Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Janus Engel
Foto: Janus Engel

Ingenmandsland. Mostafa er 16 år og har været på flugt siden 2010. Han venter på at blive sendt til Afghanistan, men han har aldrig været der, for hans forældre flygtede, før han blev født.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Brødre på asylflugt: Politiet kommer altid om morgenen

De afghanske brødre Zakariya og Mostafa har været på flugt i fem år. De støttes af forfattere og præster, mens de frygter for den næste morgen.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Normalt kommer politiet altid om morgenen, når flygtninge skal hentes på et flygtningecenter og sendes ud af landet.

De afghanske brødre Zakariya på 22 år og Mostafa på 16 ved det. I fire og et halvt år har de boet på fem forskellige centre i Danmark. De har set mange blive hentet.

Men 2. december 2014 ankom politiet til Ellebækfængslet ved Sandholmlejren i Nordsjælland ud på eftermiddagen. Her sad de to brødre fængslet, skønt ingen af dem havde begået noget kriminelt, og selv om Mostafa var mindreårig.

En af betjentene satte sine knæ på min ryg og sagde, jeg skulle lukke munden. Så kom piloten og sagde, at han ikke ville flyve med os

»De var fire mænd og en kvinde, og de behandlede os som kriminelle. De bandt os, og den ene tjekkede mit hår for at se, om jeg havde en kniv i det. »Åh hold op«, sagde jeg. Men han undersøgte mit hår. Så kørte de os til lufthavnen«, husker Mostafa.

En gruppe mennesker var mødt op i lufthavnen for at protestere. Her iblandt ’Bedsteforældre for asyl’, ’Børnebørn for asyl’ og forfatteren Carsten Jensen. Brødrene skulle sendes til Kabul i Afghanistan via Istanbul, og aktivisterne blandede sig i køen ved skranken til Turkish Airlines, hvor de opfordrede passagererne til at protestere mod tvangsudsendelsen.

Mens aktivisterne blev standset af politiet og bundet på hænderne, blev brødrene ført ind i flyet af de fem betjente, der skulle ledsage dem på rejsen.

»Jeg lå på maven på en stolerække og græd, mens jeg råbte, at jeg ikke ville rejse. En af betjentene satte sine knæ på min ryg og sagde, jeg skulle lukke munden. Så kom piloten og sagde, at han ikke ville flyve med os. Politiet sagde, at vi ville få en ny udsendelsesdato, og kørte os tilbage til Ellebæk«, fortæller Mostafa.

Årsagen til, at de skulle sendes ud, var ganske ligetil. Hverken Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet mener, at de vil være i fare, hvis de bliver sendt til Afghanistan. Lige nu er de reddet for en stund, men befinder sig alligevel i et ingenmandsland.

En række præster er gået ind i deres sag, og forfatteren Kristina Stoltz har kaldt flygtningebørn for vor tids fredløse. Hun har brugt de to brødres skæbne som den dobbelte streg under sin påstand.

Medgiften gik til flugten

For 17 år siden flygtede deres forældre fra Afghanistan til Iran. Præcis hvorfor ved ingen. Storebror Zakariya var dengang fire år, og Mostafa blev først født i Iran, hvor familien levede under fattige vilkår. Faren er blind og delvis lam, og Zakariya kom aldrig i skole, men har, siden han var dreng, arbejdet som smed. Mostafa gik sporadisk i skole.

De to brødre har tre mindre søskende og en storebror. Men han døde i 2010. Og det er hans død, der er årsag til, at de flygtede fra Iran.

I Iran blev familien jævnligt standset af politiet og bedt om at skrubbe hjem til Afghanistan. Moren, der gjorde rent for iranske familier, blev anklaget for at stjæle, men da politiet ville anholde hende, begyndte Zakariya og hans storebror at slå politifolkene, der arresterede dem begge. Efterfølgende blev de skiftevis fængslet og løsladt, indtil en dag hvor storebroren ikke vendte hjem. Han var blevet tortureret og slået ihjel i fængslet, siger Zakariya.

Herefter besluttede Zakariya og Mostafa sig for at flygte. Med hjælp fra en menneskesmugler flygtede de til Tyrkiet og videre til Grækenland. Pengene havde de, fordi deres afdøde storebror skulle giftes. Nu gik medgiften til flugten.

Grækenlands asylsystem er reelt brudt sammen, og brødrene fik ikke taget de fingeraftryk, der efter Dublinkonventionen betyder, at deres asylsag skal behandles i det første EU-land, de kommer til. Efter 45 dage i Grækenland sejlede de til Italien, men slap også her for fingeraftryk.

De rejste videre gennem Europa til Danmark, og mens denne artikel er bygget på brødrenes forklaring til politiet og Politiken, kan den fra 2. november 2010 dokumenteres af de danske myndigheder. For den dag ankom de til Danmark, fik taget fingeraftryk og blev placeret i Sandholm. Deres mål var dog Sverige, og næppe var de anholdt, før de flygtede til Sverige.

»Det er det bedste sted, vi har været i vores liv. Vi boede med andre unge, vi fik kontaktperson, vi gik i skole, vi gik med svenskerne til fodbold. Mostafa ville blive, men jeg ville adlyde systemet. Da vi først var kommet til Danmark, var det også her, sagen skulle behandles«, siger Zakariya.

Tvivl om alder

I Danmark slog Udlændingestyrelsen fast, at lillebror Mostafa skulle betragtes som Zakariyas ledsager. Styrelsen mente, at Zakariya var over 18 år, da han kom, selv om han selv sagde 16 år. En aldersundersøgelse vurderede ham til at være mellem 18 og 22 år. Det er afgørende. Danmark sender ikke uledsagede mindreårige til Afghanistan, så hvis Zakariya var over 18 år, og Mostafa hans ledsager, kunne begge udsendes.

Så i december 2011 fik Zakariya afslag på asyl. Begrundelsen var, at de ikke ville være i fare i Afghanistan. I september 2012 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen. Derpå indhentede myndighederne oplysninger fra de afghanske myndigheder, der i marts 2013 bekræftede, at brødrene er afghanske statsborgere og kendt i Afghanistan. Men den sidste oplysning anser Zakariyas advokat, Niels Erik Hansen, for tvivlsom.

»Danmark, FN og Afghanistan har indgået en såkaldt trepartsaftale. Meningen er, at Danmark sender billeder og data til Afghanistan. ’Flygtningedrengen hedder det, og han kommer derfra. Kender I ham?’. I det her tilfælde kunne man forestille sig, at Afghanistan ville sige: ’Nej, det gør vi ikke’. I stedet siger de: ’Vi har haft en person ude i en landsby. De kender drengene’«.

»Men den her sag beviser, at trepartsaftalen ikke er det papir værd, den er skrevet på. For billederne af brødrene er fra 2013. De forlod Afghanistan og flygtede til Iran omkring slutningen af halvfemserne, da den ene var fire år og den anden ikke født. De kan umuligt have talt med nogen, der genkender de to drenge«, siger Niels Erik Hansen.

Også Mostafas advokat, Kåre Traberg Smidt, er overbevist om, at de afghanske myndigheder aldrig har været i nogen landsby. Begge advokater er sikre på, at brødrene kommer fra Iran, og det betvivler Flygtningenævnet heller ikke. Det har bare ingen indflydelse på sagen, at de er vokset op i Iran, og at deres familie bor i Iran. Det afgørende er, at brødrene er afghanske statsborgere, og da Sakariya er over 18 og dermed juridisk en voksen mand med en lillebror som ledsager, så er det Afghanistan, de skal udsendes til.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Konvertitterne

Det er fredag eftermiddag. Danmark er på vej på weekend. Mostafa er på vej fra sprogskolen i København til flygtningecenteret i Jægerspris. Han er nu 16 år og taler godt dansk. Alligevel er han næsten tavs. Toget er fyldt med unge, der taler i mobiltelefon og lytter til musik. Også Mostafa virker, som om han gerne vil gemme sig bag musik i ørerne.

Først da vi når Frederikssund Station, bliver han sin alder. Ubekymret, smilende og fuld af ord. Det sker, da samtalen falder på asylcenter Kongelunden på Amager. Normalt et center for psykisk syge asylansøgere. Men da de to brødre ankom i 2013, fik de eget værelse. De boede tæt på København, og Mostafa begyndte at spille fodbold på Dragørs U-15 hold.

»Jeg fik venner, og vi talte dansk«. Han var angriber, fast mand og scorede mål. Ret mange, siger han ikke uden stolthed. Mens de boede på Kongelunden, begyndte de også at komme i Apostelkirken på Vesterbro i København.

»Begge brødre har deltaget i undervisning og i søndagsgudstjeneste og ville døbes. Men vi døber ikke uledsagede mindreårige, så vi har sagt til Mostafa, at han må vente, til han bliver 18 år«, siger præsten Niels Nymann Eriksen. Storebror Zakariya blev til gengæld døbt 6. juli 2014 efter seks måneders undervisning.

»Jeg har talt med ham om hans historie, og han har fortalt mig om, hvordan troen har givet ham nyt mod«, fortæller Niels Nymann Eriksen, som håber, at brødrene får lov til at blive.

»Som jeg tolker forholdene i Afghanistan, vil det være med stor risiko, at de vender tilbage som mennesker, der har forladt islam«.

I et brev til Flygtningenævnet redegjorde han for konversionsforløbet. Han opfordrede nævnet til at genoptage sagen, og det samme gjorde Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen. Men det skete ikke. Nævnet troede ikke på, at konversionen var reel, og i november 2014 blev brødrene anbragt i Ellebækfængslet ved Sandholmlejren. 2. december kom politiet så. Og efter dramaet i lufthavnen blev de igen placeret i Ellebæk.

Her fik de en celle med madrasser på gulvet og intet andet. Politiet ville have begge fængslet, men dommeren i Hillerød løslod Mostafa 4. december, da det ville være i strid med de internationale forpligtelser at holde et barn i voksenfængsel. Derfor blev han overført til ungdomscenteret i Jægerspris, mens Zakariya sad fængslet indtil 10. januar, hvor politiet løslod ham.

»Ellebæk er forfærdelig. Maden er elendig, og der var problemer. ’Er du muslim?’, råbte nogle af de marokkanere, der var der. Da jeg sagde nej, kom de efter mig. Det er et sted, man bliver sindssyg af at være«, siger Zakariya, der siden Ellebæk har siddet i Sandholm, mens Mostafa sidder i Jægerspris. Det er Zakariya, som har haft ansvaret under flugten. At de ikke kan bo sammen, forstår han ikke.

I forbindelse med denne artikel har Politiken stillet Rigspolitiet en række spørgsmål. Vi har spurgt, hvorfor brødrene blev anbragt i Ellebækfængslet, når ingen af dem er kriminelle, og da Mostafa er mindreårig. Vi har spurgt, om det er korrekt, at brødrene i flyet blev lagt på sædet, og at en betjent satte sig på Mostafas ryg. Vi har spurgt, om politiet tror, at de afghanske myndigheder har været ude i en landsby for at tjekke, om brødrene stammer derfra.

Med henvisning til, at der er tale om en konkret sag, har politiet ikke ønsket at kommentere sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sagen genoptages

Flygtningecenteret ligger isoleret, men smukt ved Jægerspris Slot. Mostafa taler stadig fodbold. Om ikonet Ronaldo og hans klub Real Madrid. For nylig blev Ronaldo udnævnt til verdens bedste fodboldspiller. Mostafa siger det med et stort smil. Foråret, de grønne plæner og Dragørs ungdomshold venter. Hvis det bliver muligt. Han har sit eget værelse og viser os rundt. En ansat hilser varmt. Da Mostafa ankom til Danmark, var det den pågældende, der tog imod. Det er nu mere end fire år siden.

Den seneste udvikling i sagen er, at myndighederne igen skal se på brødrenes sag, og at de skal behandles hver for sig efter udlændingelovens par. 9 c. Det er en bredt favnende undtagelsesbestemmelse, som er indført, fordi nogle sager kan komme så langt ud, at det ville være umenneskeligt ikke at give ophold. Eller som der står: »... hvis ganske særlige grunde herunder hensynet til familiens enhed, og hvis udlændingen er under 18 år, hensynet til barnets tarv, taler derfor«.

I en kommentar til sagen siger Mostafas advokat Kåre Traberg Smidt: »Jeg synes, det er problematisk, at et ungt barns sag kan tage så mange år. Hans psyke lider overlast, og det er en reel overtrædelse af konventionen, da den foreskriver en hurtig og fair behandling. Det kan man ikke sige, dette er«.

At der igen skal ses på sagen, betyder ikke, at noget er afgjort. Blot at de ikke skal udsendes her og nu. Igen går dagene nu med ingenting, mens nætterne sniger sig frygtsomt af sted. For som de to brødre siger uafhængigt af hinanden: »Politiet kommer altid om morgenen«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden