0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Subhi viser vejen væk fra banderne

En gang var Subhi Hassan en del af problemet. Nu er han måske en del af løsningen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Ditte Valente
Foto: Ditte Valente
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Jalla, jalla, chabab« betyder »kom nu, brødre«, og når man efter et par dage i selskab med Shubi Hassan ender med at sidde i en bil med to tidligere bandemedlemmer, et par rødder, der er smidt ud af skolen, og en ung snøvlende mand, som er halvbedøvet af morgenhash, mens de alle sammen råber »jalla, jalla, onkel Olav«, kan det måske være berettiget at spørge, om den journalistiske integritet er ved at være lidt flosset i kanterne.

Det er der ikke rigtig noget at gøre ved. Grønøjede, muskelsvulmende Subhi Hassan på 32 år, 178 centimeter og 102 kilo er ikke nogen normal journalistisk opgave.

Han er et speedsnakkende, solariebrunt kraftværk af en mand, som er så glad for sin krop, sit hår, sit tøj, sit spejlbillede, sin familie, sine drenge, sine omgivelser og sit nye kald i livet med at frelse gadens unge fra at blive, som han selv var engang, at det er så meget for meget, at det ikke er til at stå for.

Man er nødt til at køre med. Også når han parkerer midt på Nørrebrogades fortov for at spise shawarma i en halv times tid, bliver stoppet af politiet ved Blågårds Plads for at køre gennem busslusen eller stiller bilen ude på Skindergade for at gå på café.

Her finder man så sig selv indhyllet i parfumerede røgtåger med en vandpibe i munden og omgivet af fem drenge, der er ved at flække af grin.

»Jalla, jalla, onkel Olav«, råber Subhi Hassan og de andre i kor, når man siger farvel for at få en lille pause fra røgtågerne og den arabiske musik.

»Jalla, jalla«.

Subhi Hassan er statsløs palæstinenser og kom til Danmark, da han var 12 år. Han blev sin families sorte får og fandt selvtillid i sine mange kræfter.

»Jeg var stærk, jeg var god til at slås, jeg var god til at nakke dem, der var ældre end mig, og alle syntes, jeg var sej. Jeg blev smidt fra skole til skole, men mit ry voksede hver gang. Subhi er blevet smidt ud af skolen! Han er sindssyg, han er sej, han er gangster! Det var den rolle, jeg fik, og jeg kunne lide den, for jeg var god til den«.

Han voksede op i Taastrup, og uden at være en del af bandemiljøets inderkreds blev han en del af den kriminelle indvandrerverdens mørke puls. En kendt figur med stor gennemslagskraft, som levede en stor del af sit ungdomsliv i et grænseland, hvor han til tider var kriminel og til tider positiv rollemodel.


Han havde fast arbejde som filmoperatør og fik en stor rolle i Anette K. Olesens film ’1:1’, hvor han nærmest skulle spille sig selv som indvandrerdrengen, der ønsker at forandre sig.

Men han har også tilbragt seks måneder i fængsel, han har før i tiden taget anabolske steroider for at blive større, og bedømt på en normal etisk og moralsk skala er Subhi en mand med mange fejl i sin karakterbog. Mangel på selvtillid er dog ikke en af dem.

»Jeg er en god rollemodel, fordi jeg ser ud, som jeg gør, fordi jeg er stærk, fordi jeg spiser godt, fordi jeg har den personlighed, jeg har, fordi jeg har den fortid, jeg har. Jeg har en god fortid og en dårlig fortid og en gangsterfortid. En fortid som ham, der sloges mod nogle af de sejeste i Taastrup og vandt. Jeg er loyal, jeg hjælper alle, der har brug for hjælp, og jeg har det navn, jeg har. Alle kender Subhi. Jeg hjælper rigtigt. Derfor ser drengene op til mig«, siger Subhi Hassan.

Intet sejt ved fængslet
Siden 19-årige Osman Nuri Dogan blev dræbt ved et ’drive by’-skyderi i august 2008 på Ruten i Tingbjerg, er bandekrigen blusset op med så jævne mellemrum, at ingen har styr på, hvornår der er fred, hvornår der er våbenhvile, og hvornår der er krig.

Selv om antallet af bandemedlemmer er faldet lidt til omkring 1.700, kalder politiet inderkredsene for mere »skruppelløse«.

De skyder dagligt på hinanden, og 2013 har været uhørt blodig. Foreløbig to forældrepar har måttet begrave deres sønner i et år, hvor der efterhånden synes at være lige så mange bander, som der er bydele i København. Værebro, Hundige, Skovlunde, Herlev, Tingbjerg, Frederiksberg, Nørrebro, Taastrup, Ishøj.

Alle steder har de problemet inde på livet. Det eneste, man med sikkerhed kan slå fast, er, at blod avler blod, at gamle grupperinger som Hells Angels, Bandidos, Black Cobra, Bloodz, AK 81 og Blågårds Plads stadig lever, at nye som Brothas og la Raza har etableret sig, og at de sidste, der sværger at stå sammen, til døden dem skiller, hedder BGP Loyal To Familia.


Banden er en sammensmeltning af banden ved Blågårds Plads og de mere løse grupperinger i Tingbjerg, Skovlunde og Kokkedal, og det er dem, som i øjeblikket er ude i et opgør med VHK, som står for Værebros Hårde Kerne.

I det opgør er det tilsyneladende øje for øje, tand for tand og liv for liv, og 20 år efter at man begyndte at tale om, hvor vigtigt det var at få fat i de små brødre, inden de blev som de store, har nye generationer stillet sig forrest i bandekrigens frontlinje eller sat sig ind bag rattet i biler, hvorfra de skyder vildt omkring sig.

Overalt er nye små brødre i risiko for at blive indhentet af en verden, hvor ondt er godt og rigtigt er forkert, og når drengene tager de første skridt i den forkerte retning og accepterer, at de for at overleve i banden må indordne sig under bandens love, bliver deres indre moralske kompas slået ud af kurs.

De vil aldrig med sikkerhed kunne sige, hvad der er rigtigt og forkert, og hvis de forsøger at melde sig ud, vil de føle sig jaget af deres egen tvivl og af dem, de har undsagt.

De færreste kender denne verden bedre end Subhi Hassan, men først, da han for knap tre år siden blev løsladt fra fængslet, traf han sin beslutning om endelig at vælge livet som rollemodel frem for at fortsætte som kriminel.