AC Børnehjælp: Vi har ryddet op og har styr på det igen

»Vi er et stykke fra konkurs endnu«, siger bestyrelsesformand og fungerende direktør som svar på kritikken.

Danmark

Kritikken er helt berettiget. Vi er helt enige i, at det ikke har været ordentligt nok«, siger Pia Brandsnes, som for tiden både passer jobbet som bestyrelsesformand og direktør i AC Børnehjælp, mens organisationen leder efter en ny direktør.

»Men der er ikke kaotiske forhold nu. Der har været kaotiske forhold, og der har været grunde til det. Vi har haft en økonomichef, som nu er fratrådt, han er der ikke mere, og vi har ryddet op«.

Hvordan er det gået så galt?

»Det er jo en kombination af flere ting, men vi har først og fremmest været i færd med at indføre et nyt it- og økonomisystem, og vi er ikke den eneste organisation, hvor sådan noget skrider – hos os er det bare også endt med et decideret regnskabsmæssigt rod i overgangsperioden. Men vi er færdige med oprydningen nu og vi har styr på det igen«.

LÆS OGSÅ

Hvem betaler underslæbet på 460.000?

»De penge bliver dækket ind af projektafdelingen. De bliver taget af afdelingens egenkapital, Danida kommer ikke til at betale og har fået deres penge tilbage«.

I får kritik for ikke at holde pengekasserne til hjælpeprojekter og til adoption adskilt ...

»Der er indimellem blevet flyttet midler frem og tilbage, men kun i korte perioder. Det er sket for at undgå at skulle sælge værdipapirer, og det er ikke noget, jeg har vidst foregik. Pengene er endt tilbage i de rigtige kasser«.

Hvor mange klager har I fået fra forældre over de stigende gebyrer?

»Jeg har ikke noget tal over klagerne, men det er fuldstændig forståeligt, at folk klager. Vi har virkelig, virkelig holdt igen og gjort alt, hvad vi kunne, for at sende så lidt af regningen videre til adoptanterne som muligt. Men adoptionsadministrationen er steget enormt i omkostninger. Før i tiden havde alle organisationer nogle lande, hvor man modtog rigtigt mange børn fra om året, og det er alt andet lige meget billigere at administrere end 2-3 børn fra et stort antal forskellige lande. Og alt tyder på, at det er sådan, det vil være fremover«.

I dækker store underskud med jeres egenkapital i de her år – dermed bliver I vel mere sårbare for en eventuel konkurs?

»Det er rigtigt, den risiko er helt klart steget. Men der er vi altså ikke nu – jeg kan sagtens forstå folks bekymring, men vi er et stykke fra konkurs endnu«.

Har der været rod i sagsbehandlingen?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det har der helt klart været. Der har været usikkerhed om nogle bestemte erklæringer, og vi har arbejdet virkelig hårdt for at rydde op og lavet nye procesbeskrivelser. Rod er måske i overkanten – men der har helt klart været nogle uregelmæssigheder«.

Kan I garantere etikken og lovligheden af jeres adoptioner?

»Jeg har ikke oplevet, at der er problemer med etik eller lovlighed. Men jeg ved ikke, om man nogen sinde kan garantere 100 procent, selv om det er det, vi ønsker, det altid skal være. Etik er heller ikke en statisk ting, den flytter sig hele tiden, også med den debat, I skaber«.

Politikere: For mange fodfejl
Blandt politikerne i Socialudvalget er der begrænset forståelse for AC Børnehjælps argumenter. Venstres Eyvind Vesselboe undrer sig over, at organisationen får lov til at fortsætte sin adoptionsvirksomhed.

»Hvordan kan man akkreditere nogen til at adoptere børn, når de ikke engang kan styre deres økonomi«, spørger han.

Pernille Skipper fra Enhedslisten finder det særligt alvorligt, at der hos AC Børnehjælp er sket sammenblanding mellem Danida-midler til hjælpeprojekter og penge til adoption.

»Det er et alvorligt lovbrud«, mener hun. »Hvis vi skal være 100 procent sikre på, at ingen tjener penge på, at der er flere adoptioner, skal der være meget klar adskillelse mellem cigarkasserne«, siger hun. »Enhver tvivl om pengestrømmene kan have grusomme konsekvenser i form af forældre, der presses eller lokkes til at afgive deres børn«.

Skepsis over organisationer

Ifølge Eyvind Vesselboe bekræfter kritikken, at private firmaer slet ikke burde være en del af adoptionssystemet. »I DanAdopt har der været problemer omkring de menneskelige forhold ved adoptionerne og de økonomiske transaktioner med børnehjemmene. Med AC har vi nu fået at vide, at der er totalt kaos i økonomien«, siger han. Også Pernille Skipper udtrykker skepsis over for de to organisationer: »Man må spørge hvor mange fodfejl det er i orden at begå, før vi som stat siger, at nu kan vi simpelthen ikke samarbejde mere«. Politiken har været i kontakt med den fratrådte vicedirektør, som var ansvarlig for økonomistyringen. Han er kontraktligt forhindret i at udtale sig.





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce