Betjent får kritik for hårdhændet anholdelse

Politimand var for voldsom under omdiskuteret anholdelse i Horsens, hvor ung mand blev skubbet hårdt ind i politibil.

Danmark

En politibetjent fra Sydøstjyllands Politi får nu kritik af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) for sin voldsomme opførsel under en anholdelse 10. juni i år.

Den dag blev 19-årige Stefan Thatheswararajah anholdt af to politifolk ved Strandpromenaden i Horsens. Forløbet blev filmet på en mobiltelefon, og videoen blev siden lagt op på YouTube, hvor den blev set af mere end 180.000 mennesker og skabte debat om, hvorvidt der var tale om politivold i situationen.

Skubbet ind i bil
På videoen kan man se, hvordan to politifolk tvinger Stefan Thatheswararajah ned på jorden og lægger ham i håndjern. Da den 19-årige studerende kort efter står og venter ved politibilen, skubber en af betjentene ham hårdt ind i siden af bilen, og det er netop den del af politiets opførsel, som nu får kritik.

»Det er på den baggrund Politiklagemyndighedens opfattelse, at polititjenestemanden ved at skubbe den anholdte hårdt op mod patruljevognen anvendte mere magt end nødvendigt. Politiklagemyndigheden har navnlig lagt vægt på, at patruljen på dette tidspunkt havde kontrol over den anholdte, der var lagt i håndjern og var forholdsvis rolig«, skriver Politiklagemyndigheden, som dog ikke har fundet grundlag for at kritisere resten af anholdelsesforløbet.

»I formildende retning har Politiklagemyndigheden lagt vægt på det samlede hændelsesforløb, herunder at den anholdte gjorde modstand og havde en provokerende adfærd over for politiet«.

Forsvarer: En sejr
Stefan Thatheswararajahs advokat, Mette Grith Stage, er »særdeles godt tilfreds« med afgørelsen: »Selv om vi ikke har fået ret hele vejen rundt, mener jeg stadig, at det er en sejr, at politimanden har fået kritik for, at han i hvert fald på et punkt er gået ud over sine beføjelser«, siger hun.

Politiklagemyndigheden valgte i sommer på eget initiativ at gå ind i klagesagen fra Horsens på baggrund af videooptagelsen af forløbet. Direktøren for klagemyndigheden, Kirsten Dyrman, sagde dengang, at almindelige politifolk må vænne sig til, at borgerne er begyndt at filme og fotografere dem til brug for klagesager.

Mette Grith Stage er ikke i tvivl om, at videooptagelsen har været afgørende: »Det er min erfaring, at det er enormt svært at komme igennem med noget som helst i de her politiklagesager, som typisk er påstand mod påstand. Havde videoen ikke eksisteret, var sagen sikkert blevet afvist«, siger hun.

Sigtet for at spytte på betjente
I forbindelse med anholdelsen blev Stefan Thatheswararajah sigtet for at spytte på politibetjentene. Mette Grith Stage fortæller, at hun ikke har modtaget en påtaleopgivelse, men at spørgsmålet heller ikke har været for retten.

Sydøstjyllands Politi tager i en pressemeddelelse kritikken til efterretning:

»Det er heldigvis uhyre sjældent, at Politiklagemyndigheden udtaler kritik af medarbejdere ved Sydøstjyllands Politi. Men når det sker, ser vi naturligvis med alvor på sagen og tager de relevante ledelsesmæssige skridt, der efter vores vurdering passer til situationen«.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce