Myten om, at indvandrerkvinder har et barn på armen, et i barnevognen og et ufødt i maven, står for fald.
Indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande får i dag stort set ikke flere børn end danske kvinder, viser kortlægning fra Danmarks Statistik i publikationen ’Befolkningens udvikling’. Det er en udvikling, som er sket i løbet af blot 15 år.
»Der er ikke længere belæg for at sige, at indvandrere formerer sig som kaniner«, siger cand.scient.soc. og fuldmægtig i Danmarks Statistik Anna Qvist, der står bag kortlægningen.
I 1993 fik indvandrere fra ikke-vestlige lande over dobbelt så mange børn som kvinder med dansk baggrund, men 15 år senere har de to grupper nærmet sig hinanden. De oprindeligt danske kvinder føder lidt flere børn, mens kvinder fra ikke-vestlige lande får langt færre. Indvandrernes familiestørrelse er kommet til at ligne den klassiske danske.
LÆS ARTIKEL
»Der er simpelthen en integrationsproces i gang, som får indvandrerne til at ligne danskere mere og mere. Det er et ganske almindeligt fænomen, at et mindretal vil blive påvirket af flertallets normer og måde at leve på«, siger Anna Qvist.
Færre børn end forældrene
På Østerbro i København bor Ayfer Baykal, som er ud af en tyrkisk familie med en klassisk indvandrerhistorie. Faderen kom til Danmark engang i 1960’erne for at skaffe penge til at starte en virksomhed i Ankara, men han kom aldrig tilbage. I stedet fulgte hustruen efter. Og familiens tre piger er vokset op på Østerbro.
»Jeg kan sagtens genkende billedet af, at indvandrerne får færre børn. Mine forældres venner fik typisk tre børn, mens deres børn har fået lidt færre børn«, siger 33-årige Ayfer Baykal, der er tidligere formand for Integrationsrådet i København og netop er valgt ind i Borgerrepræsentationen for SF med næsten 4.000 personlige stemmer. Hun er socialrådgiver og arbejder på Frederiksberg Rådhus.
Den store andelslejlighed genlyder af jazzmusik, og fyrfadslysene kæmper for at give lidt lys i decembermørket, mens Ayfer Baykal har travlt med at fortælle, at den offentlige debat har tegnet et forkert billede af de unge kvinder med indvandrerbaggrund som undertrykte af en formørket religion og tvunget til at gå med tørklæde.
»Jeg har veninder, der er religiøse og går med tørklæde, men de tænker ikke anderledes end mig. De går efter den gode uddannelse, det gode ægteskab, det gode job og karrieren«, siger Ayfer Baykal, der selv blev gift med Rasmus på rådhus.
Lang uddannelse giver færre børn
En stor del af forklaringen på, at fødselsmønstret har ændret sig så dramatisk for indvandrerkvinderne, skal formentligt findes på skolebænken. Kvinderne med indvandrerbaggrund er nemlig også kommet efter oprindeligt danske kvinder med hensyn til uddannelse.
I 1999 var 23 procent af de 20-årige indvandrerkvinder under uddannelse, mens det i 2008 var 41 procent, som var under uddannelse, hvilket faktisk er en procent mere end de oprindeligt danske kvinder på 20 år.
LÆS ARTIKEL
»Talrige undersøgelser viser, at jo højere uddannelse kvinder har, jo færre børn får de«, siger Anna Qvist.
Forældrene har presset på
Ayfer Baykal er ikke tvivl om, at forældregenerationen af indvandrere har presset på for at få den proces i gang.
»Mine forældre havde en forventning og forhåbning om, at vi tre søstre skulle klare os bedre end dem. Og sådan har det været i mange familier«, siger hun, der stadig overvejer, om hun selv skal have børn.
