»Hvor gammeldags!«, tænkte Camilla Kjems i mange år om sin svigermors ordsprog: ’Hvis du ikke får den, du elsker, må du elske den, du får’.

Men da den amerikanske forfatter Lori Gottliebs bog ’Marry Him – The Case for Settling for Mr. Good Enough’ kom for et par år siden, så hun anderledes på sagen.

»Jeg mener ikke, at vi kvinder skal lade os nøje, og der er klart mange mænd, som det ville klæde at mande sig op. Men det ville klæde os kvinder med lidt mere rummelighed og lidt mindre kræsenhed. Vi er meget hurtige til at sige ’Dur ikke – væk!’, hvis en ny mand ikke lige præcis lever op til alle forventninger om mr. Right. Det er ’mig, mig, mig og mine behov’ i centrum«, siger Kjems, der er chefredaktør for kvindebladet Femina.

Hun understreger, at det er et stort fremskridt, at parforholdet ikke længere blot er en praktisk foranstaltning med børneproduktion som omdrejningspunkt.

»Og det er jo absolut fint, at manden ikke længere er noget, der skal forsørge mig. Men tingene er kammet over. Manden er nu kun til for at fornøje mig. Og vi kvinders krav til, hvem vi vil have børn med, er måske steget for kraftigt. Det skal virkelig være i orden, før vi har lyst til det. Han skal både have hjerne, penge, humor, muskler og alt det der«.

»Hvis han ikke har det hele, takker vi nej. Igen og igen. Og ender så måske til sidst med at vælge donorsæd. Så skal man heller ikke vaske hans sure sokker og lave 90 procent af arbejdet i hjemmet og med børnene, mens han ligger på sofaen og ser fodbold i stedet for at holde sig i form«, siger Camilla Kjems, der selv har fået tre børn på gammeldags vis, men nu er skilt.

Hun mener, at der kan være etiske problemer i at vælge at få et barn, uden at der er en far – når undersøgelser og erfaringer viser, at det ligger dybt i folk, at de godt vil kende deres ophav.

Men det har også en etisk dimension, at kvinder er blevet så kræsne, siger Kjems, der selv har lært meget af præst Preben Koks bog ’Skæld ud på Gud’, der vil have mænd og kvinder til at mødes på midten.

»Det skal ikke kun handle om kvindens behov, om, at hun vil have børn og karriere og en mand, der måske er lidt kunstnersmart eller lever op til forventninger i hendes omgangskreds. Vi skal ikke opbygge en mand 100 procent i vores eget billede. Man bliver nødt til at se på det, at denne her mand ser noget helt andet i livet, end jeg gør, som en berigelse. Ikke som noget, der er forkert, og som vi skal ændre«.

»Han har måske ikke samme forkærlighed for æstetik eller samme idé om, hvordan man skal være på arbejdsmarkedet eller i soveværelset, men så ser han en masse, jeg ikke kan få øje på med mine kvindelige øjne. Det kan åbne døren til en ny og større verden inden for kærligheden og inden for livet. Kærlighed handler om at supplere hinanden, ikke dublere hinanden«.

»Og man behøver ikke se det som et kompromis med ens egne værdier. Vi burde nedtone vores forventninger om, at alt skal være på vores måde. For vi er altså ret tit nogle værre rappenskralder«.