Skilsmisse. Janni Spies havde stævnet Christian Kjær for 150 millioner kroner efter 20 års ægteskab.
Foto: FINN FRANDSEN (arkiv)

Skilsmisse. Janni Spies havde stævnet Christian Kjær for 150 millioner kroner efter 20 års ægteskab.

Danmark

Christian Kjær skal betale 35 millioner kroner til Janni Spies

Østre Landsret har afsagt dom i den celebre retssag mellem Janni Spies og Christian Kjær.

Danmark

Christian Kjær skal betale godt 35 millioner kroner tilbage til sin tidligere hustru Janni Spies.

Det har Østre Landsret afgjort i en domsafsigelse.

Der er dels tale om tilbagebetaling af 15 millioner kroner, som Janni Spies i 1996 betalte Christian Kjær for juridisk rådgivning, dels tilbagebetaling af 16 millioner kroner, som Janni Spies under ægteskabet brugte på istandsættelse af Christian Kjærs ejendomme.

DOKUMENTATION Se dommen fra Østre Landsret(eksternt link)

Endelig skal Christian Kjær betale fire millioner kroner tilbage, som han fik udbetalt af Janni Spies som led i en række løbende udbetalinger, mens de var gift.

De i alt 35.140.000 kroner ligger langt under de 150 millioner kroner, som Janni Spies havde gjort krav på fra Christian Kjær i retssagen.

Gift i tyve år
Den i dag 50-årige Janni Spies og den tyve år ældre Christian Kjær blev gift i 1988 ved et bryllup, der fik næsten lige så meget opmærksomhed som et kongeligt af slagsen.

Men nok så mange penge og et liv i overhalingsbanen er ikke altid lig med evig lykke, og Janni Spies og Christian Kjær blev ligesom 14.694 andre par skilt i 2008, hvor antallet af skilsmisser steg efter at være faldet fire år i streg.

Forud for domsafsigelsen er gået fire retsmøder, hvor de to har skudt på hinanden.

Janni Spies har forklaret, at hun under deres ægteskab var hæveautomat for Christian Kjær, der løbende gjorde krav på at få del i de mange millioner, som Janni Spies havde arvet fra sin første mand, rejsekongen Simon Spies.

Ifølge Janni Spies gik mange af pengene til at dække for Christian Kjærs fejlslagne investeringer, mens blandt andet 16 millioner kroner gik til at sætte eksmandens ejendomme i stand, herunder landejendommmen Sandbjergaard.

Christian Kjær fik også 15 millioner kroner af Janni Spies som betaling for den juridiske bistand han ydede hende.

Kjær afviser alt
Christian Kjær, der er hofjægermester for kongehuset, har i retten afvist beskyldningerne. Han har forklaret, at han aldrig har tvunget Janni Spies til noget, og slet ikke til at give ham penge.

Det er bestemt ikke hverdagskost, at landets rigeste mødes i retten, og Janni Spies forsøgte inden retssagen at få den behandlet bag lukkede døre uden held.

Derfor har offentligheden under de fire retsmøder fået et sjældent indblik i, hvor mange penge nogle af landets rigeste har, og hvad de bruger dem på.

Christian Kjær har blandt andet fortalt, at Janni Spies på en flyvetur beordrede piloten til at lande, fordi hun havde lyst til en burger, en historie som Janni Spies selv afviser.

Efter det sidste retsmøde satte Janni Spies pressen stævne på en cafe i København, hvor hun blandt andet fortalte, at skilsmissen og retssagen har taget hårdt på hende.

»Jeg havde gerne været foruden en retssag. Jeg har ikke fortrudt det, men jeg havde håbet, at vi kunne gøre det for lukkede døre«, lød det fra Janni Spies.

Derfor skal Kjær til lommerne

Østre Landsret fastslår i domsafsigelsen, at de økonomiske krav ikke var forældede, sådan som Christian Kjær og hans advokat havde plæderet for.

Til gengæld mente landsretten kun, at Janni Spies havde krav på en mindre del af det samlede krav på 150 millioner kroner:

»Landsretten fandt, at engangsbeløbet på 15 millioner kroner kroner og udgifterne på cirka 16 millioner kroner til istandsættelse og forbedring af Christian Kjærs ejendomme krævede gaveægtepagt, da der, uanset Janni Spies betydelige formue, ikke var tale om dispositioner, som kunne anses for sædvanlige gaver. Landsretten fandt også, at en af de årlige overførsler var så betydelig, at 4 millioner kroner af den krævede ægtepagt«, fremgår det af en pressemddelelse om dommen fra Østre Landsret.

»Christian Kjær blev herefter dømt til at betale cirka 35 millioner kroner til Janni Spies, mens landsretten frifandt Christian Kjær for så vidt angik de øvrige økonomiske poster«, lyder det i dommen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce