Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tvivler. Præst Ulrich Vogel er flyttet fra Tingbjerg til en hemmlig adresse. Han håber på at vende tilbage til sit embede, men tvivler på, om Tingbjerg kan vinde kampen mod de gruppe unge nydanskere, som har taget magten.
Foto: Martin Lehmann

Tvivler. Præst Ulrich Vogel er flyttet fra Tingbjerg til en hemmlig adresse. Han håber på at vende tilbage til sit embede, men tvivler på, om Tingbjerg kan vinde kampen mod de gruppe unge nydanskere, som har taget magten.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Præst på flugt fra Tingbjerg: »Folk er bange«

Præsten fra Tingbjerg er jaget fra sin bydel. Tingbjerg er fortabt, mener nogle. Andre tror, der er en chance.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I snart 18 år har Ulrich Vogel fungeret som præst i Tingbjerg, og det har været en fornøjelse. Der er en speciel stemning i Tingbjerg, et landsbyagtigt nærvær, en ligefremhed, som han holder af, og en indbyrdes medmenneskelig solidaritet, der får ham til at kalde sine sognebørn verdens bedste menighed.

Men de senere år er byrderne vokset og glæden mindsket. Alene i foråret var der ni episoder, hvor han blev chikaneret.

Han ved ikke, hvem det var, men de stjal hans bil, begik hærværk mod hans bolig, der ligger ved kirken, de truede ham og kravlede rundt oppe på hans tag og stirrede gennem vinduesbåndet, der løber rundt om præsteboligen.

Tror ikke på homo-teori I midten af august indtraf så den episode, der har fået ham til at flytte fra sin præstebolig og melde sig langtidssyg. Der blev begået indbrud i hans hus, hans ruder blev knust, hans møbler flænset, hans malerier revet ned på gulvet, og hans cisterne blev smadret, så vandet strømmede ud. Angiveligt skulle de unge være efter ham, fordi han er erklæret homoseksuel, men den forklaring tror han ikke på. »Hvad så med alle de andre mennesker, der er blevet slået ned og berøvet og har haft indbrud, som langtfra er bøsser eller lesbiske? Jeg tror, det er en rigtig dårlig undskyldning«, siger Ulrich Vogel.

»Der er en anden virkelighed, hvor folk er bange, dårligt tør gå uden for en dør, når det er mørkt«

»Han ved ikke, hvorfor de unge vendte deres voldsomme vrede mod ham, men tror, det var fordi, han sagde fra over for nogle af dem, der hang ud ved kirken og begik hærværk.
»Nu må I altså stoppe det lort«

»Så gik jeg på et tidspunkt ud og sagde: »Nu må I altså stoppe det lort«. »Hvorfor det?«, sagde de så. Jeg tror, de blev dødeligt fornærmede over, at jeg overhovedet vovede at sige noget, for der er ingen, der siger noget til dem. Det var min helligbrøde, og jeg tror først, det er der, de har tænkt, at nu skal han have en på skrinet«.

I dag er Ulrich Vogel flyttet fra Tingbjerg til en hemmelig adresse. Han håber stadig på at vende tilbage til sit embede, men tvivler på, om Tingbjerg er i stand til at vinde kampen mod den gruppe af unge nydanskere, der har taget magten og forvandlet bydelen til et parallelsamfund, hvor de terroriserer, truer og stjæler, når mørket bryder frem.



Han taler om en bydel med to virkeligheder. En lys og grøn og venlig virkelighed, der om dagen er så grundigt pakket ind i integrationsprojekter og velmenende ildsjæle, at det kan snyde det overfladiske øje, og så en anden dunkel virkelighed, hvor tusmørkets unge fyrster dukker frem og regerer på en måde, så mange mennesker holder sig hjemme.

»Der er den officielle virkelighed, hvor det går så godt, og vi har det så hyggeligt, og det har vi jo også et eller andet sted. Jeg har været utrolig glad for at bo i Tingbjerg. Men det med, at det hele går så godt, og det går fremad, og overborgmesteren kommer hver andet øjeblik og siger neeeeej, og der er børn i alle farver, der leger med hinanden, er også en kliche. Der er en anden virkelighed, hvor folk er bange, dårligt tør gå uden for en dør, når det er mørkt, og selv om det er lyst, er de bange for at blive slået ned og presset for penge. Det er den anden virkelighed, og de to virkeligheder passer overhovedet ikke sammen. Det har været et kæmpeproblem for bydelen i meget lang tid«.
Vrede unge mænd vil ikke stå frem

Ulrich Vogel ved ikke præcist, hvem der har chikaneret ham.

Han har kun en fornemmelse, og det er den samme fornemmelse, som de fleste andre i Tingbjerg har.

De er ret overbevist om, at bydelen er blevet til forsidestof på den forkerte måde på grund af den forsamling af rastløse, nederlagsramte unge mænd med for lidt at lave og for store muskler, der hænger ud nede på torvet og på hovedgaden. Det er de samme 20-25 unge mænd, som findes i Vollsmose, Gellerupparken, Taastrupgård, Ishøj og Brøndby Strand, Mjølnerparken og i landets andre ghettoer. De få, der ødelægger det for de mange.



Men nede på hovedgaden, som hedder Ruten, har de unge det på samme måde, som mange andre har det i Tingbjerg. De har ikke lyst til at snakke, og slet ikke til at stå frem. De føler, at de for mange gange er blevet snydt af en presse, der kollektivt hænger dem ud, som filmer uden at spørge om lov, og som fremstiller dem alle som kriminelle.

Forleden var der nogle, der smadrede ruderne til TV 2’s bil, da stationen var ude for at fortælle historien om Tingbjerg. Historien blev fulgt til dørs af landspolitikere, som mente, at overfaldet på tv-bilen var et overfald på demokratiet. Men i gruppen opfatter man det ikke som et overgreb fra deres side. De mener, at det virkelige overgreb blev begået af TV 2, som filmede nogle af de unge mod deres vilje.

Vi er ikke racister
Så de unge er vrede. De er vrede over at bo i en ghetto, vrede over, at politiet overskrider deres grænser og visiterer dem, og de understreger, at hvis der er et sted, hvor man ikke vender den anden kind til, når man er en vred ung mand, så er det her i Tingbjerg. Og de er vrede over at blive kaldt racister, der ikke kan lide hvide.

»Det er uacceptabelt. Vi vil ikke finde os i at blive kaldt racister, når vi ikke er det«, siger en af dem.

Det er dem meget magtpåliggende at få verden til at forstå, at de ikke er racister. De ved godt, at de ikke er uskyldige, og flere af dem kender de danske fængsler glimrende indefra. Men de forstår ikke et samfund, der sætter børn i fængsel og udsteder straffeattester, der gør det umuligt at komme igen, hvis man først har været inde at sidde. Fem år på en straffeattest er fem meget lange år, hvis man kommer ud og kun er 20 år gammel.

Vi vil ikke finde os i at blive kaldt racister, når vi ikke er det«



»Hvordan skal jeg føle mig som en normal borger i samfundet, hvis jeg både skal betale bøde og ikke må arbejde«, siger en af dem og tilføjer om det at være nydansker og ung i Danmark:

»Jeg er født og opvokset her, og jeg synes, det bliver værre og værre og værre. Det eneste, vi havde, var en ungdomsklub, men den er brændt ned«, siger han.
Vil have sted at være om aftenen

Alle taler de om det sted, de gerne vil have. Et sted, hvor de kunne være om aftenen, så de ikke skulle stå og kede sig ude på gaden. De synes ikke, det er for meget at bede om, og hvis man lytter rigtig godt efter, lyder de som nogle unge mænd, der står og råber om hjælp fra et samfund, som de ikke forstår, og som ikke forstår dem.

Problemet er bare, at de råber om hjælp på en måde, som gør andre mennesker bange. Ulrich Vogel tror ikke længere på, at de vil hjælpes. Han tror heller ikke på, at nogen projekter kan forvandle de unge til »bløde og dejlige samfundsborgere«.

»Så længe det stadig drejer sig om børn, skal der være al den nænsomhed og ømhed, man overhovedet kan udvise over for dem, fordi der stadig er et langt liv, som ligger foran dem. Men den gruppe er unge voksne. De kan sagtens tage ansvar for deres liv. Du kan ikke bilde mig ind, at de ikke ville kunne finde nogle åbne døre, hvis de ville. Ikke mindst i en bydel som Tingbjerg, hvor alle har forståelse for, at det kan være svært at komme fra en anden kultur og sidde mellem alle mulige stole«.

»Der er virkelig en kæmpe forståelse for, at livet ikke er sort eller hvidt derude. Det har der altid været, og blandt andet derfor har jeg kunnet virke derude i så mange år som præst. Jeg har også mødt forståelse og stor rummelighed. Men den vil de ikke benytte sig af«.

Den smukke drøm
Engang var Tingbjerg en smuk drøm. En klassisk socialdemokratisk velfærdsdrøm om en arbejderklasse, der skulle væk fra den indre bys mørke baggårde for at blive genhuset i arkitekt Steen Eiler Rasmussens modernistiske lave gule murstenshuse, som blev bygget i halvtredserne på en kæmpe grøn bakket plæne ved den smukke mose i Utterslev.

Langt hen ad vejen gik drømmen også i opfyldelse. Den 57 år gamle søn af en klunser Allan Jensen husker i hvert fald sin barndom som en drøm.

»Jeg havde en vidunderlig barndom herude. Vi byggede huler og sejlede på tømmerflåder ovre i mosen«, fortæller Allan, som har boet her, siden han var 4 år.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I de sidste 15 år har han lavet TV Tingbjerg herude, og han er et kendt ansigt i bydelen. Ifølge Allan begyndte det at gå stærkt i halvfemserne. Det strømmede til med nydanskere, alt for mange af de danskere, der boede her, var på guldøl og overførselsindkomster, og den gamle smukke drøm om Tingbjerg begyndte at briste.
T for Tingbjerg, taber og tyrker

I 2006 skrev beboeren Gülay Sahin en Kronik i Politiken om sin bydel, som hed ’T for Tingbjerg, taber og tyrker’. Her stod der blandt andet:

»Tingbjerg er en slags parkeringsplads, hvor livet holder stille sammen med håbet og ambitionerne. Tingbjerg er en skamplet på det københavnske bykort og en ridse på Danmark som et rigt, vestligt, oplyst og tolerant samfund. Tingbjerg er Danmarks ’underjeg’, det sted, hvor alle tabuerne er placeret. Narkomaner, pyromaner, ludomaner, alkoholikere, kontanthjælpsmodtagere, første-, anden- og tredjegenerationsindvandrere, især de muslimske, som jeg selv, holder til her. Tingbjerg er et sted, man kun tager hen, hvis man bor der, eller nødtvunget skal besøge en, der bor der. Tingbjerg er et mareridt for integrationen, kriminalforsorgen og for enhver, der har et håb om at give sine børn en god fremtid«.

»Her er sgu blevet for fattigt for mig herude. Ikke økonomisk, men menneskeligt«



Siden da er der gået tre år, og Allan Jensen er ved at give op. Han og hans samleverske leder efter et nyt sted at bo.

»Her er sgu blevet for fattigt for mig herude. Ikke økonomisk, men menneskeligt«, siger Allan.

Ild i skolen, klubhuset ogg fritidsklubben
Også han taler om trusler, hærværk og naboer, der får knust deres ruder af nogle unge, som reagerer på enhver irettesættelse med en skræmmende voldsomhed, der gør, at ingen tør sige noget til dem. De har i de senere år brændt skolen, klubhuset, fritidsklubben ned, der er ofte brand i kældrene, og containerafbrændinger er en del af livet om natten. Han er selv blevet truet, og en aften ringede det på hos ham derhjemme.

»Jeg sad inde i min stue, og så går min samlever ud og åbner døren. Så står der en flok drenge på 12 år og truer med at skære halsen over på hele min familie«, siger Allan, der ikke aner, hvorfor de stod der.

Han har rigtig mange venner blandt dem, som stammer fra andre lande, men varmen ved venskaberne fryses ned af den kulde, som hænger over bydelen. Han har været med til meget, set utallige integrationsprojekter vokse forgæves frem, bygget lejepladser for at gøre miljøet bedre, men han føler, at de gode viljer er oppe mod kræfter, som er uden for pædagogisk rækkevidde, og han tror ikke, der er noget at gøre.

»Det er, som om det er håbløst herude på en eller anden måde. Der er nogle grupper herude, som har en meget dårlig holdning til danskerne«, siger Allan, der adskiller sig fra store dele af den resterende befolkning i bydelen ved, at han tør stå frem med navn.

For selv om Tingbjerg er et sted, hvor det er let at finde nogen, som er blevet forulempet, så er det også et sted, hvor det er svært at finde nogen, der vil stå frem og fortælle.

Tavsheden
En midaldrende mand, som Politiken møder, fortæller om et familiemedlem, der har været udsat for røveri. Han fortæller i detaljer, hvad der sket, men han vil ikke have detaljerne i avisen, for tænk nu, hvis han kunne genkendes. Han og hans kone er flyttet fra Tingbjerg på grund af overfaldet, men han kommer her stadig, så han har det bedst med at være anonym.

»Jeg vil karakterisere stemningen herude som ond. Jeg er bange for, at der sker noget alvorligt inden for nær fremtid«, siger han.

Han savner noget mere synligt politi, men erkender også, at politiet har vanskelige arbejdsvilkår herude. Både han og andre fortæller, hvordan de lidt større drenge og unge mænd har placeret de mindre som vagter ved indkørslen til Tingbjerg.

»De står nede i lyskrydset, og lige så snart, der kommer en politibil, så bliver der ringet rundt, og alle, der sælger hash eller har våben, når at smutte væk«, siger manden, som begrunder sin anonymitet med frygten for at blive slået ned.

Jeg er bange for, at der sker noget alvorligt inden for nær fremtid



»Jeg tør simpelthen ikke, fordi jeg er bange for det baseballbat, der kan ramme mig næste gang, jeg kommer. Der var ikke noget, jeg hellere ville end at stå frem, men jeg tør simpelthen ikke«.

»De har sendt alt for mange fremmede herud«
Et andet sted, hvor pensionisterne spiser frokost, er der heller ingen, der har lyst til at stå frem med navn. En ældre kvinde er så skrækslagen over, hvad der forleden skete med hendes barn, at de ikke engang anmeldte det til politiet af frygt for repressalier.

»Men selvfølgelig burde vi have anmeldt det«, siger hun. Problemet er bare, at hun ikke har lyst til at flytte.

»Vi er glade for at bo herude, for det er nogle dejlige lejligheder, og her er grønt. Men jeg synes, det er for galt, at vi ikke kan være i fred«, siger kvinden. Hun er ikke i tvivl om, hvad der er problemet.

»De har sendt alt for mange fremmede herud«, siger hun, men samtidig synes hun også, det er forkert at skælde dem alle ud.

»I den opgang, hvor jeg bor, er der to drenge på 12 og 15 år. De er så søde, og hver gang, de ser mig komme hjem med nogle varer, så bærer de dem op for mig, og de åbner også dørene og smiler. Så de får gerne en is en gang imellem«.

Alle har hørt om nogen, der er blevet overfaldet
Ingen af de pensionister, Politiken taler med, ønsker at stå frem, men de har næsten alle sammen hørt om nogen, der er blevet overfaldet. En af dem, der ikke kun har hørt om det, er Annelise på 83 år.

»Vi kom gående oppe på volden for et år siden, mig og min veninde Birthe. Så kom der lige pludselig en fire-fem stykker. Så siger de »Hit med skejserne gamle kællinger«. Jeg troede, det var for sjov: »Hold nu op«, sagde jeg, og jeg holdt rigtig godt fast i min taske. Så hev de fat i Birthes taske, så hun faldt om på stien. Så sparkede de hende, så hun fik en hævet hånd, og så løb de med penge og taske og mobiltelefonen og hele herligheden. Vi ringede til politiet, men kunne ikke give noget signalement. Bagefter var jeg helt ude af den, og jeg røg ned med en depression i to måneder«.

Den fraflyttede præst Ulrich Vogel forstår godt, at folk ikke tør sige noget. Han taler om en kollektivt traumatiseret bydel, der burde sendes samlet til psykolog.

»Det er jo også sådan, de oplever min sag. Jeg har turdet sige noget, altså får jeg nogle på kassen. Så tænker folk jo ganske fornuftigt: »Det skal jeg ikke nyde noget af«, og i modsætning til præsten, der får et nyt hus et andet sted, så tænker de: »Hvem tager sig egentlig af os«, og det har de jo fuldstændig ret i. De skal leve i det resten af deres dage, og der er mange af dem, der ikke bare kan sige: »Nu flytter jeg«. Det koster, og hvis der er noget, mine folk ikke har, så er det penge, så den mulighed er der jo strengt taget ikke for dem. Altså er de stille og dukker nakken. Det kan jeg ikke fortænke dem i«.

Birketræerne
På det lille torv foran den 26 år gamle Emrah Uzuners kiosk i et hjørne af Tingbjerg står der fem birketræer. De er nyplantede, men de to af dem er skåret over, så stammerne kun er en meter høje. Det var en dreng på 17-18 år, der skar dem ned.

»Han stod med en kæmpe Rambo-dolk og syntes bare, det var sjovt at skære dem ned, og det var ikke nok med det. Så tog de træerne og smed dem op på andre folks biler, og da manden kom ned og spurgte, hvorfor der lå et træ på hans bil, fik han en på lampen«.

Emrah har haft sin kiosk i fem år. Han har selv en baggrund som ungdomskriminel og har siddet inde halvandet år af sit liv. Men det er forbi. Det er spild af liv at være kriminel, der er ingen fremtid i det, og han ville have et liv som alle andre mennesker, hvor han kunne gå ned og låne penge og købe på afbetaling i sit eget navn.

»Pludselig står de 10-15 stykker«
Nu er kursen ændret, siger han. Butikken er momsregistreret, han betaler sin skat, men han ser på Tingbjerg som en betændt blindtarm, der er glemt af resten af samfundet. Også han har oplevet at få en bil brændt af. Han tror, det skete, fordi han en dag sagde til nogle af de unge, at de skulle lade være med at stå og hærge på torvet foran hans kiosk.

»»Du tror, du ejer det hele«, sagde de. Så siger jeg: »Jamen der er ingen, der ejer det hele. Vi ejer det hele sammen«. Jeg kom jo op at slås med dem, fordi det endte med, at jeg fik en på hovedet. Det er jo vildt. De børn var ikke en gang født, da jeg gik rundt på gaden. Så lige pludselig står de en 10-15 stykker, der slår mig. Jeg ringer til politiet og siger: »Jeg er blevet overfaldet«. Jeg synes, at når jeg er selvstændig og har en butik, som er momsregistreret, så skal staten hjælpe mig. Men politiet kom ikke. De spurgte, hvad der var sket, og jeg sagde, at jeg var blevet overfaldet, og at det blødte ud af min næse. Så spurgte de, om jeg kunne udpege en person. Så sagde jeg: »Hør her: Det er et par stykker af dem, og jeg kan ikke udpege hvem«. Hvis jeg ikke kunne udpege nogen, og der ikke rigtig var nogen personlig skade, så var der ingen grund til at komme, sagde de. De kom så efter en time eller halvanden, men der var det for sent«.

Emrah skyder skylden på forældrene til de unge. De ved ikke, hvad deres børn laver, og har overladt ansvaret til samfundet. De tror, at Danmark tager sig af børnene, mens de selv er gået i stå foran det fjernsyn, der er stillet ind på programmer fra det land, de oprindeligt stammer fra.

»De aner ikke, hvad der foregår i landet. De bor i Danmark, men de lever i deres eget land, og de opdager først, at deres børn er kriminelle, når politiet banker på døren og siger, at deres knægt har begået et bankrøveri«.

»Jeg føler mig tryg her«
Anneli Carmen Hansen er en af dem, der holder meget af bydelen. Hun vil ikke bagatellisere begivenhederne. Hun synes, det er forfærdeligt, når der er brand i kælderen, og hun kalder det utrolig ulykkeligt, »at vores gode præst, som gør et godt stykke arbejde, føler sig nødsaget til at gå under jorden«.

»Men jeg er helt målløs over påstanden om, at der er 20-30 unge, der bestemmer over byen. Det er slet ikke mit indtryk. Jeg har det godt, når jeg kommer hjem til Tingbjerg, og jeg føler mig tryg her«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den mest belastede bydel i København
I Københavns Kommune opererer man med et såkaldt belastningsindeks. Det fortæller noget om, hvor mange penge kommunen afsætter til børnene i de forskellige bydele, og målt ud fra omkostninger til udsatte børn indtager Tingbjerg en suveræn førsteplads som den mest belastede bydel i København.

Hvor den gennemsnitlige belastningsgrad i kommunen er på 1,00, er den i Tingbjerg på 2,54. Det betyder, at hver gang der bruges en krone på et gennemsnitligt københavnsk barn, så afsættes der to en halv krone på et barn fra Tingbjerg. Til sammenligning er belastningen i andre udsatte boligområder væsentligt lavere. For eksempel er den i Mjølnerparken 1,96, i Aldersrogade 1,86, i Acacieparken 2,22 og i Lundtoftegade 2,04.

To af dem, som har indgået i belastningsstatistikken, er Khazer og Lachen. De er 20 år, kommer begge fra Tingbjerg og har begge siddet inde.

For to uger siden ringede en af dem til Politiken. Han fortalte med glød og engagement, at de havde en plan. De var allerede gået i gang med at arbejde som frivillige gademedarbejdere i Tingbjerg for at holde de yngre drenge væk fra gaden om natten. Nu ville de ansættes som gademedarbejdere og skabe fred i gaden. De ville følge unge hjem, hvis de er ude efter 11, de ville standse alle tiltag til container- og bilafbrændinger, og de havde fremlagt et projekt i kommunen, som var blevet vel modtaget, men så heller ikke mere.

Alt det ville de gerne fortælle om, og de fik et tilbud om at stå frem i avisen med deres planer, hvis de også ville stå frem med navn og ansigt. Det ville de ikke.

Møde med borgmesteren
Torsdag i denne uge ringede de så igen, og deres glød var ikke blevet mindre overbevisende. Nu havde de indkaldt til fællesmøde med socialborgmester Mikkel Warming om Tingbjerg, de havde fået ham til at møde op, og torsdagen brugte de til at køre rundt i byen og uddele løbesedler til alle de unge med følgende tekst.

»Vi har for tiden problemer med uro i Tingbjerg. Heldigvis har vi også masser af unge og beboere med hovedet fuld af viden og ideer«, skrev de og opfordrede alle unge til at møde op fredag eftermiddag og fortælle Mikkel Warming om deres drømme.

Men hvorfor skal samfundet tro på dem, når de har siddet inde? Hvorfor skulle unge mænd som dem kunne stoppe urolighederne, når det ikke er lykkedes for nogen andre?

»Jeg kan selv huske, da jeg var en lille knægt. Hvis der kom en udefra og sagde »Nu skal du stoppe«, så gad jeg ikke lytte til ham. Han skulle ikke fortælle mig, hvordan det skal være. For han kendte ikke mig, og jeg kendte ikke ham. Men hvis sådan en som mig er der, så møder de dig med respekt, fordi de kender dig og ved, hvem du er«, siger Lachen.
Det har hjulpet i Ishøj, Brøndby Strand og Høje Gladsaxe

Hans ven Khazer er overbevist om, at en klub til de unge vil hjælpe meget mere, end resten af samfundet tror.

Det har hjulpet i Ishøj, i Brøndby Strand og ikke mindst i Høje Gladsaxe, hvor kriminaliteten ifølge de to unge er faldet markant, siden de unge i de områder fik en klub.

Men hvorfor skal resten af samfundet tro på, at en klub kan gøre underværker?

»Fordi vi har oplevet mange ting. Jeg vil ikke have, at nogen af de unge skal opleve det, vi har været igennem. Vi er kommet dertil, at vi har fået nok. Det er ikke noget liv, det man har ude på gaden. Din familie har det dårligt, du ødelægger din fremtid, du har ingen uddannelse og kun en straffeattest. Du har det ikke godt med dig selv. Du er faktisk rigtig dum. Efter det, jeg har lært, synes jeg, at jeg er kommet mentalt stærkere og mere frisktænkende ud af fængslet, for jeg skal ikke mere ud på gaden. Den siger mig ikke noget. Nu er det kun fremtiden, der gælder«, siger Lachen.

Han ligner en ung mand, der mener, hvad han siger. Ikke mindst når han taler om fremtiden. For noget skal der ske.

»Bare der kommer til at ske et eller andet godt med de unge fra Tingbjerg. Det er vores familie, der bor der. De skal også kunne gå trygt som fruen, der kan gå ude i Hellerup og Gentofte om natten. Det skal mine forældre og søskende også kunne gøre«.

Sidste chance

Det er fredag eftermiddag i denne uge. Lachen og Khazer har haft succes. Her i Tingbjerg har de indkaldt socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten til et møde med de unge om fremtiden i Tingbjerg, og 40 andre unge er mødt op. Lige fra begyndelsen er det tydeligt, at det her møde ikke er for sjov. De unge ved godt, at de er deres egen værste fjende, og de ved, at det er ved at være sidste udkald for dem og for Tingbjerg. For hvis de bliver ved med at bruge deres mange kræfter på at stå ude på Ruten, så er den sidste bil ikke brændt, den sidste rude ikke smadret, den sidste sagesløse ikke slået ned og den sidste unge ikke sat i fængsel. Mikkel Warming ligner en mand, der er parat til at lytte. Han vil skaffe penge til en klub. Om det skal overlades til de unge at styre klubben selv er mere tvivlsomt, men det er ikke det største problem. Det største problem er tiden. Fra beslutningen om en klub bliver taget, til klubben står der, vil der sandsynligvis gå et år, og så lang tid har Tingbjerg ikke. Mødet slutter i en blanding af frygt og håb. Men som en af de unge siger med alvorlig og intens stemme: »Mikkel. Hvis du skaber en forandring for os, så gør du ikke bare noget for os. Så gør du noget for alle, som bor i Tingbjerg, og også for vores små brødre, der kommer efter os«. Mikkel Warming er ikke i tvivl. Han vil godt være med til at forandre. Spørgsmålet er bare, om han kan. Om der er tid. Om de unge vil bruge alle deres kræfter på en måde, der er til gavn for dem selv. Eller om de vil bruge dem på at være Tingbjergs og deres egen værste fjende.











Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden