På siden af sin højre hånd har Nicolai Broløs tatoveret » Dear Family«.
Tatoveringen er et par år gammel og lidt falmet, men den er der, fordi han elsker sin familie og altid vil passe på den.
»Det er dem, jeg har«, som han forklarer det.
Netop familien har dog ikke altid villet det gode for den nu 18-årige plyssede lyshårede fyr.Han har haft en barndom, hvor vold mellem de voksne, kriminalitet og fængsel var hverdagen. Lange perioder med angst og en stor følelse af ansvar for sin mor.
Alligevel var det lige netop Nicolai Broløs, som afstedkom, at Rødovre Kommunes Ungdomsskole lavede et særligt kursus i vredeshåndtering.
Et kursus, der har haft så stor succes, at skolen nu uddanner lærere i det, underviser mindre skolebørn i vredeshåndtering, og hvis principper er ved at blive skrevet ind i kommunens børne- og ungepolitik. I skolen – i alt fem forskellige – gik det ellers ikke for let for Nicolai Broløs. Det var til tider svært at koncentrere sig, og temperamentet løb ofte af med ham.
»Min mor har fået rigtig mange opkald fra mine lærere«, forklarer han.
Nicolai Broløs ved ikke rigtigt, hvorfor det var sådan. Nogle gange blev han bare vred – og enten stak han af, eller også slog det klik, og så endte det med, at han slog noget i stykker eller kom op at slås.
»Det var bare det, jeg gjorde«.
Som engang da han spillede PlayStation og blev så vred over at tabe, at han sparkede til et glasbord, så det gik i stykker.
Kan man arve vrede?
Som 15-årig flyttede han på ungdomspensionat og begyndte på Rødovre Ungdomsskole. Han var bagud fagligt, men det var ikke kun det, der optog ham. Han ville også gerne lære at styre sit temperament, for han var bange for, at han havde arvet vreden fra sine forældre.
»Jeg blev rigtig tit sur, og så spurgte jeg min lærer, om man kunne få hjælp med det«, fortæller han.
Ungdomsskolen undersøgte mulighederne og udviklede et tilbud, hvor Nicolai Broløs var med på det første hold.
»Så havde de en boksepude, så man kunne få frustrationerne ud der«, forklarer han om kurset, som er frivilligt og løber i seks til otte uger.
Her lærte de, hvordan det føles i kroppen, når man bliver sur.
»Vi skulle skrive, hvad der gjorde os sure, hvornår noget er en dårlig dag, og hvad man selv kan gøre for, at den bliver bedre. Og så lærte vi det med at tælle til 10 i stedet for at eksplodere«, forklarer han.
Kropslig vrede
Kurset, som hedder Diamantforløbet, har til formål at se på, hvorfor vrede giver mening for de unge, og at lære dem, at der er andre handlemuligheder.
Undervisningen tager blandt andet udgangspunkt i, hvordan den unge rent kropsligt oplever det at være vred, eksempelvis at det sitrer i hænderne, at de knytter næverne, eller at hjertet banker. Når de kan mærke og genkende de kropslige signaler, kan de skabe et filter, som gør det muligt for dem at vælge en anden strategi end vreden.
De unger lærer også, at bag følelsen af vrede kan der gemme sig en masse andre følelser – angst eller sorg – selv om den unge ikke umiddelbart kan mærke det.
På kurset bliver den unge ikke set som et problem, men den unges handlinger er problemet – og handlinger kan ændres. Dermed bliver vreden ikke længere det, som tager magten i den unges liv.
Vrede ødelægger ting for mig
For mange unge er vreden forbundet med tab af selvkontrol og nederlag, og ofte er det svært at vende tilbage, hvis de først er gået amok.
Derfor ønsker de unge selv at ændre deres handlingsmønstre, da de kan se, hvor meget de mister, når de bliver ukontrollabelt vrede.
»Det at blive vred fører ikke til noget«, som Nicolai Broløs forklarer det i dag.
