En af bombemandens bomber blev opdaget, inden den gik af. Boksen blev pakket ind i sandsække og halmballer,inden bomben blev demonteret.

En af bombemandens bomber blev opdaget, inden den gik af. Boksen blev pakket ind i sandsække og halmballer,inden bomben blev demonteret.

Danmark

Bombemanden terroriserede danskerne

I ni måneder terroriserede han danskerne. 1. maj for nøjagtig 30 år siden fik historien om Bombemanden fra Gladsaxe en dramatisk afslutning.

Danmark

Den unge mand i vindjakken banede sig vej gennem menneskemængden og de røde faner i Fælledparken.

Han havde en plastikpose i hånden og styrede mod kommunisternes tribune. Han standsede cirka ti meter fra scenen og anbragte posen på græsset.

Nede i posen lå en bombe. Den var indrettet, så den ville eksplodere, når nogen løftede i plastikhanken. Sprængstoffet kunne også detoneres via et relæ, som blev aktiveret, når batteriet begyndte at blive fladt.

Men der var et eller andet galt med konstruktionen, skulle det et øjeblik efter vise sig.

Det var de sidste sekunder af den unge mands karriere som Bombemanden. En af de mest frygtede forbrydere i den danske kriminalhistorie. Hans ni måneder lange løbebane sluttede på arbejdernes internationale kampdag for præcis 30 år siden.

KTAS-dame blev første offer
Det var afslutningen på historien om en forbryder, som en ekstatisk presse undervejs fik bygget op som et mangehovedet monster. En politisk ekstremist. En kommunisthader. En led satan, som ikke gik af vejen for at rydde børn af vejen for at få sit forkvaklede budskab igennem. Han blev, som forfatteren Sven Holm senere skrev, »pressens egen Frankenstein«.

I virkeligheden var han noget helt andet.

Han var vel det første danske eksempel på, hvad der kan ske, når sindsforvirrede teenagere får lov at sidde alene på deres værelser og forelske sig så meget i bombemanualer, at de til sidst køber ingredienserne og får fremstillet deres bomber. Og måske også får dem fyret af.

Det gjorde Bombemanden fra Gladsaxe.

Den første sprang med et voldsomt brag 4. august 1977 i en telefonboks på et gadehjørne i Søborg.

Klokken halv syv om morgenen skulle en dame fra telefonselskabet KTAS tømme boksen for mønter. Hun havde af gode grunde ingen anelse om, at der på undersiden af boksens loft var fastgjort en 11 centimeter lang rørbombe. Lige så lidt som hun kunne vide, at der fra bomben var trukket en halv meter ledning til boksens dør.

Idet KTAS-damen åbnede døren, eksploderede bomben. Boksens ruder blev sprængt i stumper og stykker. Glas og metalstumper fløj ti meter i alle retninger. Hun slap med chok og en høreskade, der aldrig skulle forlade hende.

Det omvendte 7-tal
Politiet fandt et brev inde i telefonboksen. Der stod med klodsede blokbogstaver og ikke helt fejlfri stavning:

»ET PÆNT JOP DET OVRE PÅ BAGSVÆRD STATION, MEN FOR PRIMITIVT EFTER MIN SMAG. MIN BOMBE ER MERE RAFFINERET«.

Brevet var underskrevet med et omvendt 7-tal. Og der var et PS: »DER ER INGEN FINGERAFTRYK PÅ DETTE PAPIR. SPAR JERES ENERGI«.

Det job i Bagsværd, bombemanden henviste til, var en mindre bombe, som tre drenge nogle uger tidligere havde fyret af og var blevet anholdt for.

Af med dørene
’Det omvendte Syvtal’, som bombemanden nu blev kaldt, sprængte sin næste bombe en uge senere i Høje Gladsaxe. En ny telefonboks. Med samme effekt som første gang. Bortset fra, at det her var en mand, der blev ramt.

Det var en tjener, der som sædvanlig forlod sin lejlighed for at tage på arbejde ved firetiden om morgenen og krydsede gaden for at ringe efter en taxi fra telefonboksen. »Nu dør jeg«, tænkte han, da bomben gik af. Det gjorde han ikke. Men han fik en sprængt trommehinde og snitsår på arme og ben. Og gik i chok.

Nu talte hele landet om Bombemanden fra Gladsaxe. Det omvendte Syvtal. Politiet posterede betjente på »strategisk vigtige poster«, afhørte i hundredvis af mennesker og patruljerede flittigt ved telefonboksene i det nordvestlige København. De nu dørløse bokse, for myndighederne havde for en sikkerheds skyld pillet dørene af samtlige telefonbokse i Storkøbenhavn.

Bombemanden ændrede metode
Men der skulle mere til at bremse bombemanden.

Han spændte en tråd ud i knæhøjde i døråbningen til en boks på Mørkhøjvej. Tråden førte hen til en bombe, han havde tapet fast under den hylde, hvor telefonbøgerne lå.

Om morgenen 19. august dukkede en kvindelig KTAS-medarbejder op for at hente mønterne i boksen. Hun var på vagt og opdagede både tråd og bombe. Og slog alarm.

For tredje gang havde bombemanden efterladt et brev. Han oplyste, at han nu foretrak navnet ’Det usynlige X’, at han kæmpede mod »panserne«, og at alle, der kom ham i vejen, ville få »en kugle for panden«.

Ingen fingeraftryk. Ingen spor. Politiet i Gladsaxe blev forstærket med fem kriminalbetjente fra København. Der gik en uge, to uger, flere uger. Politiet håbede, at bombemanden havde valgt at stoppe.

Det havde han ikke.

14-årig opdagede ny bombe
Næsten to måneder efter den tredje bombe skulle en 14-årig pige hente noget i sin fars bil, der stod parkeret foran deres hjem i Brønshøj.

Da hun åbnede døren på klem, så hun en lille pakke, der var klæbet fast på indersiden af bildøren. Hun skyndte sig at lukke døren og hentede sin far. Han ringede til politiet.

I bilen lå der endnu et brev fra bombemanden.

De næste mål ville blive biler, busser og offentlige institutioner, skrev Det usynlige X, som påstod, at han ikke længere var alene, men del af en bande, der talte tre medlemmer. »LEVE FASCISMEN«, stod der.

PET blev sat på sagen
Noget tydede på, at der lå politiske motiver bag bomberne, så Politiets Efterretningstjeneste gik ind i sagen. I Gladsaxe dukkede borgerne sig rutinemæssigt, når de åbnede en dør.

Buschaufførerne blev bedt om at tjekke busserne for poser og pakker. Frygten fik godt tag i danskerne. Og bombeeksperterne rykkede i døgndrift ud til falske alarmer.

Lagde bombe i sandkasse
Knap en måned senere sad en otteårig dreng i en sandkasse på Enghavegård Skole i Gladsaxe og legede med en lille gul lastbil. Et omvendt syvtal var ridset ind i kølerhjelmen.

Drengen opdagede, at der var bundet en tråd fast i bilen. Han trak i tråden. Op af sandet kom et rør med ledninger. Så ringede det ind, og drengen efterlod bilen i sandkassen.

Bomben var oprindelig udstyret med et batteri, men det var faldet af. En anden dreng havde fundet det og stukket det i lommen. Derfor eksploderede denne femte bombe ikke.

Den kunne ellers så let som ingenting have kostet en af eleverne livet, fastslog eksperterne. Man jagtede en gal mand, vurderede politiet.

Bombemanden skifter navn
Den sjette bombe lå i en madkasse i en plastikpose, der var stillet op ad en husmur på Tomsgårdsvej i Nordvestkvarteret. Den var tidsindstillet, og et par butiksruder blev smadret ved eksplosionen. Men ingen kom til skade.

Det efterladte brev blev sprængt næsten helt i stykker, men politiet læste på en af stumperne, at bombemanden nok en gang havde skiftet navn. Til Gammabomberen.

Bombe nummer syv sårede en 77-årig kvinde i en HT-bus. Det var fire dage før julen 1977. Bomben var anbragt mellem sæderne i en linje 5, og den var konstrueret, så den gik af ved den mindste berøring.

Påstod gruppe stod bag
En uge inde i 1978 fik Ekstra Bladet et brev fra bombemanden.

Han tog det fulde ansvar for de syv bomber og fortalte, at hans gruppe hed ’The Sadistic Murderes’ og i øvrigt var en terrororganisation anført af Det omvendte Syvtal og med Det usynlige X som udøvende bombemand.

Gammabomberen var ham, der flikkede bomberne sammen. Og nu ville gruppen holde en pause, stod der i brevet.

Det med pausen viste sig at holde stik.

Den ottende bombe dukkede først op 11. april. Den lå i en brun plastikpose mellem nogle aviser i et hjørne af Lyngby Storcenter. En kvinde fik øje på den, da hun var ved at støvsuge.

Ammunitionstjenesten i Farum fjernede bomben med deres nyindkøbte robot, den senere så kendte ’Rulle-Marie’.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bombemanden havde suppleret denne bombe med en gasflaske. Da man prøvesprængte en kopi af bomben, fremkaldte den en enorm ildkugle, som nemt kunne kvæste eller dræbe adskillige mennesker.

»Ånden i røret«
Der var gået ni måneder, siden den første bombe eksploderede.

Det var 1. maj, og der var gang i den hos kommunisterne i Fælledparken. Bombemanden havde stillet sin plastikpose på græsset. Og nu var han ikke tilstrækkeligt omhyggelig.

Bomben eksploderede mellem hænderne på ham.

Rev tre en halv finger af hans højre hånd og sårede hans venstre skinneben.

Cowboybukserne hang i laser.

Bombemanden tog flugten
Han flygtede, haltende, fra stedet, men en førstehjælper, der så, at manden blødte, og en ung kvinde, der stod tæt på eksplosionen, løb efter.

De overmandede bombemanden og bragte ham hen til et samaritertelt. To politibetjente, der var på stedet i anden anledning, regnede hurtigt ud, hvem manden var.

De havde fanget Bombemanden fra Gladsaxe.

En rolig og stilfærdig elev
Han viste sig at være en 19-årig gymnasieelev fra Gentofte. Allan Steen Kristensen. En rolig, velbegavet og afbalanceret elev, fortalte rektor på Gladsaxe Gymnasium.

Familien var også i top: lykkelig og harmonisk. En mentalerklæring passede heller ikke rigtig til det billede af en psykopatisk forbryder, som pressen havde fået malet.

»Vi har altså hverken at gøre med en ungfascist eller en skrigende skizofren«, noterede forfatteren Sven Holm fra retssagen, som han fulgte for dagbladet Information.

Sven Holm kiggede på bombemanden og så en »stilfærdig, saglig, lidt forpint og imødekommende« gymnasieelev, som svarede dommeren og anklageren sådan, »som man svarer sine lærere, når de beskylder en for at have overbroderet toilettet med ukvemsord«.

»Der er egentlig ikke nogen, jeg har noget imod«, sagde bombemanden.

Og aflivede dermed teorien om en mand, der hadede børn og kommunister. Det med terrorgruppen var for resten bare noget, han havde fundet på.

Levede i fantasiverden
Det var bomberne, der optog ham, forklarede Allan Steen Kristensen. Bombernes æstetik. Og han mente, at de, der åbnede dørene til telefonboksene, kun ville få sig »en ordentlig forskrækkelse«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han havde altid drømt om at blive noget med bomber. Pløjede sig igennem teorien oppe på sit værelse på første sal. Og når forældrene sov, listede han ned i farens hobbyrum i kælderen og fremstillede djævelskabet.

»Var det teknikken, der løb af med dig?«, spurgte forsvareren på et tidspunkt under retssagen.

»Det kan man vist godt sige«, svarede Allan Steen Kristensen.

Flere af spørgsmålene i retten besvarede han med:

»Det må vel være, fordi jeg levede i min egen fantasiverden«.

Han følte, at han »kunne sidde og dirigere noget«, når han skrev sine klodsede breve til politiet og pressen. Han opdigtede et slægtskab, en sammensværgelse med mystiske personer. Han skrev om krudtet i sine rørbomber, at »ånden i røret vil fremtræde i al sin magt og herlighed«.

Og han fortalte retten, at han levede i en fremmed, truende og ansigtsløs verden næsten helt uden venner og med sin familie som det eneste holdepunkt.

Bombemanden blev gift og fik børn
Han talte om sine »gode forældre«. Og han talte om en pige, der slog op med ham, hvilket muligvis var en medvirkende årsag til, at han begyndte at bombe telefonbokse.

Samme år, som Allan Steen Kristensen fik sin dom på fem års fængsel, skrev CV Jørgensen en på mange måder tidløs sang om fænomenet:

Målløse Mortensens præmiesøn fik altid trettentallet i kemi/ for en selvstændig men også noget rutinepræget præstation/ der sku’ bli’ basis for den obskure hjemmeindustri/ hvis interesser nu varetages fra kælderen i en forstadsbungalow/ hvor junior sidder dødsens bleg & måneskinsarbejder/ som en afsporet teenager på små uhyrligheder/ sådan bare for sjov.

Bombemanden fra Gladsaxe blev prøveløsladt i 1981. Han tog en uddannelse som kemiingeniør. Blev gift og fik to børn. Og døde i 1997 i en alder af 38 år. Han havde et svagt hjerte.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce