Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danmark er et dårligt land at dø i

En stor undersøgelse tildeler Danmark en 22. plads, når det gælder lindring af døende.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danmark hører til de vestlige lande, hvor der er mindst hjælp og lindring til dem, som dør af en uhelbredelig sygdom.

Det viser en ny international undersøgelse, som placerer os milevidt fra duksen Storbritannien, langt fra de andre skandinaviske lande, et godt stykke under Ungarn og Polen og kun marginalt bedre end et land som Sydafrika.

Faktisk rækker den danske indsats kun til en 22. plads ud af de 40 lande, som det anerkendte britiske analyseinstitut Economist Intelligence Unit har sammenlignet på blandt andet antallet af hospicer, støtte fra professionelle på dødslejet samt den generelle kvalitet af hjælpen.

Overlæge: Der mangler senge og specialister
Og det resultat overrasker ikke en af Danmarks førende forskere i lindring af uhelbredeligt syge – såkaldt palliativ behandling.

»Det er en katastrofal indsats i Danmark. Der mangler det dobbelte antal senge og palliative specialisthold, og skal vi kunne sammenligne os med andre europæiske lande, mangler Danmark også uddannelser inden for området. Det har vi i årevis efterlyst hos Sundhedsstyrelsen«, siger overlæge ved Enhed for Akut Smertebehandling på Rigshospitalet Per Sjøgren.

LÆS ARTIKEL

David Clark, der er professor i palliativ behandling på Glasgow University og har været med til at lave undersøgelsen, kalder den danske placering for overraskende i lyset af Danmarks velstand.

Han peger på, at det kun er blevet til en 22. plads, fordi der sammenlignet med andre lande er markant færre hospicepladser og professionelle, der kan tilse døende i hjemmet eller på plejehjemmene.

Professor: Danmark prioriterer det lavt
Danmark har 5 millioner indbyggere, omkring 180 senge på landets 16 hospicer og 22 hold af specialister, der kan besøge døende hjemme. Til sammenligning har Irland 4,5 millioner indbyggere og – i følge David Clark – næsten det dobbelte antal sengepladser og specialisthold.

LÆS ARTIKEL

»Med de få sengepladser, der er på danske hospices, befinder Danmark sig blandt den tredjedel af lande i EU, der prioriterer området lavest, og langt fra lande som Irland og England, der længe har arbejdet systematisk med at støtte døende«, siger David Clark.

Han peger samtidig på, at det også halter med kvaliteten af den service, der bliver tilbudt til de døende i Danmark, fordi det herhjemme ikke er muligt for læger at specialisere sig i lindring af døende på samme måde, som de kan specialisere sig i ryglidelser, børnesygdomme og andre særlige lidelser.

Haarder vil have flere hospicer
Danmarks ringe placering får indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) til at love flere hospicer.

»Den her undersøgelse er nedslående. Pleje og omsorg af døende bør have højeste prioritet, og hvis det er det, der skal til, må vi bygge flere hospicer«, siger Bertel Haarder.

LÆS ARTIKEL

Ministeren vil ikke sætte tal på, men antallet af sengepladser skal kraftigt i vejret.

»Alt peger på, at hospicer er en succes, og som det er nu, er der ingen tvivl om, at der ikke er tilstrækkeligt, og at der er brug for flere«, siger Bertel Haarder.

Ministeren er samtidig enig med overlæge Per Sjøgren i, at der er behov for en øget indsats i forhold til de folk, der til dagligt beskæftiger sig professionelt med lindring af døende. Men han vil ikke umiddelbart garantere, at der som i Storbritannien også kommer danske speciallæger inden for området.

»Som tidligere undervisningsminister ved jeg, at uddannelse ikke altid er vejen frem. Men Sundhedsstyrelsen barsler snart med et forslag til, hvordan det faglige niveau kan højnes«, siger Bertel Haarder.

Helle Timm, der er centerchef på Palliativt Videncenter, understreger dog, at der ingen vej er uden om at lave særlig uddannelse af såvel læger som sygeplejersker, hvis Danmark skal forbedre sig.

»Får man kun flere hospices, mangler man jo folk til at arbejde der, hvis man ikke uddanner flere. Og vil man have mere viden på området, er specialuddannelse af læger og sygeplejersker eneste vej frem«, siger Helle Timm.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden