Politiken lancerer nyt historiemagasinLæs mere

Danmark

Demonstrant: »Hold Dong på danske hænder«

2.500 danskere demonstrerer foran Christiansborg mod salget af Dong.

Danmark

Demonstranterne skutter sig i kulden på Slotspladsen foran Christiansborg.

Flere af dem varmer sig på medbragt kaffe, mens de lytter til politiske dundertaler mod salget af statens energiselskab til Goldman Sachs. Handlen vil give den amerikanske investeringsbank 19 procent af aktierne.

Godt 2.500 er mødt op i et forsøg på at råbe politikerne op, oplyser Københavns Politi.

LÆS OGSÅ

En af dem er kontanthjælpsmodtager Klaus Jensen, 33 år, som med anorakkens pelskrave trukket helt op om ørerne og med en vandrestav i hånden ikke holder sin foragt for regeringens beslutning tilbage.

»Hele den her aftale er grotesk og rådden. Det er utroligt umoralsk, at man på den ene side sætter millioner af til at bekæmpe skattely, når man samtidig indgår en aftale med Goldman Sachs, som åbenlyst gør brug af skattely«, siger Klaus Jensen.

Han bakkes op af Steen Skole, 58 år, som til dagligt er assistent i DSB og heller ikke synes, det er nogen god idé at sælge en del af Dong til den amerikanske investeringsbank.

»Vi skal holde Dong på danske hænder. Vi skal ikke overgive store investeringer til udlandet, når vi kan holde det inde for vores egne grænser«, siger han og henviser til Goldman Sachs som nogle »fæle kapitalister«.

For børnebørnenes fremtid
Et synspunkt, som går igen på mange af de røde bannere, som i dagens anledning flagrer på Slotspladsen - overvejende med socialistiske slogans som 'Salg af Dong er tyveri' og 'Don't negotiate with financial terrorists' - på dansk: lad være med at forhandle med finansterrorister.

På et tredje står der 'Stop landsforræderiet'. Under det, på trappesatsen op til Slotspladsens rytterstatue, står en kvinde i lang uldfrakke og rød hat.

Ligesom mange af de andre demonstranter på pladsen stoler hun ikke på eksperterne, som anbefaler aftalen med Goldman Sachs, og hun er bange for, hvilken betydning den får på længere sigt for Danmark.

»Jeg er her for at kæmpe for mine børnebørns fremtid«, siger den 52-årige skrædder, Karin Jermiin-Offenberg, som er overbevist om, at beslutningen om at sælge Dong til Goldman Sachs bliver et »selvmål« for regeringen.

»Det virker, som om de skal have noget hurtig kapital. Men jeg er bange for, at tømmermændene bliver gigantiske. Man burde slå koldt vand i blodet og undersøge andre muligheder end samarbejdet med Goldman Sachs«, siger Karin Jermiin-Offenberg.

Højreradikale holder miniprotest

Socialisterne er bredt repræsenteret, men det er alligevel en blandet forsamling, som har stimlet sammen på Slotspladsen.

En mindre gruppe højreradikale personer har endda forsøgt at tilslutte sig demonstrationen, men det har de ikke fået lov til af arrangørerne, fortæller vagtchefen ved Københavns Politi.

»Dem ønskede man ikke at have med, så de her 10-12 højreradikale er blevet henvist til et andet sted i nærheden af Christiansborg, så dem holder vi godt øje med«, siger Jens Kristiansen og tilføjer, at alt foregår i god ro og orden.

»Der er politi til stede, og vi er i god dialog med demonstranterne, og så håber vi, at de opfører sig ordentligt«, siger Jens Kristiansen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce