Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Danmark

Topchef revser danskerne: Vi kan ikke altid komme hjem til spisetid

I en bestsellerbog trykker Morten Albæk hårdt på danskernes selvopfattelse. Og så er cheferne for flinke.

Danmark

Hvis danskerne spejler sig selv i et billede af at være hårdtarbejdende, er Morten Albæk den, der – med en vis fryd – kyler en sten ind i spejlet.

Han er group senior vice president i vindmøllevirksomheden Vestas og adjungeret professor ved Aalborg Universitet, og hans nye bog ’Det gennemsnitlige menneske’ ligger lige nu i toppen af bestsellerlisterne – og det selv om der er tale om et par hundrede siders hård pisk til den nationale selvforståelse.

LÆS OGSÅ

Den filosofiuddannede Morten Albæk har vandret fra Danske Bank, som han slap ud af kort før den finanskrise, der fik landets største bank ud i hidtil ukendt uvejr, til Vestas, hvor han i dag er direktør med globalt ansvar for marketing og forretningsudvikling med et par hundrede ansatte 16 steder på kloden.

Han mener, at problemet er trefoldigt: Vi arbejder færre timer end de andre. Når vi endelig arbejder, er vi mindre effektive i de få timer. Sluttelig er vi dyrere.

Hvis Danmark skal opretholdes som et konkurrencedygtigt, produktivt, rigt samfund skal der både arbejdes længere og hårdere, fastslår Vestasdirektøren og samfundsdebattøren.

»Den dimension, jeg oplever som kulturelt og mentalt den sværeste for danskeren at tage livgreb med, er den, at vi skal arbejde mere. Vi har skabt en forestilling om, at vi qua vores guddommelige kreativitet og innovationskraft kan opnå succes internationalt på et utrolig lavt timetal. Det lader sig ikke gøre«.

At det kniber med den danske produktivitet, har regeringen (og andre med dem) indset, og en Produktivitetskommission skal – trods sit usexede navn – i de kommende måneder finde frem til, hvordan de beskæftigede danskere kan charmeres og stimuleres til at levere mere output. Men Morten Albæk mener, at vi i stedet burde have en selverkendelseskommission.

»Det er for mig mere end noget andet et erkendelsesmæssigt problem, at vi ikke er så flittige og veluddannede, som vi bilder os selv ind. Den slags fakta mangler i den offentlige debat og i dialogen mellem ledere og medarbejdere. Både i den private og den offentlige sektor«.

Landet, der raslede ned
Men handler det ikke mere om at indrette os lidt mere smart, så vi ikke behøver at knokle så meget?

»Det er både-og. Vi er raslet fra det 6.-rigeste til det 12.-13.-rigeste land, og hvis ambitionen er at genvinde en topposition, som kan opretholde verdens dyreste velfærdsmodel, så kræver det alt andet lige, både at vi arbejder klart mere end gennemsnittet, og at vi er klart mere effektive end gennemsnittet, når vi arbejder«.



Morten Albæk er med på, at mange danskere føler sig en smule forpustede. Men tal fra Rockwool Fondens Forskningsenhed har vist, at når vi selv skal skønne det antal timer, vi arbejder, sætter vi tallet i snit til cirka 39 timer. Men måler man i stedet med nøje tidsstudier de timer, vi reelt tilbringer på arbejdspladsen, så er tallet kun 33 timer.

Morten Albæk kalder det »6-timers-paradokset«. Tilbage i 2001 troede vi, at vi arbejdede 37,7 timer, selv om det reelle tal kun var på 34,5 timer.

»Så følelsen af, hvor meget vi arbejder, stiger altså, mens den reelle arbejdstid falder«, opsummerer Morten Albæk. Han har også et bud på, hvorfor det forholder sig sådan.

Jeg accepterer ikke, at mine børn græder, hvis de skal lave lektier



»Hverdagslivet kan synes presset og stresset, forjaget og en smule hårdt for et utal af mennesker, så vi har følelsen af, at tiden ikke slår til. Jeg vil ikke sætte spørgsmålstegn ved, at det er en reel følelse. Jeg kan bare konkludere, at det ikke er, fordi vi er ved at arbejde os selv ihjel. Det handler snarere om, at der er andre sider af livet, vi ikke mestrer. Det at finde mening med livet, prioritere og fokusere og acceptere, at det perfekte liv ikke eksisterer«. Stenhårde chefer efterlyses


Morten Albæk efterlyser flere ledere og chefer, der – når de selv har præsteret god ledelse – »stenhårdt anvender det fulde ledelsesmæssige klaviatur«.

Dermed mener du kynisk at fyre folk, selv når det går godt for virksomheden – som I gør i Vestas?

»At hyre og fyre de rette medarbejdere er velkendte ledelsesværktøjer. Men jeg tænker også på det at degradere, altså ganske simpelt sætte medarbejdere ned i løn, i det øjeblik der ikke længere er sammenhæng mellem den løn, de får, og den værdi, de skaber«.



Du skriver i din bog, at »tiden er moden til, at det enkelte menneske hjemtager sin egen myndighed (...) ved at spørge: Hvad er mit eget ansvar?«. Men hvis man bare er en skakbrik for en autoritær ledelse, hvordan kan man så tage et personligt ansvar?

»Jeg siger først til mine medarbejdere, at alle, også undertegnede, er erstattelige, når det gælder virksomhedens performance. Som det andet siger jeg til dem, at når du har fået din løn til aftalt tid, så skylder virksomheden dig absolut ingenting! Men du skylder virksomheden dit hårde dedikerede arbejde og bevisførelse for, at du også skal have løn igen om 30 dage. Det er dit ansvar. Men det er så også mit fineste ansvar som leder at fortælle mine medarbejdere, hvordan vi sikrer, at deres job også er deres i morgen. Og der kan vi ikke bare tage tid og flid ud af ligningen. Vi kan ikke altid komme hjem til spisetid, hvis vi vil præstere noget excellent«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Morten Albæk taler om, at chefer bedre skal definere deres »autoritære rum«.

Følelsen af, hvor meget vi arbejder, stiger, mens den reelle arbejdstid falder

Men nu har chefen jo ikke altid fundet de vises sten?

»Det har du fuldstændig ret i. Der eksisterer ikke andet end fejlbarlige mennesker. Jeg træffer adskillige forkerte beslutninger hen over et arbejdsår, men det ændrer ikke ved, at hvis jeg efter grundige analyser og diskussioner siger, vi skal gøre sådan her, så er det, hvad vi gør, og så skal der ikke efterfølgende være små diskussionsklubber i dage- og ugevis. Er chefens beslutning meget forkert, vil han af sine foresatte blive bedt om at forlade organisationen«.



Men hvis fejlordrer fra en ledelse ikke kan underkastes løbende opposition, vil det tage laaaaaaang tid med maaaaaaaange fejl, inden der bliver et chefskifte.

»Jamen medarbejdere skal være eftertænksomme og reflekterende og ikke bare tage et udsagn for pålydende. Man har pligt til at stille spørgsmål. Det er sundt og udtryk for kvalitet. Men hastighed er også en kvalitet. Tit har det en kommerciel kvalitet at komme en time før dine konkurrenter – selv om dit produkt er 10 procent mindre perfekt«.

Er der ikke en grænse for, hvor hårdt vi kan køre os selv?Vi kan ikke alle slide os ihjel i Vestas’ haller.

»Min vision er ikke, at de, der vitterlig ikke kan arbejde, skal tvinges i arbejde. Vi skal bevare et velfærdssamfund, som er så produktivt og rigt, at det kan tage vare på de svageste grupper«. Mean, ikke Lean

For at oppe produktiviteten indfører mange virksomheder såkaldt Lean – en optimeringsmetode, der stammer fra Japan. Morten Albæk vil hellere tale om Mean – ikke i oversættelse som ’ond’, men ’mening’. »De, der føler jobbet som meningsfuldt, har en produktivitet, der er fem gange større end andres. Så når du har den basale ledelse på plads, skal du tilsikre, at de kan se mening i det, de laver«. Din far opdrog dig ret hårdt og forventede en masse af dig hele tiden uden at rose nævneværdigt. Opdrager du dine egne børn lige så barskt?



LÆS OGSÅ

»Nej, ikke helt. Sammen med min hustru taler jeg med børnene – en dreng på syv og og en pige på ti år, og i den alder kan man godt have en meningsfuld samtale med dem, hvis man kan holde dem koncentrerede – at de i udgangspunkt er middelmådige til alt, hvad de beskæftiger sig med«.

Så du roser dem ikke, når de har malet en rød og en blå klat?

»Nej, det gør jeg ikke, men jeg kysser dem og fortæller, at jeg elsker dem. Og jeg accepterer heller ikke, at de græder, hvis de skal lave lektier. Så bliver de sendt op på værelset. Jeg vil ikke se på det; det er unødvendigt, upassende, og faktisk også ucharmerende: Og mest af alt er det helt ubrugeligt for dem på den lange bane, at de har ondt af sig selv over at have et privilegium«.

De, der føler jobbet som meningsfuldt, har en produktivitet, der er fem gange større end andres.



Og nu begynder Morten Albæk at snakke om sit eget arbejde:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Min far vil vende sig i graven, og du vil muligvis vende det hvide ud af øjnene. Men jeg er for ganske nylig for tredje gang udvalgt til at være en af de 100 mest innovative marketingdirektører i verden. Som den eneste skandinav. Det er i lige så høj grad en anerkendelse af mine medarbejdere, som det er af mig«.

»Men det er mig, ikke medarbejderne, der har defineret ambitionen om, at vi skal være en af de allerbedste markeringsfunktioner i verden. Og til at indfri den ambition har jeg skullet bruge så og så mange mennesker, og der er masser at vælge mellem globalt; jeg går ikke på kompromis, så jeg vælger og fravælger kompromisløst, indtil jeg har de mennesker, for hvem det er meningsfuldt at yde den indsats, der skal til«.

Det vil nogen kalde kynisk?

»Ja, det skal jeg love for. Men det har intet med kynisme at gøre. Jeg er blot ærlig om målet og vedholdende for at nå det. At det nu ses som kynisk, siger noget om den samtid, vi har kreeret. Når du er ærlig – og det er den dyd, der er tættest forbundet med kærligheden – og ikke til at misforstå, bliver du opfattet som et kynisk og ufølsomt menneske. Vi må overveje, om det ikke har snerten af absurditet i sig, at det er blevet sådan«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce