SMILEHULLER. Kvindelandsholdet i hjemløsefodbold glæder sig til at spille på polsk asfalt. Foto: Per Folkver.
Foto: PER FOLKVER

SMILEHULLER. Kvindelandsholdet i hjemløsefodbold glæder sig til at spille på polsk asfalt. Foto: Per Folkver.

Danmark

Hjemløs: Før var jeg usoigneret og hang. I dag er jeg en helt anden

Det kvindelige hjemløselandshold stiller for første gang op ved VM i Polen i dag.

Danmark

Røde fodboldsokker hopper og danser.

Det er Lisa Kjærgaard, som står og jonglerer med en fodbold. Hele syv gange når hun at røre læderet med foden, før det falder til jorden. Skingrende pigehvin runger sekundet efter i den tidligere lagerbygning 'Boblehallen' på Carlsberg.

»Flot Lisa, det har du aldrig gjort før!«, råber en pige med rødhvide farver på spillertrøjen og en udgroning i det købefarvede hår.

De lettere forpustede landsholdskammerater klapper i hænderne og griner mod Lisa, som viser tænder af glæde. Men også af en mørk fortid.

Et polsk skulderklap Lisa Kjærgaard løber rundt i lagerbygningen med et firetal på ryggen og svedperler langs hårgrænsen. Reklamebannere med påskriften Husforbi.dk udgør ved dagens træning rammen for udbrud, fællesskab og hjemløselandsholdets sidste fodboldtræning, inden de drager mod VM for hjemløsefodbold i Polen.

Otte kvindelige spillere er blevet udvalgt af cheftræner Frank Brammen til at repræsentere det danske kvindelandshold. Heriblandt 23-årige Lisa Kjærgaard, fordi hun har kæmpet så hårdt med bolden. I flere forskellige henseender.

Livet har ikke altid set så lyst ud for landsholdsspilleren. For to år siden besluttede hun sig for, at hun ikke ville leve længere.

»Jeg var inde i en svær periode. Så en dag besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville leve mere. Jeg puttede min lille datter og gik ind i rummet ved siden af for at tage mit eget liv«, siger Lisa Kjærgaard.

Det var hendes mor, der fandt hende, og derefter blev hun indlagt over en længere periode.

Efter indlæggelsen var det fodbolden, som fik Lisa Kjærgaard på benene igen. En ven spillede i fodboldklubben for hjemløse og udsatte i Varde, hvor hun også begyndte at træne. Og nu skal hun stille op til VM i Polen.

»Det er et kæmpe skulderklap at skulle med til Polen. Det har givet mig så meget selvtillid at spille fodbold. Jeg er blevet bedre til at sætte mål og tro på det, jeg gerne vil«, siger Lisa Kjærgaard.

Det har også betydet, at hendes hvide fodboldshorts strammer mindre. Lisa Kjærgaard har over et år tabt sig 30 kilo. Under træningen kan hun slippe de dårlige tanker løs, som i virkeligheden var årsagen til de vandrette deller på maven.

»Bag overvægten lå en masse dårlige tanker, som jeg stadig bearbejder. Og når man spiller, så kan vi samles om noget aktivt. Det er fedt at spille med og være en del af et sammenhold«, siger Lisa Kjærgaard.

Fællesskabet i fokus
Pigerne på kvindelandsholdet er muligvis en smule mindre veltrænede end elitespillerne på det almindelige kvindelandshold. De har også lidt mere uren hud. Men her er fællesskabet i fokus.

»Vi har før spillet med nogen udefra, men de kom bare og troede, at de kunne gejle en stemning op over at vinde, og det er ikke det, der er formålet. Fodbolden har ikke som sådan et højere formål, det er bare et samlingspunkt for os«, siger Anjazira Skousgaard.

Som barn voksede hun op blandt søskende, som alle havde et misbrug. Samtidig fandt hun nogle mænd, som slog og misbrugte hende. Det gjorde blandt andet, at Anjazira Skousgaard begyndte at trøstespise, og hendes krop gik langsomt i forfald.

»Før var jeg usoigneret, og jeg hang. I dag er jeg blevet en helt anden person. Jeg har knoklet for det her, og derfor er jeg også blevet udvalgt til landsholdet«, siger Anjazira Skousgaard,

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En dyne af tryghed
I baggagerummet på landsholdstrænerens bil ligger en trygdyne. Trygdynen kan cheftræneren Frank Brodde lægge over spillerne, hvis de bliver angst eller nervøse i en situation.

»Pigerne fra disse miljøer søger beskyttelse. De er psykisk sårbare. Under træningen må de sommetider gå ud. Det var jo ikke sket ved et rigtig landshold«, siger Frank Brodde.

Hans rolle som cheftræner for kvindelandsholdet i hjemløsefodbold er anderledes end ved en almindelig fodboldkamp.

»Hvis fokus kun havde ligget på at få pigerne til at blive gode til fodbold, kunne de have hyret en branddygtig fodboldtræner. Min rolle her er primært at sørge for et miljø, hvor pigerne føler sig trygge«, siger Frank Brammen.

Tvivl før afrejse
Pigerne kan godt blive nervøse for, at de er gode nok til at spille fodbold ved verdensmesterskaberne.

»Det er en stor mundfuld for mig, og jeg blev virkelig i tvivl i går. Jeg var usikker på, om jeg var god nok og drømte, at jeg ville blive væk og alt muligt«, siger Lisa Kjærgaard.

Anjazira Skousgaard er også nervøs, men satser stærkt på, at spillernummeret kan give hende held på fodboldbanen i Polen, når de skal konkurrere mod de 55 andre nationer. Pigerne vælger selv deres numre. Her er de nu ikke bare et tilfældigt nummer i rækken på et bistandskontor.

»Nummer 2 er mit nummer, ulige numre giver ulykke. Og jeg vil ikke være et ulige nummer«, siger Anjazira Skousgaard, mens hun pumper luft ved halsen i den fugtige spillertrøje.

Dannebrogsflag

En fodbold rammer for sidste gang væggen for enden af lagerbygningen. Det lyder cirka, som når man kaster en bunke bøger ned på et trægulv fra en vis højde. Dagens træning er slut, og pigerne slutter sig til Anjazira Skousgaard, som svinger med sine hænder i et virvar af dannebrogsflag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun har netop fået at vide, at hun er blevet optaget på pædagogseminariet, hvor hun vil begynde sin uddannelse inden længe. Dannebrogsflagene er klistret til hver eneste negl, og ligner nøjagtig dem, man putter på yndige anledningskort fra Bog&Idé.

»Jeg ville egentlig have haft en tatovering, men nu blev det sådan her. Vi kommer af sted til Polen som det første kvindelige landshold. Det skal sgu fejres« siger Anjazira Skousgaard.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden