Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Janus Engel
Foto: Janus Engel

HVERDAG. En dom for besiddelse af 22 våben har sendt Martin på den sikrede institution. På hans værelse er tremmer for vinduerne, men der hersker pinlig orden.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ung kriminel: Jeg håber, femte gang er lykkens gang

På den sikrede institution Stevnsfortet sidder unge kriminelle under 18 år, og leder Peter Jørgensen mener, at klientellet er blevet mere råt.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På gårdspladsen bag det 4,5 meter høje hegn er Martin er ved at reparere en knallert.

»Målet er, at jeg skal holde op med at være kriminel, og på lang sigt, at jeg bliver udsluset til min egen lejlighed«.

Den 18-årige sorthårede fyr smiler et hurtigt smil inde fra hættetrøjen.

»Jeg er lidt nervøs, for nu er det jo gået galt fire gange«.

Det er luksus. Du bliver vækket om morgenen, og maden bliver lavet for dig

Han er en af de 11, som i øjeblikket optager pladserne på den sikrede institution Stevnsfortet. Her er primært kriminelle unge, som ville være i fængsel, hvis de havde været over 18 år, men som på grund af deres unge alder ikke må afsone sammen med voksne. Lige nu er det unge, som har begået eksempelvis røveri, grov vold, brandstiftelse og trusler på livet.

Martin er en af dem, som leder Peter Jørgensen peger på til et interview, for faktisk er de unge på to ud af den sikrede institutions tre afdelinger i øjeblikket så belastede, at et besøg ikke giver mening.

»De unge er så dårlige, at det ikke handler om udvikling, men kun om sikkerhed«, forklarer lederen, som har været på Stevnsfortet, siden institutionen åbnede for 14 år siden. Og selv om han mener, at det lige nu er ekstremt, ser Peter Jørgensen en klar tendens:

»De unge er blevet svære at arbejde med. De har flere besværligheder, de har flere svigt bag sig, flere har psykiatriske problemstillinger og dårlig adfærd«.

Orden i kaos

De senere år er ungdomskriminaliteten ellers faldet markant, og det betyder, at de unge, som tidligere begik kriminalitet, fordi de ikke fik tænkt sig om, er sorteret fra, oplever Peter Jørgensen – og tilbage er de mest belastede unge.

Med voldspakkerne og de strengere straffe bliver de unge hurtigere koblet af samfundet, og er man først stemplet som afviger, er der mindre grund til at leve efter samfundets normer, mener lederen.

De fleste unge på Stevnsfortet er mellem 15 og 18 år, og typisk kommer de med få timers varsel i en politibil i det tøj, de var iført, da de blev anholdt. Mange har et hashmisbrug. Ofte er de kun på institutionen i fire uger, men i gennemsnit er de på Stevnsfortet i tre måneder.

I begyndelsen handler det om at få orden i det kaos, de unge står i, men senere handler det om at få hjulpet de unge videre og lære dem, at der her er voksne, de kan stole på, siger Peter Jørgensen.

»Vores udgangspunkt er, at man ikke udvikler sig ved ydre pres, men ved indre motivation, så den arbejder vi med«.

Martin griner og forklarer, at Stevnsfortet kan sammenlignes med et hotel.

»Det er luksus. Du bliver vækket om morgenen, og maden bliver lavet for dig. Vi har fint sammenhold og et godt forhold til de voksne«, siger han og forklarer, at man skal vænne sig til hegnet.

»Du kan ikke bare gå ud, hvis du har lyst til eksempelvis en kebab, og du kan ikke se din familie, så tit som du vil«, siger Martin, der har en lille datter.

Han kom ind for besiddelse af 22 våben og blev idømt en ungdomssanktion. Det er et forløb, hvor Martin blandt andet skal bo en periode på et opholdssted, og her har han ikke overholdt betingelserne. Derfor er han blevet tilbageført, som det hedder, til Stevnsfortet fire gange. Nogle gange fordi han er stukket af fra opholdsstedet, og en gang fordi han slog en pædagog.

»Det var, fordi der var fejl i min adhd-medicin, og så var det en bivirkning«.

Der er lås på alle døre på de hvide lange gange, de ansatte går med overfaldsalarm, og de unge går aldrig alene rundt. Og selv om der er et klart pædagogisk sigte, og selv om her er pc-værksted, fitness og skole, taler de unge om ’at sidde inde’, om at have en advokat med, når man bliver afhørt af politiet, og om, hvornår de skal prøveløslades.

Dumpe brag og nej til skole

På en afdeling må Mikkel dysses ned. Politiet har været her for at afhøre ham, og han er gået ind på værelset, hvorfra der lyder dumpe brag. To pædagoger låser sig ind: »Det er i orden, du er gal, men ikke at du smadrer ting«, siger den ene.

Et andet sted vil Markus ikke i skole. Han læner sin drengede krop forover og råber helt tæt på leder Peter Jørgensens ansigt: »Min damp kan ikke klare det! Jeg skal ikke over i skolen igen, jeg vil på værkstedet!«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Omkring dem står hurtigt fire-fem ansatte pædagoger, så Markus nok kan true, men hele tiden er i klart undertal. Og han er nødt til at gå i skole, hvor de planlægger et forløb om, hvordan han kontrollerer sit temperament.

På gårdspladsen ved værkstedet prøvekører to unge med anden etnisk herkomst end dansk en Toyota Yaris. De ryger cigaretter og hører rapmusik, mens de cruiser i første gear.

De råber noget; en står ud af bilen, og pludselig er der optræk til slagsmål. På få sekunder er de omringet af personale, som kommer løbende fra alle hjørner. En pædagog griber en ung mand i en mønstret sweater, og på et sekund ligger han på maven på asfalten.

»Fuck! Pakistanerluder! Jeg slår dig ihjel!«, råber han, før han følges væk.

»Første gang glemmer du aldrig«

98 procent af de unge er drenge. Blandt de få piger er Freja på 17 år, som sidder inde for vold og trusler. Hun skal prøveløslades i næste uge. Hun skal ud til en 1-værelses lejlighed og en kontaktperson, som hun endnu ikke har mødt.

»Jeg er kommet på kommunen, siden jeg var 9 år, og alle kender mig. Nu har jeg fået en ny sagsbehandler, som ikke engang har været at besøge mig«, siger hun.

Martin fortæller, at det er femte gang, han er her. Første gang var han 16 år.

»Første gang glemmer du aldrig. Som ny bliver du set ned på. Du skal vise, at du ikke vil finde dig i alting. Og du skal også finde dig i meget – skulderskub, øjne, som kigger. Jeg var også ude for, at nogle pissede på mit tøj og kørte det rundt i en vaskemaskine, så det blev helt sølet til«.

Leder Peter Jørgensen mener ikke, at de unge bliver mere kriminelle af at være på institutionen.

»Vi kan ikke lære dem noget, som de ikke allerede har lært på gaden«, siger han.

Martin og vennen Ahmed, som hele tiden smiler, er trukket ud i et rygebur – en lille terrasse med gitter hele vejen rundt. Som mange andre har de ikke gået meget i skole. Martin blev smidt ud i 6.-7. klasse, fordi han var voldelig, og Ahmed på 17 år har været på opholdssted, siden han var 12 år og har ikke gået meget i skole.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han er inde for 32 forskellige sager, hvoraf 4 var gaderøveri. Han drømmer om at blive »socialogsundhedsskolepædagog« og arbejde med kriminelle unge.

»Lidt ligesom os«, siger han og griner.

Martin skal foreløbig videre på et opholdssted om under en uge: »Men jeg håber, femte gang er lykkens gang«.

De unge i artiklen optræder alle anonymt. Politiken kender deres rigtige identitet.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden