Foto: JENS DRESLING
Danmark

Politiet: Rockerne spiller bevidst det etniske kort

Politiet ser Hells Angels' fremmedfjendske retorik som en del af rockergruppens strategi til at hverve nye medlemmer.

Danmark

«Danmark har gennem længere tid været tyranniseret af den type mennesker, der angreb mig«.

Sådan beskriver den højtstående Hells Angels-rocker Jørgen ’Jønke’ Nielsen den 23-årige dansktyrker, der ifølge Jønke knivoverfaldt ham og hans kammerat tredje juledag sidste år.

Beskrivelsen kan læses på Jønkes hjemmeside, retfærdighedforjønke.dk, og falder godt i tråd med den retorik, der bruges om danskere med anden etnisk herkomst på Hells Angels’ hjemmeside.

Budskaber om, at det er godt, at HA og støttegruppen AK 81 »endelig tager hånd om indvandrerproblemet« og »sjakalerne«, som rockerne betegner deres fjender, dominerer på hjemmesiden.

»Et farligt signal« Jønke har været varetægtsfængslet siden knivepisoden i julen og sidder i øjeblikket til mentalundersøgelse på Sikringen for psykiatriske fanger i Nykøbing Sjælland.

Dansktyrkeren blev løsladt i juni, men er stadig sigtet. Jønke, der er talsmand for Hells Angels, når han er ude i friheden, ønsker ikke at kommentere, om løsladelsen af hans ’overfaldsmand’ har ført til en optrapning af den verserende konflikt mellem Hells Angels og indvandrergrupper, men han advarer:

»Det er et farligt signal, myndighederne sender, når sådan en type bare kan rende hen og stikke en rocker ned, og så er det fint. Han bliver løsladt og kan tage på ferie i Tyrkiet, mens jeg sidder her. Det er jo helt forskruet«, siger Jønke i et interview med Politiken, hvor han kalder de grupper, der skyder på HA’erne, »mistilpassede unge indvandrerbørn«.

Forvaklede æresfølelser
Den slags udtalelser er en helt bevidst strategi fra det kriminelle miljø i HA, mener Kim Kliver, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC).

»Da den anden side af konflikten er det organiserede bandemiljø, kan der være en idé i at spille på, at der er en del af dem, som er af anden etnisk herkomst«.

Ifølge Kim Kliver handler konflikten ikke kun om kriminelle markeder, men også om »forkvaklede æresfølelser, og at man skal bytte hændelser«. Konflikten mellem grupper af indvandrere og rockerne har ført til massive skyderier i de seneste to måneder og drabet på en ung indvandrerdreng fra Tingbjerg i August.

»Vi ser unge, der bliver accepteret under 18-års alderen og op i begyndelsen af tyverne. Fælles for dem er, at de er villige til at gå ind i de konflikter, der hører med til den kriminalitet, som en række medlemmer fra rockermiljøet er involverede i. Det drejer sig om den grove narkokriminalitet, prostitution med mere, hvor de unge bliver brugt til at kradse penge ind og slå på tæven«, siger Kim Kliver.

Handlede i nødværge
Jønke står gerne ved, at han er en af fadderne til AK 81.

Den vinteraften sidste år, da Jønke angiveligt blev overfaldet og såret af knivstik, var han i selskab med en kammerat fra AK 81. Ifølge Jønke handlede han i nødværge, da han stak overfaldsmanden, så denne kom i livsfare.

»Jeg kan ikke afvise, at nogen fra AK 81 er og kan blive bodyguard for mig en aften eller en dag, men det er ikke derfor, AK 81 er der. De er en foryngelse af vores klub. De er simpelthen en underbygning til vores optagelsessystem, hvor vi før havde hang-arounds og prospects, har vi nu også AK 81’ere«, siger Jønke.

Knytter drab til HA

Ifølge Jønke har HA ikke noget at gøre med de aktuelle skyderier. »Hvad er det egentlig, HA render og generer nogen med i gader og stræder? Overhovedet intet«, siger han. Drabschef Ove Dahl knytter dog stadigvæk drabet sammen med AK 81, selv om den AK 81’er, som politiet først sigtede for drabet i Tingbjerg, er løsladt igen.



Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden