Foto: JACOB EHRBAHN
Danmark

Amys adoptivforældre: Man kan ikke bare tage nogle andre menneskers barn             

For første gang står Amys adoptivforældre nu frem og fortæller deres version af historien om den tvangsflyttede pige.

Danmark

I et helt almindeligt parcelhus i udkanten af Næstved bor Kenneth og Oxana Steen, som er adoptivforældre til Amy, hvis historie Politiken de seneste uger har beskrevet.

I det pæne og hyggelige hjem står kaffebordet dækket, for nu er mediestormen blevet så voldsom, at de to har besluttet at stå frem og fortælle deres version af historien – selv om de gerne havde undgået det, for Amys skyld.

Drømmen blev til mareridt
Oxana er 37 år og cand.mag. og ph.d. i dansk og russisk, Kenneth er 49 og civilingeniør med eget firma, og de har været gift i 12 år. For tre år siden gik drømmen om at blive en familie i opfyldelse, da de hentede et søskendepar hjem fra Etiopien – men den drøm er nu forvandlet til et mareridt.

Det er primært adoptivfaderen Kenneth, der fortæller, suppleret af Oxana:

Hvorfor er det gået så galt med Amy?

»Lige fra vi hentede hende i Etiopien, får vi en alt for stor opgave at løse for en almindelig familie. Amy er meget ældre, end vi bliver oplyst, hun er vokset op med en fraværende og syg mor og har været på to forskellige børnehjem, hvor hun har måttet klare sig selv uden megen voksenkontakt«.

»Vi har forberedt os så godt som alle andre adoptanter, og i starten kæmper Amy selv også rigtig meget for at være i en familie. Men Amy har så mange svigt med i bagagen og er slet ikke vant til, at der er voksne omkring hende. Så snart vi begynder at sige, at nu er det et godt tidspunkt at gå i seng på, eller at de her sko ville være gode at have på, bliver det til kæmpe konflikter«.

»Alligevel går det faktisk ret godt. Hun går i skole, hun har gode veninder – og vi har mange gode dage derhjemme. Men vi har også dage, hvor det går helt skævt og ender i noget værre råberi. Vi arbejder hele tiden med det: Hvad gik galt lige dér? Hvordan undgår vi det fremover?«.

Et par flade og en undskyldning
»En dag, hvor vi har et af de der udbrud, kommer jeg i affekt til at give hende to flade på panden. Det er jeg selv chokeret over. Vi snakker det igennem, og en halv time senere er vi gode venner. Amy får en uforbeholden undskyldning«.

»Vi får ikke hjælp fra kommunen, selv om vi beder om det mange gange. Vi får kun rådgivningssamtaler med konsulenter fra en gratis rådgivningstjeneste for adoptivfamilier, PAS«.

»Vi mener på ingen måde, at problemerne er uoverskuelige. Vi får nogle samtaler hos PAS-konsulenten, både uden og sammen med Amy, og de forløber rigtig godt. Vi kan klare mange af de overordnede ting med hende – men vi mener alle, at der er brug for mere tæt vejledning, og foreslår ugentlige besøg af en familiekonsulent, og at Amy skal have psykologhjælp«.

»Men hjælpen kommer aldrig i gang, fordi der er ventetid, og inden da falder det hele fra hinanden. Det sker, en måned før vi skulle have startet med familiekonsulenten«.

Kunne I ikke bide tænderne sammen og holde ud bare en måned mere?

»Det er svært at sætte ord på, hvad der sker. Vi ville gøre det om 100 gange. Det var meget forkert, det vi gjorde, men vi havde ingen kræfter til at kæmpe til sidst. Amys voldsomme udbrud kom oftere og oftere, og hun afprøvede os konstant og blev mere og mere udadreagerende. Vi var begge fuldstændig nedslidte, og især for Oxana var det meget hårdt, da hun også kunne se, at Amys lillesøster begyndte at blive påvirket af det. Derfor beder vi kommunen om en frivillig anbringelse af Amy. Vi har lige siden forsøgt at få vores datter tilbage og gøre det godt igen«.

Klarsynet kommer tilbage
Hvor længe er I om at finde ud af, at I alligevel gerne vil beholde Amy?

»Cirka to måneder. Det krævede noget tid at få klarsynet tilbage, for vi havde helt mistet kontakten til vore følelser. Vi var fortvivlede og havde mange overvejelser om, hvad der var det bedste for Amy«.

»Derfor undersøger vi også mulighederne for videreadoption, men på vej hjem fra Statsforvaltningen ser vi hinanden i øjnene og siger: Ja, vi vil gerne – vi vil ikke sige farvel til Amy. Vi savner begge Amy meget, og vi vil gerne have hende tilbage til os«.

Hvorfor går der fire måneder, før I fortæller det til kommunen?

»Vi venter med at rette henvendelse, for vi vidste udmærket godt, at hvis hun kom tilbage, og vi alligevel ikke kunne rumme hende, så ville det være et endnu større svigt for Amy. Vi ville være 100 procent sikre på, at vi kunne klare det denne gang. For konflikterne og Amys afvisninger var reelle nok, og de ville komme igen. Konflikter om latterlige småting, om hvem der skulle bestemme, fordi hun ikke har været vant til, at der er voksne, som sætter regler og vejleder hende«.

Hvorfor tror I, at der slet ikke har været konflikter mellem Amy og plejefamilien?

»Forklaringen er, at hun afprøver først sine omgivelser, når hun ved, at det er der, hun skal være, og når hun begynder at føle noget. Plejefamilien har aldrig kunnet sige: Det er her, du skal være. Derfor afprøver hun dem heller ikke, men tilpasser sig overfladisk. Det kan lyde som et vildt postulat, men vi mener ikke, der er sket en tilknytning til plejeforældrene. Den er i hvert fald ti gange mindre, end de selv tror«.

Den etiopiske fortid
Der opstår en uenighed om Amys forhold til sin fortid – hvad går den ud på?

»Vi snakker helt naturligt med Amy om hendes fortid i Etiopien, men på et tidspunkt ønsker hun selv, at vi ikke skal tale om det, for hun vil godt være en rigtig familie og vores rigtige datter. Det er heller ikke normal praksis, at adoptivfamilien udveksler breve og har løbende kontakt til den biologiske familie«.

»Da vi så svigter hende, og hun kommer ud til plejefamilien, giver det 100 procent mening, at hun har behov for at søge tilbage til sin etiopiske fortid – og så fortæller hun, at det var forbudt at tale om Etiopien hos os. Straks starter plejefamilien bilen og kører ind til Danadopt, får breve fra hendes mor og ringer ned til den biologiske mor. De stiller tilmed Amy i udsigt, at de skal rejse derned til sommer og besøge den biologiske mor«.

»De gør det i den bedste mening, men man må også lige stikke fingeren i jorden og undersøge tingene. Det er ikke normalt, at der skal være løbende kontakt med den biologiske familie, for det er ikke godt for barnet, og det udelukker enhver form for tilknytning. Det svarer til at sige til adoptanter, at nu får du ikke et adoptivbarn, men i stedet et plejebarn. Og hvis det er betingelserne, vil man i det mindste gerne vide det på forhånd«.

Det har været ubeskriveligt hårdt at skulle læse om alt dette i medierne. Vi er ikke en voldelig familie, vi er helt almindelige mennesker og gode forældre.



»Amy oplever, at det er os, der forhindrer kontakten til den biologiske mor. Men ved at plejeforældrene etablerer denne kontakt, river de hende midt over følelsesmæssigt, fordi de ripper op i hendes stærke følelser for Etiopien igen. Hun har i forvejen svært ved at knytte sig til voksne og får faktisk sværere ved at danne stærke, vedvarende relationer i Danmark – og hun kan jo ikke bare være i venteposition her, til hun er 18 år og kan rejse tilbage«.

Opdigtede anklager om vold
Amy anklager jer for at have slået, skubbet, sparket og talt grimt til hende. Hvad siger I til det?

»Det har været ubeskriveligt hårdt at skulle læse om alt dette i medierne. Vi er ikke en voldelig familie, vi er helt almindelige mennesker og gode forældre. Vores datter har sagt en masse grimme ting om os. Vi forstår rigtig godt, hvorfor hun siger alt det, for vi har gjort det værste, man kunne gøre mod hende – vi har svigtet hende, præcis ligesom hendes biologiske mor gjorde«.

»Men problemet er, at hver gang hun fortæller de forfærdelige historier om os i plejefamilien, går de med på det hele, i stedet for at spørge til, om hun nu virkelig er sikker på, at det var sådan, det var. De forstår ikke at tolke hende, og de forstår ikke, at hun nogle gange fortæller noget, som ikke nødvendigvis er sandt, måske for at få opmærksomhed, og som man er nødt til at spørge ind til eller undersøge i stedet for bare at køre med på og tage alt for pålydende«.

»Derfor begynder plejefamilien på alle måder at modarbejde vores samvær med hende. Ved det første samværsmøde med Amy siger hun: »Jeg er sur på jer, fordi I har gemt brevene for mig, og nu har jeg fået nye forældre«, og så sidder plejefaren og nikker. Og engang, hvor Oxana omfavner Amy, går plejemoderen hen og griber ind og skubber hende væk med ordene: »Så stopper festen!«, selv om Amy ikke gør modstand. Det var vildt grænseoverskridende«.

Amy siger på et tidspunkt selv, at hun gerne vil se jer og besøge jer, hvis hun kan være sikker på at bo hos Hanne og Ole. Hvorfor duer den løsning ikke?

»Jeg forstår godt, at Amy er vred på os og bange for at komme tilbage og blive svigtet igen. Det giver fin mening, at hun vil træde ind i det med en fod først, komme lidt på besøg, uden at man laver aftaler, og i sit tempo. Det har jo hele tiden været vores drøm. Men umiddelbart efter beslutter kommunen, at hun ikke må blive hos plejefamilien. Det mener Amy er vores skyld, og dermed går situationen i hårdknude igen«.

De klarer flytningen rigtig godt
Bliver I inddraget i beslutningen om, at hun skal flyttes fra plejefamilien?

»I første omgang var det et kæmpe chok, da vi hørte, at kommunen ville flytte Amy til et opholdssted. Vi blev bange på Amys vegne og frygtede, at hun ville gå til grunde. Men efter al den modstand, plejeforældrene har haft over for, at vi skulle se Amy, meddeler vi kommunen, at hvis der ikke bliver lavet en plan for at få hende hjem til os, vil vi gerne støtte op om, at hun kommer et andet sted hen, hvor der er bedre muligheder for, at vi kan få samvær med hende og igen begynde at opbygge en relation til vores datter«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorfor bliver flytningen så dramatisk til sidst?

»Det er alene plejeforældrenes skyld. Beslutningen er jo truffet, hun skal af sted – og deres opgave er at støtte op om det, så det foregår så mildt som muligt. Det kan de kun gøre ved at sige, at nu er det besluttet, og det skal nok blive godt det nye sted. De fik også tilbudt at se stedet inden flytningen, men det blev ikke til noget. Man kan ikke stå og sige, at vi er uenige, og dermed hive i hende og opfordre hende til at gøre modstand – det er helt forkert«.

Der er ikke nogen, det smerter mere end os at se de billeder - men hvilke andre muligheder havde de?



Heller ikke, hvis de føler, at det er for at forsvare hendes tarv?

»Man kan ikke tage loven i egen hånd, og slet ikke på andres vegne. De er i et professionelt ansættelsesforhold, og når det ophører, kan man ikke bare vælge at fortsætte på egen hånd«.

De griber ikke fysisk ind, da kommunen henter Amy. Er det ikke Amy selv, der kæmper imod?

»De fylder huset med pressefolk. De siger til Amy: Du skal bare stritte imod, for der er ikke nogen, der kan komme og tage dig med fysisk magt. Du skal bare holde på din ret. Kommunen må tage derud fire gange, før det lykkes. Og så videofilmer de det«.

»Vi sagde flere gange til kommunen, at når I gør det, så gør det for guds skyld så skånsomt som overhovedet muligt – for det er jo vildt voldsomt for hende. Der er ikke nogen, det smerter mere end os at se de billeder – men hvilke andre muligheder havde de? De får en modstand derude, de aldrig har oplevet før. Under de betingelser synes vi faktisk, de klarer det rigtig godt«.

Voksne skal kunne bestemme
Er det ikke Amys ret, hvis hun virkelig ønsker at blive hos dem?

»Hun er jo et barn, og derfor er der stadig nogle ting, som voksne skal kunne varetage på vegne af hende. Vi mener, at en kommune kan placere børn der, hvor de mener, det er bedst. Det går ikke, at de mennesker, der er ansat til at passe på vores datter, involverer sig så følelsesmæssigt, at de agerer på egne vegne og nærmest betragter sig selv som Amys nye adoptivforældre. De mener måske, de gør det for Amys skyld, men de er bare blevet fanget følelsesmæssigt og er ikke gode nok til at tolke, hvad der er tilknytning, og hvad der er tilpasning. Så de ender med at komme til at gøre mere skade end gavn«.

Hvad skal der ske nu?

»Det bedste, der kan ske nu, er, at den plan, kommunen har sat i gang – langt om længe og alt for sent – bliver ført ud i livet. Den går ud på, at Amy skal være et sted, hvor der er varme, kærlige professionelle mennesker, som også forstår de vanskeligheder, hun har, og kan hjælpe hende på den rigtige måde, for at hun kan begynde at udvikle sig«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvor meget skal man have lov at skade vores familie? Vi kommer længere og længere væk fra vores datter.



»De skal hjælpe hende til at komme af med den vrede og skyldfølelse, hun har omkring det svigt, vi har givet hende. Hun tror jo, vi elsker hendes lillesøster højere end hende. Hun har en ubearbejdet følelse af, at hun nok ikke var god nok, og det gør det svært for hende at nærme sig os«.

Hvor lang tid tror I, det vil tage for jer at få Amys tillid tilbage?

»Det er svært at sige. Alt mellem tre måneder, et halvt eller et helt år, men det kræver de rette betingelser. Blandt andet at hun ikke skal have kontakt med plejefamilien, fordi hun har splittet sin verden så meget op, at hun ikke kan rumme begge dele. Alle kender den binding til plejefamilien, hun har, men det er også den, der hindrer hende i at knytte sig til andre. Plejeforældrene bekræfter hende i hendes håb om, at hun kommer tilbage til dem, og dette forhindrer opholdsstedet i at arbejde med Amy og gør det vanskeligt for Amy at falde til. Derfor er det synd for Amy at fortsætte ad den vej – det er bare at pine hende«.

Som kidnapper og gidsel
Hun er også stærkt forpint nu – hvorfor er hun det?

»Hun er kommet til et supergodt sted, hvor meningen var, at hun skulle have ro på for stille og roligt at åbne sig for dem. Hun skulle blandt andet være telefonfri den første måned, og derefter skulle vi komme derop forsigtigt og sige hej til hende – men det er jo gået helt galt, fordi plejeforældrene har instrueret hende i at gemme sin mobil i bh’en, så hun har haft sin telefon hele tiden«.

»Plejeforældrene ringer til hende dagligt og fortæller hende, at de nok skal få hende væk derfra. Vi fatter simpelthen ikke, hvad de har gang i. De tager vores barn som gidsel i deres sag mod kommunen, og det er dybt skadeligt for vores datter«.

Kan I slet ikke forestille jer en løsning, hvor plejeforældrene kan få lov at være i hendes liv?

»Hvis kidnapperen ikke vil slippe gidslet – skal vi så lave en plan, hvor kidnapperen bliver en del af gidslets liv? Eller skal vi sige: Jamen så behold da barnet. Det er jo selvtægt. Og det er ulovligt. Man kan ikke bare tage nogle andre menneskers barn. Det er fint, at de føler noget for hende, men det giver dem ikke ret til at tage hende. På den måde lever vi i et retssamfund – der er heller ikke nogen, der kan tage dine børn«.

»Vi er åbne for alle forslag, men ikke for, at nogle bare kan tage vores datter, fordi de har lyst til det – og slet ikke når de baserer det hele på en masse løgne. Hvor meget skal man have lov at skade vores familie? Vi kommer længere og længere væk fra vores datter«.

Hjem igen i Amys tempo
Hvorfor kan Amy ikke få lov at se sin lillesøster?

»Vi vil så gerne have, at børnene skulle ses, men under de eksisterende forhold er det svært. Amys lillesøster skal ikke ofres. Vi skal ikke ødelægge et helt normalt og velfungerende barn ved, at Amy på grund af sin vrede mod os siger ting til hende om os, som hun bliver ked af«.

»Vi er rigtigt kede af, at de ikke ser hinanden, for de er meget tæt på hinanden, og vi taler kun pænt om Amy til hendes søster, så hun bevarer de gode minder og gode tanker om sin storesøster. Og så snart det hele er tåleligt nok til, at vi alle kan være i samme rum, kan vi bringe dem sammen«.

Tror I, det er realistisk, at Amy kommer hjem og bor hos jer igen – og at I klarer konflikterne bedre næste gang efter alt det, der er sket i mellemtiden?

»Det ville være helt fantastisk, hvis Amy kom hjem til os igen. Men det skal ske i hendes tempo. Og ja, vi har lært af alt, der er sket, og mener godt, vi kan klare det meget bedre nu. Og indtil hun kommer tilbage, ønsker vi, at hun er et sted, hvor hun har det godt, og hvor hun kan udvikle sig. Vi elsker Amy, og vi vil gøre alt for hende«.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce