Hver dag bliver passagerer uden billet afsløret af DSB’s kontrollører. DSB vurderer selv, at mellem tre og fire procent af S-togspassagererne hopper på toget uden billet. Det gælder dog ikke for passagererne på billedet. Foto: Morten Langkilde

Hver dag bliver passagerer uden billet afsløret af DSB’s kontrollører. DSB vurderer selv, at mellem tre og fire procent af S-togspassagererne hopper på toget uden billet. Det gælder dog ikke for passagererne på billedet. Foto: Morten Langkilde

Danmark

Gratister skylder DSB 176 millioner kroner

DSB har over 260.000 sager med bøder, som ikke er betalt.

Danmark

Tusindvis af danskere slipper gratis fra at køre i tog med DSB uden billet.

Statsbanerne havde ved udgangen af februar i alt 263.776 sager med kontrolafgifter, som ikke er blevet betalt. Det skyldes, at DSB’s togrevisorer skriver bøder ud hurtigere, end Skat kan nå at drive pengene ind hos de mange gratister.


I øjeblikket har DSB i alt 176 millioner kroner til gode hos godt 31.000 personer. Det svarer til 5.600 kroner pr. snude. På blot tre måneder er bunken af ubetalte regninger vokset med 14.000.
Kan ikke forklare stigningen

Stigningen er sket på trods af, at DSB i efteråret indledte en kampagne for at få flere til at betale togbilletten.

Samtidig blev bøden for at køre uden billet sat op fra 600 til 750 kroner, og der blev sat civilklædte kontrollører ind i togene.

Men mange af gratisterne kan nærmest være ligeglade, for der er meget lange udsigter til, at de kommer til at betale pengene.

»Jeg kan ikke forklare stigningen. Vi har den mest effektive form for inddrivelse, fordi vi via Skat kan tilbageholde løn«, siger direktør Gert Frost fra DSB S-tog.

Sagerne kører gennem rykkerprocedure
Vicedirektør Helle Hemmingsen fra Skats Inddrivelsescenter oplyser, at sagerne fra DSB kommer løbende og kører gennem den sædvanlige »rykkerprocedure«:

»De kører gennem inddrivelsesmaskinen, og så bliver der eventuelt lønindeholdelse«, siger Helle Hemmingsen.

Hun oplyser, at såkaldte »umulige« sager løbende bliver afskrevet. Det drejer sig om sager med personer, som ikke har udsigt til en fast indkomst. Hvis gratisten har forsørgerpligt og en årsindkomst på over 118.000 kroner, kan Skat tilbageholde løn.

DSB bliver ved med at forny krav
Men der kan gå årevis, før det eventuelt bliver tilfældet.

»Vi bliver ved med at forny kravet, så den unge mand, som vi ikke i første omgang kunne få penge fra, slipper ikke fri, hvis han engang får en ordentlig løn«, siger Gert Frost fra DSB.

Skat har ikke alene problemer med at få inddrevet penge fra gratister i togene.

Siden 2005 har Skat også haft ansvaret for at kradse politiets bøder ind, men som omtalt i politiken.dk er antallet af ubetalte bøder siden vokset fra 20.000 til 250.000 – uden at en eneste bødeovertrædelse har ført til afsoning i fængsel på grund af manglende betaling.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce