Guevara, og han brugte jo vold til at fremme sine synspunkter?

»Ja, men det kunne jeg aldrig finde på«.

Næstformand i Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm har det skidt over, at debatmødet om ytringsfrihed er blevet til en sag om en udelukkelse af en bestemt deltager. Hun siger, at det er vigtigt at forstå, at selskabets bestyrelsesmedlemmer efter angrebet på formanden Lars Hedegaard er nervøse for, hvad der kan ske, hvis en person med onde hensigter deltager i mødet.

Politiets Efterretningstjeneste står for sikkerheden omkring Lars Hedegaard. Hvorfor er det så ikke deres opgave at vurdere deltagerne til vores debatmøde? Så havde vi formentlig kunnet undgå det her

Men hun undrer sig samtidig over, at det er Trykkefrihedsselskabet selv, som skal sidde og træffe beslutning om, hvem der må deltage, og hvem der ikke må deltage. Selskabet har ingen mulighed for at efterforske personer, de er usikre på, og så ender det med at blive en fornemmelse, et navn eller lignende, som kaster et afslag af sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Politiets Efterretningstjeneste står for sikkerheden omkring Lars Hedegaard. Hvorfor er det så ikke deres opgave at vurdere deltagerne til vores debatmøde? Så havde vi formentlig kunnet undgå det her«, siger hun og fortsætter:

»Jeg synes, vi bliver sat i en ubehagelig situation, når vi skal træffe beslutningen selv. Så ender vi i den her situation, hvor alle anklager os for at begrænse ytringsfriheden, og det er overhovedet ikke vores hensigt. Det havde været bedre, hvis der lå en iskold sikkerhedsvurdering fra PET bag, hvem der kan deltage«, siger Katrine Winkel Holm.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce