Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Åen. Emdrup sø ved Lyngbyvejen er det sidste sted, hvor man kan se Københavns vand, før det forsvinder under jorden.
Foto: Ditte Valente

Åen. Emdrup sø ved Lyngbyvejen er det sidste sted, hvor man kan se Københavns vand, før det forsvinder under jorden.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hovedstadens vand skal være renere

Det kræver indsats både uden for kommunegrænsen og under jorden. For hovedstaden har kæmpet med beskidt vand i århundreder.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Trærødderne kommer ovenfra, de er lange og tynde og ligner nærmest fehår.

Men der er ikke meget eventyrstemning over lydene hernede. Snarere noget ildevarslende:

»Duuunng«.

»Dung. Duuunng«.

Det er bilerne oppe på Åboulevard, der kører over dækslerne på vejbanen.

Vi er kravlet ned under et af dækslerne for at se nærmere på Ladegårdsåen; det lille vandløb, der før 1900-tallet løb over jorden. I dag ligger åen godt 2 meter under byen i et rør, der her og de fleste andre steder er knap 1,5 meter i diameter – lige nok til, at man kan gå foroverbøjet.

Ladegårdsåen forsyner Københavns søer med vand, især ude fra Utterslev Mose, men de vandsøgende trærødder ovenfra og almindeligt slid giver mange huller i betonen – og dermed tab af vand.

LÆS OGSÅ

Det er med til at give lav vandstand og problemer med vandkvaliteten inde i Søerne i de tørre perioder i sommerhalvåret, og derfor skal Hovedstadens Forsyningsselskab (Hofor) om få uger fore røret her med en gigantisk glasfiberstrømpe.

»Vi skal fjerne trærødderne her og rense slammet op. Og så skyder vi strømpen næsten 200 meter i retning mod Landbohøjskolen«, forklarer Lars Agusson, tilsynsførende i Hofor, mens han peger med lygten mod vest. Vistnok. Det er lidt svært at holde styr på verdenshjørnerne hernede.

»Den strømpeoperation vil tætne røret meget effektivt og give mere vand til Søerne«, siger Agusson.

Søerne har også brug for en hel del mere vand i de kommende år. I Københavns nye klimaplan er et af hovedscenarierne kombineret skybrudsbassin og park i Sankt Jørgens Sø.

Det kræver en sænkning af den daglige vandstand til det halve – fra knap 6 til knap 3 meter – og så bliver det sværere at holde vandet rent.

Skal vandkvaliteten leve op til EU’s krav og kravet i Søernes fredning, for slet ikke at tale om borgernes ønsker til badevand, skal man derfor både sørge for mere gennemstrømning og for, at det vand, der kommer ind, er renere.

En storby uden naturlige søer
København har altid haft problemer med at skaffe nok rent vand til sit centrum. I modsætning til mange andre byer herhjemme og i udlandet er den nemlig grundlagt helt uden større naturlige søer og vandløb i nærheden.

Det nærmeste vandløb var en lille bæk næsten en kilometer uden for den oprindelige by; det var den bæk, der blev til Søerne, da man i 1500-tallet ønskede at udvide befæstningen af København.

Man byggede først Peblinge Sø, siden Sortedams Sø og til sidst Sankt Jørgens Sø og fik gravet og udvidet åer, så man kunne få vand til voldgravene ude fra Utterslev Mose, Gentofte Sø og de kunstige Emdrup Sø og Damhussøen – der er opstemninger af tidligere åer.

Samtidig blev byens drikkevandsforsyning omlagt radikalt. Hidtil havde gravede brønde og dybe grave – blandt andet det, der i dag er Tivolisøen og søen i Ørstedsparken – dækket behovet. Men med Søerne blev reservoirkapaciteten mangedoblet.

Da byen for alvor voksede, og industrialiseringen satte ind i 1800-tallet, blev Søerne for beskidte, og fra 1859 gik man gradvist over til i stedet at bruge grundvand som drikkevand, som man gør i dag.


Der gik dog mere end et århundrede, før man for alvor tog fat på at gøre noget for at rense det spildevand, Københavns beboere og virksomheder sendte ud i søer og åer. Når lugten fra byens åer blev uudholdelig, eller de blev for grimme at se på, løste man problemet ved at lægge dem i rør; sidste etape af Ladegårdsåen blev rørlagt i 1962.

Få år efter gled ordet ’forurening’ ind i det danske sprog, og da soppe- og badeområdet i Peblinge Sø midt i 1960’erne måtte lukkes, fordi badende fik kløe, udslæt og blev syge, strammede København op på sin egen rensning og opfordrede nabokommunen Gladsaxe til at gøre det samme.

Gladsaxe var med den daværende socialdemokratiske borgmester, Erhard Jacobsen, en kommune med fuld fart på, og kemikaliefabrikker, maskinværksteder og andre industrier ledte næsten urenset spildevand ud i Utterslev Mose.

Da 2.000 nye beboere i højhusbyggeriet Høje Gladsaxe blev koblet på, eskalerede problemerne. Men først, da eksperter i 1968 erklærede, at Utterslev Mose var biologisk død, bremsede Gladsaxe udledningen og sendte i stedet det meste af spildevandet ud i Øresund.

Det bekymrede også nogle politikere. »Men det helt over til svenskerne«, beroligede borgmester Jacobsen dem dengang. Overløb af spildevand fra Gladsaxe*


Gladsaxe er dog stadig ansvarlig for en del af problemerne med vandkvaliteten i København. Især efter at København de seneste to årtier har brugt over 200 millioner kroner på vand og natur i Utterslev Mose.

Politiken begynder turen ad Københavns vandveje netop der, hvor Gladsaxe Kommunes Nordkanal løber over i Københavns del af Utterslev Mose.

Stedet ser grønt og idyllisk nok ud i solnedgangslys, men det er en af de kanaler i mosen, som modtager urenset spildevand fra Gladsaxe Kommune 15-20 gange årligt; altså ikke kun ved skybrud, men også, når der blot er kraftig regn.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Hertil kommer, at stort set hele mosen er fyldt med fortidens synder; et tykt lag fosforfyldt slam på bunden.

»Når det regner kraftigt, og der ledes store mængder regn- eller spildevand ud i mosen, bliver der rodet op i slammet, og så strømmer det videre til Gentofte og til os«, forklarer Jon Pape, centerchef i Københavns Teknik- og Miljøforvaltning.

Når det regner kraftigt, bliver der rodet op i slammet, og så strømmer det videre op til os



Han peger langs Søborghusrende, der udgør grænsen mellem Gentofte og København. Gentofte har forstærket sit beredskab mod ekstremregn kraftigt, efter at kommunen blev hårdt ramt af de to voldsomme skybrud i august 2010 og juli 2011. Men Gladsaxe ligger højere og er ikke særlig udsat for skybrud.

Gladsaxe er dog enig i, at man nu skal gøre mere for at sikre vandkvaliteten i systemet, og der er aftalt et møde mellem borgmester Karin Holst (S) og Københavns teknik- og miljøborgmester, Ayfer Baykal (SF). De skal blandt andet tale om, hvordan man skal fordele regningen for at oprense Nordkanalen og andre områder med store mængder af fortidens industrislam.

De skal også drøfte planerne om at udsætte rovfisk som aborrer og opfiske skidtfisk som karper, så mosen kommer nærmere en naturlig balance. Er der mange skidtfisk, bliver vandet mere grumset og algeholdigt, fordi de æder de vandlopper og andre mikroskopiske krebsdyr, der ellers kan holde mængden af alger nede.

København vil også meget gerne have Gentofte og Gladsaxe til at bidrage til udskiftningen af renseanlægget, der ligger ved Tuborgvej, lige før vandet flyder ind i Emdrup Sø. Renseteknikken er fra 1990’erne og primitiv, og det bliver stadig dyrere og mere besværligt at vedligeholde anlægget. Et nyere anlæg vil forbedre rensningen af det vand, der forsvinder under jorden ved Emdrup Sø og løber ind i Lygten Å og videre i Ladegårdsåen. Rødder, revner og sprækker

Inde i Ladegårdsåen, under Åboulevard, virker vandet nu ikke umiddelbart specielt beskidt.

Men vi er godt klar over, at vi ikke er blevet forsynet med waders og andet sikkerhedsudstyr for at fiske, men fordi en enkelt rotte eller to godt kan have forvildet sig op fra kloaksystemet. Derfor bliver man også ret lettet, når man finder ud af, at det lodne, der nogle gange er under ens fødder, ikke er pels. Det er bare de tynde feagtige trærødder, der nogle steder også gror op nedefra. Lars Agusson fra Hofor er færdig med at undersøge rødder, revner og sprækker og går krumbøjet hen mod dækslet, hvor vi kom ned.



Bilerne høres nu ikke længere blot som »dung, duuunng«, men også som en susen – og indimellem med dyt og bremsehvin.

Vi kravler op ad de seks trin, og få minutter efter er det eneste synlige spor af Ladegårdsåen igen et 60 gange 60 cm dæksel midt på Åboulevard.

Borgergrupper ønsker Ladegårdsåen fritlagt her på Åboulevard eller i den nærliggende Rantzausgade – og trafikken lagt i en tunnel.

Men det er både teknikere og politikere meget skeptiske over for. Det vil nemlig koste over 5 milliarder kroner og vil ikke være bedre til at håndtere de mange millioner liter skybrudsvand end for eksempel en delvist frilagt å kombineret med sænkning af vandstanden i Sankt Jørgens Sø – der koster omkring en tredjedel.

Vi bliver dog mindet om, at løsningen med skybrudsbassinet heller ikke er uproblematisk, da vi når aftenens sidste stop: Den rist ud for Søpavillonen, som er et af tre udløb i Søerne for Ladegårdsåen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Også på bunden her ligger fosforfyldt slam, og jo mere lavvandet en sø er, jo lettere dannes der alger; i den lavvandede Peblinge Sø må man høste alger flere gange hver sommersæson.

Det lyder som et sisyfosarbejde, men vandet bliver faktisk en lille smule renere hver gang. Og vandet i Søerne er nu så tæt på EU’s miljøkrav, at den største enkeltbelastning i dagligdagen – altså når der ikke er skybrud – faktisk er borgernes fodring af fugle med brød.

Det medfører nemlig, at der kommer flere fugle, og at deres afføring er langt mere kvælstofholdig, end den ellers ville have været.

Kom med under Åboulevard på:www.politiken.dk\poltv

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden