Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Profilplejehjem. Steen Hansen, 69 år gammel, vil gerne bo på et plejehjem, der har en anden forståelse for homoseksuelle.
Foto: KATINKA HUSTAD

Profilplejehjem. Steen Hansen, 69 år gammel, vil gerne bo på et plejehjem, der har en anden forståelse for homoseksuelle.

Danmark

København får et regnbueplejehjem

Hovedstadens homoseksuelle og transpersoner kan i fremtiden komme på plejehjem med ligesindede. Det er vigtigt at have mangfoldige tilbud til ældre, siger borgmester Ninna Thomsen (SF).

Danmark

Om kort tid kan hovedstadens bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner vælge et plejehjem, hvor de kan bo sammen med andre, der har samme seksualitet eller kønsidentitet som dem selv.

Sundheds- og omsorgsudvalget i Københavns Kommune stemmer i aften om et forslag om et såkaldt profilplejehjem for LGBT-personer igennem. Hjemmet bliver det første af sin art i Danmark.

»Det er vigtigt, at vi har en mangfoldighed i vores tilbud til ældre. Det er vores opgave at sørge for, at alle kan føle sig hjemme på de københavnske plejehjem«, siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF): »Jeg har været i dialog med blandt andre LGBT Danmark (Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, red.), der har gjort opmærksom på, at det kan være svært at være ældre og homoseksuel på de gængse plejehjem. De har foreslået et hjem med særligt fokus LGBT-personer, og det vil vi gerne imødekomme«.

'Regnbueplejehjemmet'

Den holdning deler Lars Aslan Rasmussen (S).

»Det homoseksuelle miljø er stort i København, der er en af verdens mest homovenlige byer, så vi mener, vi har en forpligtelse til at lytte til de homoseksuelles organisationer«, siger han.

Lars Aslan Rasmussen er glad for at kunne sende et signal om accept af LGBT-personer til dem, der har svært ved at anerkende mennesker med anderledes seksualitet eller kønsidentitet.

Men ligesom for resten af udvalgets medlemmer er det vigtigt for ham, at plejehjemmet ikke kun bliver for LGBT-personer.

»Et særligt fokus på homo- og transseksuelle er fint, men det er vigtigt, at der også kommer andre, så vi får blandet folk. Der skal heller ikke være plejehjem, hvor der kun må bo heteroseksuelle«.

Den nye plejehjemsprofil, der hos politikerne går under betegnelsen ’regnbueplejehjemmet’, skal være en del af Plejecentret Slottet på Nørrebro. Der er afsat godt 370.000 kroner til projektet, blandt andet til efteruddannelse af plejepersonalet.

Planen er ikke, at hjemmet skal have en særlig afdeling for LGBT-personer, men at interesserede skal have muligheden for at flytte ind blandt de nuværende beboere i takt med, at der bliver ledige plejeboliger.

En »kæmpe gevinst«

Københavns Kommune har de seneste år etableret en håndfuld profilplejehjem. På Amager ligger et mangfoldighedsplejehjem for ældre med anden etnisk baggrund end dansk, på Vesterbro findes et hjem for madentusiaster, mens Vanløse har et plejecenter med særlig vægt på dyr og udeliv.

»Et regnebueplejehjem er ikke anderledes end de andre profilplejehjem. I alle tilfælde handler det om at kunne bo i et holdningsfællesskab, hvor man som individer får lov til at dyrke sine forskellige behov og interesser«, siger Ninna Thomsen.

LGBT Danmark kalder regnbueplejehjemmet for en »kæmpe gevinst«. Sammen med den private forening Gay and Grey har de argumenteret for vigtigheden af at kunne være sammen med ligesindede i alderdommen.

»Vi er en gruppe, der anses for at have det nemt og godt i dagens Danmark. Men der er stadig en marginalisering af LGBT-personer nogle steder, og det gør det vigtigt at have muligheden for at være i et trygt fællesskab med mennesker, der er positive over for en«, siger Ivan Hemmingsen, der er med i LGBT Danmarks seniorudvalg.

»Homoseksuelle og transpersoner skal ikke have en anden pleje end andre rent fysisk, men psykisk og omsorgsmæssigt vil det betyde meget, at personalet og de andre beboere har en særlig forståelse for ens livshistorie og situation«.

Anderledes i ældre generationer

Også Ældre Sagen er begejstret.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er en pragtfuld ide«, siger chefkonsulent Margrethe Kähler.

Hun kalder det »hundesvært« at blive placeret på et plejehjem med nogen, man ikke har noget til fælles med. Man risikerer nemt at blive isoleret fra andre, og det gør det kun sværere, hvis man har en anderledes seksualitet, siger hun.

»Yngre generationer siger måske bare ’nå’, men homoseksualitet kan være et ømtåleligt emne i den ældre generation. Så det er vigtigt, at man deler værdier, især når det handler om forståelse af en anderledes seksualitet«.

Selv om mange plejehjemsbeboere er demente, gør det ikke problemstillingen mindre relevant, siger chefkonsulenten.

»Det er kun korttidshukommelsen, der ryger. Følelseslivet og ens værdier er dybt kodet ind i ens hjerne, så det betyder stadig alverden, at man kan være sig selv«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce