Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Borgere vil gå tur for ytringsfrihed trods trusler mod tysk demonstration

Dansk Pegida-arrangør udsat for chikane for at få stoppet gåtur gennem København.

Danmark

En demonstration for ytringsfrihed mandag aften i København bliver gennemført som planlagt, til trods for at en samtidig og tilsvarende demonstration i den tyske by Dresden er blevet aflyst på grund af trusler mod arrangøren.

Den højreorienterede bevægelse Pegida i Tyskland har gennem nogle måneder hver mandag afholdt demonstrationer med krav om stop for muslimsk indvandring.

Pegida er en forkortelse for 'patriotiske europæere mod islamiseringen af Vesten' og er blevet kædet sammen med højreekstreme kræfter i Tyskland.

LÆS ARTIKEL

Ved den seneste demonstration i mandags var 23.000 samlet i protest mod terrorangrebet mod Charlie Hebdo nogle dage inden.

Men mandagens demonstration i Dresden er nu blevet aflyst, da der ifølge tysk politi er efterretninger om en konkret trussel mod et af de ledende medemmer af Pegida. Islamistiske ekstremister skulle angiveligt have udpeget bevægelsens stifter Lutz Bachmann som et mål for en terroraktion i forbindelse med demonstrationen.

Pegida-bevægelsen opfordrer i stedet tyskerne til at sætte lys og tyske flag i vinduerne.

Demonstrationer for og imod Charlie Hebdo

Aflysningen kommer efter nogle dage, hvor har været stribevis af demonstrationer for og imod Charlie Hebdo. I europæiske lande har folk samlet sig for at støtte ytringsfriheden, mens der i en række lande i Afrika og Mellemøsten har været voldsomme demonstrationer mod Charlie Hebdos seneste tegning af Muhammed, der på forsiden af bladet med en tåre i øjnene holder et skilt med påskriften »Jeg er Charlie«.

I det vestafrikanske land Niger - en tidligere fransk koloni - har ti mennesker mistet livet under uroligheder fredag og lørdag.

LÆS ARTIKEL

I Danmark har 38-årige Nicolai Sennels stiftet Pegida.dk, som er en dansk version af den tyske bevægelse.

I morgen mandag klokken 18:00 udgår demonstrationen mod »fundamentalistisk islam« fra Statens Museum for Kunst i København. Planen er, at der - ligesom i Tyskland - skal marcheres og synges for ytringsfriheden hver mandag.

»Jeg er klar over, at demonstrationen i Dresden er blevet aflyst. Det er skræmmende, at vi er nået dertil, at politiet ikke længere kan sikre borgernes grundlovssikrede ret til at forsamle sig. Truslen mod ytringsfriheden, som Pegida i Danmark advarer mod, er nu så stor, at politiet ikke kan garantere folks sikkerhed, når de siger deres mening. Men jeg har talt med politiet, og der er ingen oplysninger om en trussel mod vores demonstration – eller aftengåtur, som jeg foretrækker at kalde det – i København, så derfor ser jeg ingen grund til at aflyse på baggrund af aflysningen i Tyskland«, siger Nicolai Sennels.

I skrivende stund har omkring 300 tilmeldt sig demonstrationen på Facebook. Deltagerne opfordres til at medbringe fakler og varme drikke.

Ruten er tre km lang og går mod Den Lille Havfrue, hvor forsamlingen vil synge »Kringsat af fjender«. Herefter går turen forbi kastellet og tilbage til museet. Nicolai Sennels vil før gåturen holde en kort tale, og den anden taler bliver Cherif El-Ayouty, der har egyptisk baggrund og er konverteret fra islam til kristendommen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Antifascister laver deres egen demonstration

En anden gruppe, der kalder sig »Revolutionære Antifascister«, har arrangeret en moddemonstratioh, hvor knap 700 har tilmeldt sig. Denne gruppe henviser i sin omtale af demonstrationen til, at Pegida i Tyskland har samlet både »højreorienterede hooligans og voldelige nynazister« mod »den påståede islamisering af Europa«.

Demonstrationen udgår klokken 17 fra Sankt Hans Torv.

Nicolai Sennels understreger, at det ikke er op til ham at vurdere risikoen ved Pegidas arrangement.

»Jeg kan kun sige, at politiet har lovet, at vores demonstration er fuldstændig tryg. Så tryg, at vi kan tage vores børn med. Jeg er klar over, at der er en moddemonstration mod Pegida.dk på samme tidspunkt, men den foregår ude på den anden side af Søerne i København, så det er et stykke væk fra os. Vi kommer ikke til at kunne høre dem«, siger Nicolai Sennels.

LÆS ARTIKEL

Han har fastlagt klare regler for, hvilke budskaber der er tilladt på skilte under demonstrationen.

De »godkendte slogans« er beskrevet nøje på Pegida.dk's Facebookside: »Nej til fundamentalistisk islam«, »Jeg er Charlie Hebdo«, »PEGIDAdk« og »Nej til vold og racisme«. På spørgsmålet om, det ikke er lidt paradoksalt, at en demonstration for ytringsfrihed opstiller regler for, hvilke ytringer demonstranterne må komme med, svarer Nicolai Sennels:

»Vi har lavet regler for, hvad der må stå på skiltene under demonstrationen, så folk kan være trygge og møde op uden risiko for, at der kommer folk med ekstreme holdninger til vores gåtur. Det ønsker vi ikke. Vi vil gerne have både vores børn og naboer med, så derfor har vi været nødt til at opstille de regler. Sikkerheden er vigtig, og vi ønsker ikke at blive slået i hartkorn med ekstremister«.

Terror kostede 17 livet i Paris

Baggrunden for demonstrationen er begivenhederne i Paris, hvor terrorister dræbte i alt 17 personer. 12 blev dræbt under et angreb på satirebladet Charlie Hebdo onsdag 7. januar. Dagen efter blev en politibetjent skudt ned, og om fredagen skød en gidseltager fire gidsler i et jødisk supermarked. Alle tre terrorister blev skudt og dræbt af politiet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi har arrangeret gåturen som en protest mod den voldelige tolkning af islam for at skabe opmærksomhed omkring de problematikker, der senest gav sig udtryk i terrorangrebet mod Charlie Hebdo i Paris. Ytringsfriheden er under pres. Vi så, hvordan Jyllands-Posten undlod at trykke Charlie Hebdos tegninger af Muhammed af hensyn til medarbejdernes sikkerhed. Kunstnere og komikere udøver også selvcensur og tør ikke kritisere islam«, siger Nicolai Sennels.

I dag blev der bragt et rygte til torvs om, at demonstrationen i København bliver aflyst på grund af aflysningen i Dresden.

»Jeg har været udsat for en del chikane. Under falske profiler på Facebook er der folk, som har postet masser af nazistisk propaganda på vores side. Der er også nogle, der har sat en iphone 6 billigt til salg i Den Blå Avis under mit telefonnummer, så jeg har måttet forklare en del, der ringer, at jeg ikke har en telefon til salg. Det er formentlig også sådan, at der i dag er blevet spredt et rygte om, at vi aflyser demonstrationen. Det gør vi altså ikke. Vi tror, at der kommer mange og støtter ytringsfriheden«, siger Nicolai Sennels.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce