Foto: DRESLING JENS
Danmark

Genoplev urolighederne på Nørrebro 18. maj 1993

Politikens udsendte stod midt i kaos natten mellem 18. og 19. maj 1993.

Danmark

Så langt øjet rakte, var der ikke et menneske at se. Nørrebrogade lå fuldstændig øde hen. I det fjerne anedes et ildskær. Det var noget over midnat. Stilheden var unaturlig. Ikke et udrykningshorn. Ikke lyden fra en motor. Ingen menneskestemmer. Kun en stilhed, der nærmest stod som en ram lugt op fra brostenene, som lå spredt over hele gaden.

Vi var nået frem til Dronning Louises Bro. Politiet havde lavet afspærring over hele gaden. Foran afspærringen holdt der en brandbil.

Politibetjentene i deres kampdragter stod bare der og så på os. En brandmand var stået ud af vognen. Han stod med hænderne i siden og så over broen. Jeg spurgte ham, hvad der skete. Han rystede på hovedet og sagde, at der var kampe over det meste af indre Nørrebro. Der havde været skud.

En kollega oppe i vognen lænede sig ud af vinduet. Husk, du er tjenestemand, sagde han. Brandmanden sagde ikke mere.

Vi viste vores pressekort og fik lov til at gå gennem politiafspærringen.

En betjent bad os om at være forsigtige, lad være med at gå ned ad sidegaderne, det er simpelt hen livsfarligt, de er gået fuldstændig amok.

Længere henne lå nogle væltede, sodsvedne skurvogne og bunker af brosten.

Her var det begyndt. Politiet var blevet stoppet af barrikader.

Nogenlunde samtidig var der indgået en alarm om, at det brændte i en lejlighed på fjerde sal længere nede. Udrykningskøretøjerne kunne ikke komme igennem, så politiet havde besluttet at rydde gaden med tåregas.

Senere mente politiet at kunne fastslå, at alarmen var falsk, en fælde, invitation til kamp.

Mærkelig stilhed Stadig denne mærkelige stilhed. Vi gik ned ad Nørrebrogade. Alle vegne brosten, enorme mængder af brosten. Det begyndte at svide i øjnene og næsen. Rester af tåregas. Da vi kom længere ned, kunne vi se skyer af tåregas hænge som en tåge over gaden.

Min næse løb. Jeg holdt mit lommetørklæde op. Vi passerede Ravnsborggade. Resterne af et bål lå som en glødende slange over asfalten, men der var stadig ingen mennesker at se. Vi kom forbi en bank. Alle dens ruder var smadret. En mand fortalte mig senere, at ruderne i alle områdets banker var smadret.

Ved det modsatte fortov stod en totalt udbrændt bil. Jeg har aldrig set noget lignende i København, denne by var jo ikke Beirut, ikke Berlin, men den er som forvandlet, spøgelsesagtig, isnende, det er som at gå i en drøm.

Det er denne stadige stilhed.

Vi drejer om et hjørne. Pludselig er de der. En tæt, tavs kæde af politifolk. Med hjelme, visirer, skjolde. En kommer hen til mig.

Han har gasmaske på. Han siger et eller andet meget vigtigt, han gestikulerer, men hans stemme kommer ud gennem gasmasken som en uforståelig trutten i en ballon.

Jeg råber til ham, at jeg ikke kan høre, hvad han siger. Han fægter med armene og trutter igen. Jeg fatter ikke en lyd. Jeg råber til ham. Han trutter. Vi bliver ved med at råbe og trutte til hinanden. Jeg kan ikke lade være med at grine.

Jeg får den underlige tanke, at han trænger til hjælp. At jeg må skrue metalfilteret på hans maske af, så han kan tale, det bliver næsten en tvangstanke, jeg stirrer fuldstændig fikseret på hans maske, der får ham til at ligne en gris med metaltryne, men jeg når at beherske mig. Kniplerne sidder løst, disse politifolk har været ude for noget.

Jeg får pressekortet frem, han trækker på skulderen, vi slipper igennem. Hundrede meter længere henne er der ild, og bag ilden en mængde sorte skikkelser. Vi går hen mod dem, forsigtigt, helt inde langs husmuren, der lyder et dumpt drøn, en brosten, de kaster sten mod os. Vi råber, at vi ikke er politi. De siger: Gå langsomt frem.

Afsnappet banken
Vi går langsomt frem med pressekortene løftet som paraplyer, de er lige så meget værd som en si mod regn, de brosten kunne slå en mand ihjel uden videre. Vi kastede ikke for at ramme jer, siger de, vi ville bare være sikre på, hvem I var.

Nogle af dem ryster af ophidselse. De har skudt en i maven, de svin, de lod ham bare ligge, de har skudt seks, de skød som vilde, råber de. Man tør dårligt spørge dem, hvad meningen med det hele er. Det her er gået op i en spids. Det er hinsides al fornuft. Men jeg gør det alligevel. De bliver ved med at træde på os, siger de.

Og en eller anden råber: Nu har vi stemt nej en gang, og de skider bare på det. Jeg forfølger ikke sagen, jeg tvivler på, at dette har noget med EF at gøre, men omstændighederne er ikke til dybere diskussion. Der lyder en underlig afsnappet banken.

Som skud eller sten på et tag. En politikæde rykker frem fra en anden gade, de slår med deres knipler på skjoldene, de går fuldstændig tæt sammen, som om de er trukket op og sat i gang af en fremmed hånd, fra den modsatte gade kommer der også en sort front af politi, det drøner gennem luften.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dansende skygger
Bag politikæden ser vi: Der ligger et menneske, som livløs, længere oppe ad gaden, vi klemmer os helt ind til husmuren, jeg tænker på at gå i ly i en gadedør, men jeg ser ind i øjnene på den yderste betjent, jeg holder pressekortet frem, han stirrer fuldstændig udtryksløst på mig, som på kommando løfter de kniplerne.

Vi løber, slipper ned ad en sidegade, vi når hen til hjørnet af Nørrebrogade, vi vil bagom og ind til det menneske, vi så ligge på gaden. Også her er der spærret af politifolk, i flammernes skær danser deres skygger på muren, de vil ikke lade os slippe igennem, vi spørger efter lederen. Han står nogle meter længere henne med ryggen til.

Vi går hen til ham, en bred, rolig mand, betydeligt ældre end de andre.

Selvfølgelig skal I have lov at komme igennem, siger han, det er jeres ret.

Jeg spørger ham, hvad der sker. Han ryster på hovedet. Det er umuligt at få overblik, siger han, der er nok en seks-otte stykker, som er ramt af skud, og omkring 25 betjente er blevet såret, men jeg ved lige så lidt som jer lige nu, ingen af os ved noget præcist. Det er en vanvittig situation, jeg fatter ikke, hvorfor de gør det, vi synes, det var helt i orden, dengang de aktionerede fredeligt mod at lejligheder stod tomme, vi mente sgu' også, at det var urimeligt med alle de tomme lejligheder, men det her, det er kørt fuldstændig ud, det er kun en tilfældighed, at der ikke er slået folk ihjel.

Lukkede ansigter

Vi går ind i gaden, hvor vi så et menneske ligge. Der ligger ingen nu, men en af politiets store mandskabsvogne er kørt frem, betjentene kan ikke lide, vi kommer. En betjent siger til en af mine kolleger: Hvad skal du her? Vi går ind i gaden, hvor vi så et menneske ligge. Der ligger ingen nu, men en af politiets store mandskabsvogne er kørt frem, betjentene kan ikke lide, vi kommer. En betjent siger til en af mine kolleger: Hvad skal du her?

Betjenten er kridhvid i ansigtet og fuldstændig stivnet, han siger: Du ligner en af dem, skrub af eller du bliver smidt op i vognen! Vi andre blander os, han falder lidt til ro, han mumler: Hvis I var blevet bombarderet med brosten, ville I måske forstå mig.

Så ser jeg det. Bag mig er et lillebitte anlæg med buske. Jorden er helt oversået af mennesker. De ligger på maven, hænderne er bundet på ryggen, de fleste med snor, nogle har håndjern. De er fuldstændig stille. Som om de deltager i en øvelse.

Betjentene tager dem op i vognen en efter en.

Nogle skriger af smerte, fordi det snærer i håndledene. De har alle sammen mærkeligt lukkede ansigter, ser lige frem for sig. De er alle meget unge.

Ingen er næppe over tyve år. De ser ud, som om de bærer på et bundløst had.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men jeg ved det ikke. Jeg spørger en af dem, en spinkel plysklippet pige, hvad hun har gjort? Jeg bor her bare, siger hun. Så er det mærkeligt, du ikke kunne huske, hvad gaden hed, brummer betjenten og skubber hende videre. En kvinde kommer løbende, hvor er min datter, råber hun, hun løber som en høne frem og tilbage langs vognen. Hun skulle ligge i sin seng, siger en af politifolkene, forsvind, eller vi tager dig med.

Spørg på station 3, råber en anden betjent.

Sådan blev det ved hele natten. Jeg var derude i fem timer. Klokken halvseks var området fuldstændig ryddet for mennesker.

Vi gik hen over Skt. Hans Torv i den lyse morgen. Stadig hang tåregassen over gaderne. I tusindvis lå brosten strøet ud over pladsen. Det var som at drømme sig gennem en bomberamt by, men dette var ingen drøm. Det var skærende virkelighed i København natten mellem den 18. og 19. maj 1993.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden